Hey og velkommen til kapitel 8.
Håber at I vil nyde det og glem ikke at kommentere og stemme.
***
Mennesker, vampyrer endda husdyrrene gispede i det hendes ord forlod læberne.
Nu var jeg vred. Nu var jeg virkelig vred.
Nu har jeg altså fået nok!
Jeg mærkede, hvordan magten, styrken, dominansen og ikke mindst overlegenheden steg i takt med at jeg mistede besindelsen.
Piven og klynken fyldte mine øre, mens menneskene, pelskuglerne og de lavere rangerede vampyrer krympede sig og pev i takt med min dominans og overlegenhed. Selv mine egne fætrer veg tilbage for mig.
"Nu har jeg altså fået nok af dig!" Mine hjærnetænder blev længere og spidsere samtidige med at mit greb om hendes beskidte hals strammes.
"Undskyld?" Kom det tøvende fra en, hvis stemme jeg ikke genkendte.
For stærk til at være menneske, for tøvende til at være vampyr.
"Kan du ikke bare lade hende gå?" Spurgte stemmen, der tydeligvis var ny i byen.
Mit greb strammes yderligere og jeg begynder, at kunne mærke effekterne af min vrede, som stadig koger i mit udøde blod. Jeg bider mig i tungen og bider mig i tungen i forsøget på at forhindre, at jeg mister kontrollen fuldstændigt.
Indtil jeg høre Stephans bekendte, og lige nu, meget hjælpsomme stemme.
"Hold dig ude af det Mark. Det her er en sag mellem dem." Min vrede dulmer en smule ved lyden af hans kraftige stemme.
"Alpha. Med al respekt jeg bryder mig ikke om at hendes udøde fingrer er samlet om min søsters hals." Mumler hannen.
Så han er altså i familie med den her skøge? Hmpf! Manglende respekt for de overordnede ligger åbenbart til familien.
"Mark det her er ik..."
Min iskolde, fuldstændigt følelsesløse stemme skar gennem marv og ben. Autoriteten og overlegenheden dryppede ned fra den som vand.
"Bland dig uden om hvalp! Din søster har vanæret min titel." Jeg mærkede, hvordan Mark's mund faldt til jorden.
"Hun har vanæret mig, min titel og mit folks traditioner og jeg VIL straffe hende for det!" Hvæser jeg ud i hallen, mens mit greb stremmes og jeg mærker, hendes desperate vejrtrækning tage til.
"Nej! Det må du ..."
Han nåede aldrig, at færdiggøre sin sætning.
Skrigende fra hans søster skar gennem gangene idet jeg borede mine tænder langt ned i hendes hals.
"NEEEJ!!!" Blev der råbt.
Lyden af mine fætre, der holder den arrige han tilbage, mens folk fra alle arter ser til med forfærdede øjne.
Min blodtørst vokser og jeg mærker endnu en gang effekkten af min "usunde" livsstil. Blodrussen der flyder igennem mig er massiv og mine instinkter tager over.
Hendes kamp epper ud i takt med at mængden af blod i hendes krop svinder ind. Hendes slag mod mig bliver svagere og hun bliver mere stille i bevægelserne.
"Please! Don't kill her please!" Marks desperate råb er tydelige, men jeg nægter.
Jeg fortsætter med mit måltid og selvom jeg afskyr smagen af ulv, så er det her ikke for nydelsens skyld. Hvis det var, hvilket det aldrig ville være eller blive, ville den her usle tingest være i den syvende himmel lige nu.
Men som sagt. Det her er hendes straf for hendes disrespekt mod mig og min titel. Og den smerte hun føler vil følge hende resten af livet.
***
Da jeg endelig vurdere, at det er nok er der kun lige blod nok tilbage i hende til at holde hende i live. Misforstå mig ikke, hun vil være i koma i flere måneder, forhåbentligt hele livet, men hun vil være i live.
Jeg trækker mig hastigt ud uden at give fem flade flagermus for, hvor meget smerte min udtrækning bragte hende. Jeg løsner mit greb og hun dumper til jorden som en død elefant, mens jeg får et håndklæde bragt, til at tørre det ækle stads af mit ansigt.
Ligeså snart det er tørret af, og en af mine lavere stående vampyrer forsvinder med håndklædet retter jeg mig op og taler.
"Det her er hvad der vil ske med ALLE, hvis de vover at disrespektere min titel! Jeg kunne ikke være mere ligeglad med, hvilken art man tilhøre. Jeg vil ikke tøve et sekund med at straffe dem der vover at tilsmudse mig eller min titel!"
Inden jeg kigger ned på hendes kolde, næsten livløse krop.
"Fra nu af vil du, hvert år på denne dag genopleve den smerte du følte her. Mit bid vil aldrig tillade dig at glemme, hvem der straffede dig og hvorfor. Du vil aldrig blive i stand til at modstå biddets gift, ligesom det aldrig vil tillade dig at glemme."
