BROOKLYN PARKER
Kapitel 9. Høje på hash & toast
"Prøv" jeg kaster en lille pose til Hazel, "sikker?" "Man skal prøve den en gang, i dag kan være din første gang," Hazel griner og i hælder det ud i en stribe hen over bordet. "3, 2, 1" jeg sætter den ene finger for det ene næsebor og sniffer det. Jeg vil godt indrømme, at det gør lidt ondt i næsen, men man vænner sig til det.
Og oplevelsen er det hele værd. Man slipper for livet i nogle timer, og bedste fald er det bare et huld i hukommelsen næste dag. Man kan tænke tilbage, og det eneste man husker er, at man intet følte, kun den underlige sitren i fingrene, hvordan skuldrende slapper af.
Pludselig er min mund på en andens, hænder på min krop, jeg mærker en ny mund. Det hele er som en dis af tåge der svæver omkring mit hoved. Jeg elsker den her følelse. Hænderne jeg ikke vil kunne huske i morgen, men måske vågne op til, hvordan jeg blot kan forsvinde, fordi jeg har givet ham et forkert navn. Han vil aldrig opsøge mig igen, og jeg kan skide på samfundets dømende normer. Jeg kan leve livet frit, ikke tænke på andres dømmende blikke, når jeg knapper blusen en extra knap op. Jeg kan bare gøre det, være mere fri end normalt. Jeg behøver ikke tænke på fremtiden, på fortiden, eller nutiden. Bare på friheden.
I udkanten af mit syn er Hazel stadig i gang med sin pose.
En hånd trækker ud i mine shorts, "ik' he-" jeg bliver revet væk fra hånden, inden jeg når at fortsætte, "Hazel gider ikke gå uden dig. Jeg ville, hvis jeg var hende, men det er ikke mit problem, så følg med." "Av, hvem er det?" Jeg kigger forvirret op, "æw! Ik' rør mig!" Jeg skubber ham overrasket væk, "din fucking klammo, jeg kan godt selv gå," Alexander giver mig fingeren, inden han får fat i Hazel's arm, og vi går ud. Alexander skubber Hazel ind på bagsædet af bilen. Blidt, men irriteret. Jeg dumper ind på forsædet.
"Hvad har du gang i Hazel?" Spørg han oprevet, "hvad laver du? Sniger dig ud om natten gennem dit vindue? Sniffe?! Drikker?!" Alexander køre ikke, men sidder bare og river sig i håret, "hun forstår dig ikke," jeg griner, "hun er høj for sådan anden gang i sit liv," tilføjer jeg, "anden gang?!" "Slap af, du har været høj og fuld flere gang," jeg griner overgiret. "Du skal ikke sige noget, jeg kunne smide dig af hos din familie, og du ville aldrig få lov til at gå ud igen! Det samme med Hazel, så du har bar-" "det ville du aldrig gøre mod din mor, og du ved, at hvis min mor ser noget, så får din det også at vide," fortæller jeg ham smart, "jeg håber, du dør," knurre han lavt og begynder at køre. "Du er så sur," jeg griner og prikker til vinduet, "men i lige måde" jeg kaster en blyant efter ham, han ignorerer mig koldt og køre videre. "Eller jeg håber ikke du dør..." erkender jeg, han sender mig et undrende blik. "Da du var fem ønskede jeg, at du blev kvalt i en legoklods. Men nu? Nu ønsker jeg virkelig at du bliver fanget af en giraf og tortureret, indtil der ikke er mere at torturer..." Jeg sukker fredfyldt, "det ville være helt vildt skønt," erklære jeg, "giraf?" Spørg han, "jeg behøver ikke engang ønske, at du bliver slået ihjel, for en eller anden dag når din dumhed op ved siden af dig, og så skal du nok ordne resten," han griner og smiler bredt, "inden da er du død, forhåbentligt, ellers river jeg dig med mig," svare jeg smilende, "du dør af en overdosis, 100p" knurre han, av, "og du dør af ensomhed," jeg smiler falskt til ham, "du er det mest ensomme menneske jeg kender, jeg håber, at du føler det hver dag," han mumler et eller andet og kigger lige ud. Jeg tror, at jeg ramte plet der. Muhahahaha.
