Dødsøen

Kapitel 11

Vi fortsatte videre i tavshed. En masse spørgsmål begyndte at samle sig i mit hoved, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg vidste godt, at jeg nok ikke burde spørge mere ind til det, det måtte have været helt forfærdeligt, men som altid kunne jeg ikke bare holde mund, og jeg begyndte forsigtigt at spørge: "hvad skete der?"

Mike svarede ikke, han satte bare farten en smule op, som om at hvis han bare gik lidt hurtigtigere, ville han måske kunne gå væk fra den forfærdelige fortid, og lade den være det, fortid, men sådan fungerede det ikke, fortiden forfulgte ham altid, som en mørk skygge han aldrig ville slippe af med.

Jeg vidste godt, at jeg burde have ladet det ligge der, der var en grund til at Mike ikke havde svaret mig første gang, men på den anden side vidste jeg også at det ikke ville være godt ikke at snakke om det. Det ville bare blive ved med at bygge sig op, fylde mere og mere indtil det var umuligt at give slip på igen, og det ville blive så tungt at det ville være umuligt at bærer rundt på det mere. Jeg valgte derfor at spørge igen med en blid stemme: "Hvad skete der Mike?"

Jeg kunne svagt høre Mike snøfte inden han svarede: "min... min lillebror og jeg skulle rejse sammen alene for første gang. Vi har noget familie som er flyttet til Brasilien, og vi ville tilbringe noget tid dernede sammen med dem." Mike stemme knækkede" Han var mit ansvar, mit ansvar" Han stoppede og sank ned i knæ, han gemte ansigtet i hænderne, mens han blev ved med at gentage "han var mit ansvar" mellem hvert enkelt hjerteskærende hulk.

Jeg sank ned på knæ ved siden af ham og lagde forsigtigt en arm om hans skulder. Jeg sagde ingenting, og pressede heller ikke ham til at sige noget, lod ham komme af med det hele, alt det han havde holdt inde så længe. Jeg ved ikke hvor længe vi sat på jorden da Mike langsomt begyndte at slappe af igen. "Du behøver ikke at fortælle det hvis du ikke vil, jeg vil ikke presse dig til noget." sagde jeg blidt til ham, mens jeg prøvede at få øjenkontakt med ham i mørket. Han sad stadig på jorden og kiggede ned i hans hænder mens han stille svarede: "jeg vil gerne"

Vi rejste os op igen for at fortsætte lidt videre, imens Mike fortalte: "De hele gik godt til at starte med, jeg tror aldrig jeg har set min bror så spændt før." Mike smilede let for sig selv inden han fortsatte. "Han havde aldrig været oppe og flyve før, og han kunne ikke vente med at komme til Brasilien. Under hele turen sad han med ansigtet klisteret op af vinduet for ikke at misse en eneste ting, han ville have det hele med." Mike stoppede kort op, og der gik lidt tid inden han fortsatte med at snakke: "I starten var det kun små rystelser, og vi fik at vide at det bare var lidt turbolens, men rystelserne blev langsomt voldsommere. Pludselig vendte min bror sig om mod mig, kiggede mig lige i øjnene med hans klare blå øjne, og sagde med begejstring i stemmen, "se! Man kan se de sorte regnskyer blive lavet." Han vendte sig hurtigt mod vinduet igen og kiggede nysgerrigt ud af vinduet igen. Han var for lille til at forstå hvad der i virkeligheden skete. Det var ikke sorte skyer, det var kraftig røg fra den motorerne, og det var der det gik op for mig, hvad der i virkeligheden var ved at ske. Stewardesserne prøvede på at berolige passagerne ved at sige at alt var som det skulle være, men de kunne ikke skjule den langsomt voksende panik i deres øjne.

Mike skulle til at fortsætte, men blev afbrudt af en gren der knækkede i skovbunden et stykke væk. Vi fór sammen med vores hjerter helt oppe i halsen. Vi sad som forstenet og turde ikke røre os ud af stedet. Jeg kunne høre Mikes hektiske åndedræt lige ved siden af mig, og endnu engang var jeg glad for, at jeg i det mindste ikke var i den her situation alene. Vi lyttede begge intenst efter den mindste lyd der kunne indikere at vi var blevet fundet, men der var ingen lyde udover blid brise, som stille kærtegnede træernes blade og fik dem til at rasle let.

Vi besluttede os alligevel for at blive siddende lidt endnu, bare for at være helt sikker, der var ikke nogen af os der var klar til at løbe nogle chancer på det punkt. Vi blev ved med at lytte videre, men efter ikke at have hørt noget mistænksomt i et par minutter viskede Mike stille at det nok var bedst, at vi fortsatte videre.

Vi fortsatte videre, mere forsigtigt end før. Jeg kunne ikke slippe af med følelsen af at der var nogen som holdt øje med os, men jeg kunne hverken se eller hører nogen, så jeg prøvede at slå tanken fra mig, det var fjollet, vi ville have vidst hvis der havde været nogen, det var bare Mike som var faldet lidt bagud og det var sikkert bare ham, jeg følte der holdt øje med mig.

Men efter endnu et par skridt blev jeg hurtigt klar over, at det ikke bare var Mike der havde holdt øje med mig.