Og med det svandt mine hugtænder ind, min hætte blev trukket længere ned og jeg gik ned af gangen, mine vampyrer trofast i hælene, mens de tilbageværende stadig var målløse og hvad de lige havde overværet. Den grusomhed de havde været vidner til. Magten fra en overlegen.
***
"Var det virkelig nødvendigt Rev?" Vi havde fundet et tomt lokale og Valle havde som forventet slænget sig i vinduet med det ene ben dinglende ned.
"Jeg finder mig ikke i disrespekt Valle og det ved du. Og slet ikke når det kommer fra en af dem." Jeg snerrede ved tanken om det skadedyr der vovede at sætte sig op mod mig.
Jeg er normalt ikke en voldelig person på nogen måde overhovedet, men jeg tolerere ikke nogen former for disrespekt.
"Rev. Er det fordi? ... Du ved ... Dagen?"
Sigh. Rasmus, hvorfor mindede du mig om det?
"Det den tid igen er det ikke?" Spurgte tvillingerne i munden på hinanden.
"Jo, det snart tid. Hver dag kommer vi tættere på den dag og hver dag bliver jeg mere rastløs." Jeg lod migselv glide ned af væggen, før jeg lod hovedet hvile i hænderne.
Det er så længe siden det skete, men den dag står stadig kniv skarp i mit sind. Og hvert år på den dag genoplever jeg traumet fra det jeg så. Jeg mister kontrollen i vrede, arrigskab og i blodtørst. Det var den dag min blodtørst vågnede.
Og det var også den dag, hvor jeg mistede alt jeg havde. Jeg mistede dem. Dem alle sammen. De bæster skal få min vrede at føle. En dag får jeg min hævn over de bæster som tog det mest værdifulde jeg havde fra mig. Oh, hvor de vil komme til at angre den dag de lagde sig ud med mig.
"Du nødt til at blive hjemme i dagene omkring den dag. Det for farligt."
Jeg skulle lige til at sige noget, da døren flyver ud a hængslerne. Mine fætre slipper uskadt fra det, men jeg får et stykke træ spiddet gennem min skulder.
Argh for fuck sake! And it was a new hoodie too!
"Argh! Hvad i Draculas navn er der galt med jer!" Råber jeg.
Jeg rejser mig fra gulvet, mens jeg holder min spiddet skulder på plads.
Pludselig står han foran mig, mens en af hans flok medlemmer ligger på gulvet og ømmer sig. Han står så tæt op af mig, at jeg kan føle hans varme ånde mod min kolde hud.
"Babe? Hey, se på mig. Det skal nok gå." Han tager mit ansigt i sine varme hænder, men jeg slå ham væk.
Jeg griber fat om træpælen, som stadig sidder begravet i min skulder, mens mit sorte blod drypper ned i en lind strøm.
Med besvær og med mange smerter får jeg hevet pælen ud af min skulder og smider den på gulvet.
"Hvad i fem fede flagermus skulle det til for?!" Råber jeg mens jeg sætter min skulder på plads. Stephan, hans ulvekobbel og mine fætre ser på, mens sort røg strømmer ud af såret.
"Rev du har brug for blod. Pælen var stor og skadedyrets blod i dit system hjælper ikke ligefrem din hellingsprocess." Rasmus kigger seriøst ned på mig, men jeg tager ikke øjnene fra Stephan. Jac og Mac holder øje med de andre ulve og Valle holder et vågent øje med alt og alle.
"Du har ret." Røgen og svien gør intet for at hjælpe på mit allerede ødelagte humør.
Mens jeg nedstirrede Stephan, i forsøget på at læse ham fyldte en ukomfortable stilhed lokalet.
"I fire kan godt gå nu." Sagde jeg mens jeg rettede mig op og rykkede skulderen på plads.
"Jeg skaffer dig en liter. Du for brug for det." Mumlede Valle, før de forvandlede sig og forlod lokalet.
***
Vi havde nu stået i det her forbistrede fysiklokale i over 30 minutter og de forbandede køtere har ikke lavet andet end at glo.
Åh og Valle er stadig ikke kommet tilbage med min blodpose, så jeg er ikke ligefrem i et strålende humør.
"For your information. It's impolite to stare." Jeg hvæssede af dem og de trådte et par skridt tilbage.
"Der er ingen grund til at være arrig lille flagermus."
Nej overhovedet ikke. Jeg har som end bare de sygeste tømmermænd fra at drikke den tæves blod, jeg er blevet spiddet af et fucking stykke træ og min blodtørst er forholdsvis stigende. Så nej. Ingen fucking grund til at være arrig!
"WHERE THE FLYING FUCK IS HE?!"
***
Hey folkens.
Her har I endnu et kapitel af Monsterlike Love og jeg håber I kan lide det ;)
Stem gerne, hvis I kunne lide kapitlet og efterlad gerne en kommentar :)
Ses i næste kapitel folkens.