Efter 20 minutter ca.- jeg ved det ikke, mit hoved er bare en klump af tåge. Drejer Alexander ind til et hus og stopper bilen, "ud, min bil skal ikke ødelægges mere af din aura, end den er i forvejen." Jeg griner og kommer usikkert ud. Alexander griber blidt fat i Hazel og følger hende op til døren, han banker tre gange, inden døren bliver åbnet. "Fuck af Watt, je-" Han går i stå, "Brook?" "De er fucking høje," Alexander skubber sig forbi med Hazel under armen, "jeg tager hende op på dit gæsteværelse," fortæller han Seb, inden han forsvinder, Hazel mumler forvirret ting hele vejen op.
"Bare kom med ind," jeg følger med ham ind i køkkenet, "sulten?" "Åh ja, toast" ja, fuck jeg er sulten, jeg tror, jeg glemte at spise aftensmad. "Alex er pist," kommentere han og begynder at lave min toast, "det er han altid, sur og muggen," griner jeg, "totalt ude for en fornuftig rækkevidde," tilføjer jeg. "Han dør ensom, forhåbentlig lige så grim som den dag han blev født," det får mig til at smile, "han er så grim, at det er syndt på for os Seb. Men hvis du nu fik en af dem, som er dumme nok til at gå i seng med ham, til at kvæle ham i en pude. Det ville gøre mig lykkelig, oprigtigt lykkelig" jeg smiler bredt. Seb ryster på hovedet og begynder at lave min toast, "det ville ikke engang svine, og man kan ikke spore det, det vil bare ligne, at han døde normalt." Forklare jeg livligt.
"Og ellers kan du bare stikke en sabel op i røven på ham."
Seb sprutter grinende vandet ud af sin mund, "sabel?" Hikster han og bukker sammen, "ja, dem der undersøger dødsårsager, tjekker sjældent røven, det er genialt," fortæller jeg. "I en overgangsperiode interesserede jeg mig meget for mord, jeg skrev en stil om det, den fik A+" fortsætter jeg. "Du er hyggelig Brook," Seb smiler til mig, et varmt og stort smil, "du er cute," jeg tager imod min toast og begynder at spise den, "mhh" jeg sukker dybt. Nu er mit liv fuldbragt.
Vi kunne også lige dræbe Alexander, så ville alt være perfekt. Eller i hvert fald bare gøre, så jeg aldrig skulle se eller høre på ham igen.
"Du kan bare bruge min seng," tilbyder Seb, da jeg bliver færdig med min toast, jeg griner som svar, "om vi skal," jeg griber fat i hans trøjes kant og trækker ham med op. Vi møder Alexander på vej op, "Seb" mumler han advarende, "hun er bossen, man" han griner bredt, "d-" "du bliver grimmere og grimmere for hver gang, jeg bliver tortureret med dit selskab," siger jeg og vrænger på næsen, inden jeg fortsætter op ad trappen med Seb.
Jeg tænkte, at i gerne ville have noget at gå i seng på.
I know, for tiden er kapitlerne korte, men jeg var ikke i en "lang kapitel" periode, da jeg skrev her.
For tiden har jeg modtaget virkelig mange søde beskeder, fra folk som har læst mine bøger, og det sætter jeg virkelig pris på, det er ærligt fantastisk så glad man bliver for bare en lille besked❤️
Arbejder stadig på et cover... Det går ikke godt....
Hvis i følger med på min wattpad Instagram kan i se, at jeg for tiden arbejder på en ny bog kaldet 20 Days With A Badboy (Hvad er det mon? Hm) og det kommer nogle sneak peeks hvis der er nogle interesserede 😉
Spørgmål: Hvad tror i 20 Days With A Badboy er?
Udgivet: 26/9-19
(Vil i ikke være skønne at trykke på den lille stjerne i bunden af kapitlet? Det tager ingen tid og det smider lidt glæde ind i forfatterens (min) dag!)