Dødsøen

Kapitel 7

Jeg kunne mærke frygten komme buldrende, som et hårdt slag i mellemgulvet. I deres arme bar de en masse forskellige ting. Jeg følte ikke, at jeg kunne får vejret, jeg ville bare væk, men der var ikke noget at gøre, jeg var fanget. De kom langsomt tættere og tættere på, jeg vidste, at der ikke måtte være gået mere end højst et halvt minut, men hvert sekund føltes som timer og det var uudholdeligt. Det føltes som om at mit hjerte var ved at hoppe ud af brystet på mig, og min vejrtrækning var hurtig og overfladisk. Den ny fundne selvtillid var væk, vi ville ikke have en chance imod dem, vi skulle dø, og de ville nyde at dræbe os langsomt, og se de sidste gnister af liv i vores øjne langsomt blive svagere og svagere indtil de slukkedes helt.

Jeg begyndte at hive hårdt i de reb, der var bundet stramt om mine håndled, men lige meget, hvor meget jeg hev i dem skete der ikke noget, udøver at mine håndled begyndte at bløde og gøre ondt.

Da de var henne ved os sagde de ikke noget, men begyndte i stedet bare at lægge de forskellige ting ud på bordet, jeg kunne næsten ikke se noget derfra hvor jeg sad, men jeg nåede at nogle korte glimt af nogle af tingene, som en kniv, en bue og nogle pile. Jeg ville ikke se mere, så jeg lukkede øjnene og åbnede dem ikke igen, før jeg kunne mærke et hårdt spark i siden og en stemme sige, "så er det op sovetryne, det er snart spisetid" efterfulgt af et hæsligt grin. Jeg åbnede øjnene og kiggede lige ind i nogle bundløse sorte huller. Kakamæen fortsatte bare med at grine imens han løsnede rebene omkring mine håndled, derefter tog han hårdt fat i min arm og hev mig op at stå. Jeg ømmede mig lidt, man kunne tydeligt se hvor rebene havde sat.

De havde også fået den anden dreng op at stå, og jeg kunne se, at han var mindst lige så bange som mig. Der gik lidt tid inden der var nogen, som sagde noget, men inden længe brød en af kakamæerne stilheden. "Som i nok kan se ligger der nogle forskellige våben på bordet foran jer." Mit blik vendte automatisk hen til bordet med alle våbnene. Der løb et sus af adrenalin igennem mig. Mit blik vendte tilbage til kakamæen, som stadig snakkede, "Hvis bossen giver lov til det, får i selv lov til at vælge det i gerne vil have, hvis ikke vælger vi enten et til jer, eller så får i overhovedet ikke noget."

Jeg gispede, det havde ikke været meningen, men da de sagde, at vi muligvis ikke ville få noget våben, så vi i stedet skulle flygte fra en flok gale, bevæbnede mænd uden selv at have noget til at beskytte os, kunne jeg ikke holde det tilbage. Jeg fangede hurtigt en af kakamæernes blik, og endnu engang, så jeg et glimt af fryd i hans øjne, de nød det, de prøvede på at få en reaktion fra os.

Jeg måtte ikke lade dem få den fornøjelse, så jeg tog nogle dybe vejrtrækninger i et forsøg på at berolige mig selv. Jeg kiggede rundt. Ledte efter udveje, måder jeg kunne stikke af på. Det var umuligt, jeg kunne ikke slippe væk, ikke før de lod os løbe.

Vi ventede i noget der føltes som en evighed, før der kom to kakamæere gående hen i mod os. Man kunne allerede høre deres hæslige grin lang tid før de var henne ved os, og deres grin stoppede ikke da de nåede os. Stadig grinende sagde den ene, "Det er blevet besluttet, at den ene får lov til at få en kniv, og den anden får ingen våben eftersom han modsagde os."

Jeg bed tænderne hårdt sammen for ikke at sige en lyd. Jeg var rædselsslagen, men de måtte ikke se det, jeg kunne ikke lade dem se det.

Jeg kiggede rundt endnu engang, mest for ikke at få øjenkontakt med nogen af dem. Der var ikke meget at se udover nogle få hytter, et bålsted og så en masse træer over det hele. Jeg var nødt til at finde en måde at slippe væk fra øen på, og en måde hvorpå de ikke ville kunne finde mig. Det fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig ved den sidste tanke, hvis de fandt mig, var det ude med mig, jeg ville ikke have en chance, overhovedet ikke uden et våben.

Jeg kunne svagt høre at kakamæerne fortsatte med at snakke, men jeg hørte ikke efter hvad han sagde, jeg ville ikke høre det. Det eneste jeg ønskede mere end noget andet var at komme hjem, hjem i sikkerhed.