Kapitel 4
Tankerne fløj omkring inde i mit hoved, imens jeg lå godt gemt under min store dyne. Stjernerne er stille begyndt at titte frem på himlen. Jeg blev ved med at tænke alt det igennem Martinus havde sagt. 'Jeg savner dig, meget faktisk'. Hvorfor skulle han det? Jeg har ikke haft kontakt til ham i et år, fordi jeg ikke kunne fordrage ham. Kan jeg stadig væk ikke fordrage ham, eller kan jeg få følelser for ham igen? Nej, det ville være for dumt. Han kyssede min bedste veninde. Min fucking bedste veninde.
Jeg slog mine øjne op. Imorgen er dagen, hvor jeg skulle i skole. I skole med alle dem jeg ikke har set i et år. I skole med Nora og Martinus. Jeg kunne allerede fornemme, hvordan blikkene ville ramme mig, en efter en.
I et hurtigt tag, trak jeg dynen af mig, og satte fødderne på det kolde trægulv. Sneen dalede stille ned udenfor. Med stille skridt trådte jeg over til skabet, og fandt nogen tykke sokker frem. Jeg trak en blød sweater over hovedet, og begyndte at traske ind i stuen. 'Vi er hos Gunnarsen' stod der på en seddel. Vi var sammen med familien Gunnarsen igår?
Jeg havde ingen appetit, så min morgenmad endte med at blive en kop te, og et æble. Sammen med det, og min mobil gik jeg ind i stuen. Der var tændt op i pejsen, og foran den sad Martinus. Mine fødder stoppede brat op. Han vendte hans blik mod mig, og lukkede lågen til pejsen. Ingen sagde noget. I stilhed satte jeg mit æble og te på bordet, og dumpede ned i sofaen. Mine øjne fuldte sneen. Ved mine forældre at han er her?
"Hvad vil du?"
"Marcus sagde at det måske ville hjælpe at snakke med dig"
"Hjælpe?"
"Ja, du hader mig"
Hans stemme prøvede at være hård, men den kunne ikke. Sådan er Martinus ikke, han vil ingen ondt.
"Hader er et stærkt ord"
Jeg vidste udemærket godt, at jeg havde sagt at jeg hadede ham. Måske gjorde jeg også det, men jeg er ikke så sikker længere. Jeg hadede ham, men gør det ikke længere. Jeg bryder mig ikke om ham.
"Det ved jeg, men jeg kan se det i dine øjne"
Han gik tættere på mig, og fangede mine øjne. Hans smukke brune øjne skinnede igennem, og kunne gøre en hver pige forelsket i ham.
"Martinus, du kyssede min bedste veninde"
Mine øjne forlod hans, og fokuserede igen på sneen.
"Det ved jeg, og jeg har aldrig fortrudt noget andet mere end dette"
Hans stemme knækkede, han var på nippet til at græde.
"Victoria, jeg savner dig"
Nu var han ikke den eneste der var på nippet til at græde. Ordene skar igennem hele min krop.
"Jeg savner også dig"
En tåre trillede, i et roligt tempo ned af min kind og landede på mit bare lår.
Jeg savnede Martinus, ubeskriveligt meget. Men er det, det rigtige? Burde jeg savne ham?
Martinus rejste sig fra gulvet, og satte sig op ved siden af mig. Jeg kunne mærke hans blik på mig.
Roligt strøg Martinus tåren væk, med hans bløde tommelfinger. Hans hånd blev på min kind. Jeg kiggede på ham. Hans øjne var på mine læber.
Ihhh, snart 1000k læsninger - taaaaak<33