Med livet i hænderne

Veronika

Hvis jeg havde grebet hendes hånd, holdt fast lidt endnu. Måske hun stadig ville være her. Alting føles tomt nu, jeg føler intet. Min mor kigger på mig med de her sørgmodige øjne, som giver mig kvalme. Alle kigger på mig med de øjne. Der er et specielt lys i deres blik, noget der virker nærmest dunkelt og koldt. Som om de ikke engang tror jeg kan se dem.
Der er ingen som rigtig forstår det. Studievejlederen har prøvet at tale med mig, ja, jeg ved snart ikke hvor mange gange længere. For mange. Min klasselærer klapper mig altid på skulderen og fortæller mig hvor god en studerende jeg er. Jeg får lyst til at brække hans fingre og gå min vej. Men jeg har godt forstået at intet af det i virkeligheden handler om mig. Det hele handler om dem og deres egen sorg. Eller, sorg er det måske ikke. Det er nærmere en selvisk trang til at gøre mig bedre, så de ikke har det nær så dårligt med sig selv. Jeg er blevet til den her velgørenhed. En sag der skal kæmpes for, som var jeg de drunknende isbjørne på nordpolen, eller et hjemløst barn med fregner og en manglende mælketand. Glem det. De kan alle sammen glemme det.

Uden helt at tænke videre over det drejer jeg ned ad en smal grussti. Det er ved at blive mørkt. Musikken i mine ører er høj, men det er det eneste som synes at drunke alle min tanker. Det er som om at siden begravelsen har mit hoved været konstant fyldt med minder. Jeg kommer i tanke om en masse ligegyldige ting hun har sagt, en måde hun har grint på, et smilehul, en fregne, en kjole, en bog, en film, en farve, en gennemgnasket bamse, et kys, en kram , et "jeg elsker dig".
Det var i sommerhuset med hendes forældre. På det tidspunkt var vi stadig ikke klar over hvad vi var, vi var simpelthen bare. Vi løb ned til vesterhavet og begravede vores fødder i sandet. Hun tog min hånd og trak mig med ud i vandet. Jeg beklagede mig og sagde at jeg absolut ikke var i humør til at blive drivvåd. Men hun holdt godt fast og trak mig videre. Jeg væltede bagover og landede med et plask på røven i vandkanten. Hun grinte. Sådan rigtigt. Hun holdte sig på maven og bøjede sig forover i et krampagtigt grineanfald. Da hun var færdig rakte hun en hånd ned til mig og hjalp mig op - ikke at jeg havde brug for hjælpen. Hun kiggede på mig med de her øjne, der sagde alting. Det var her jeg trak hende tæt ind til mig og lod min ene hånd hvile under hendes hage. "Jeg elsker dig" hviskede hun og noget der kunne ligne tårer trillede ned ad hendes røde kinder. Hun smilte til mig og vores læber mødtes i et flygtigt kys. Alt inde i mig snurrede og med et var alting ændret. "Veronika..." hviskede jeg. "Emma..." hviskede hun tilbage.

Mine skridt er tunge som jeg begiver mig ned ad stien, jeg drejer en gang til og en mørk kirkegård kommer mig i møde. Gravstenene står på lange rækker, parallelle med de forrige. Jeg får kuldegysninger af at være her, men en kraft inde i mig beder mig om at blive, at se hende.
Hvis jeg skal være helt ærlig over for mig selv, så har jeg ikke været her siden begravelsen, selvom jeg ville ønske jeg havde. Stedet giver mig myrekryb og minder om sorte jakkesæt og kjoler, et par grædende forældre og en mørkhåret dreng med et hårdt udtryk på sit ansigt, sendes gennem hele min krop, som små eletriske chok. Den mørkhårede dreng hedder Anders og var Emmas kæreste. Hver gang jeg ser ham nede i byen får jeg lyst til at krølle mig sammen på jorden og tude. Han minder mig om alt det jeg ikke kunne være for Emma.Jeg elskede hende så højt, men jeg måtte aldrig vise det. Emma havde bedt mig om ikke at fortælle nogen om os. En af grundene var ham, noget jeg har lært at hade ham for. Det andet var det faktum at Emma ikke turde. Hun var bange og hun var alene og hun...- hun fortalte mig intet. Hun bar rundt på det selv, det had til ham, til sig selv og til mig. Hvis hun nu havde snakket med mig, måske hun ville være her stadig? Det er tanker som disse som ofte afskrækker mig fra at tage herned. Hernede hvor hver enkelt skridt du tager er på bekostning af nogens liv, hernede hvor al sorgen og al døden hænger over stedet som en tung dyne, der langsomt kvæler dig. Det lugter af regnvand og mos. Og måske er det bare fordi det hele minder mig en smule om Veronika, men der dufter også svagt af parfume og liljer. Jeg smiler og går i retning af en lille hvis gravsten. "En kærlig datter og søster" står der med skrå bogstaver på den blanke overflade. Mit smil blegner en smule ved graveringen,  hun var så meget andet. Ja, hun var nogens datter og hun var nogens søster, men hun var også andet. Hun var en fugl med brede vinger som blidt strejfede hvad end hun mødte på sin vej og lod en lykkelig rød fjer lade blive tilbage, som et sødt minde der ligger bagerst i hovedet. Hun var guld, sølv og bronze. Hun var en kunstner som kunne male de smukkeste billeder og beskrive virkeligheden noget så smukt, helt uden ord. Jeg elskede hende så højt, det gjorde jeg, det gjorde jeg. Jeg elskede alt ved hende og det gør så ondt, det knuser mig og river jeg i stykker indeni, at tænke på at hun ikke gjorde det samme.        
Jeg sætter mig på hug foran graven og rækker en rystende hånd ud mod den, lader mine fingre glide over overfladen og røre ved hende en sidste gang. Hun var så meget mere end hvad hun troede hun var. Hun var smukkere end et snedækket landskab, hun var klogere end det bedste leksikon, visere end selv den ældste og hun var den eneste jeg i realiteten havde brug for. Når alt kom til alt var hun den eneste jeg ønskede mig og nu er hun væk.          
Åh, Veronika, du ved ikke hvor megen smerte du bringer mig. Du skærer en revne i lykken og fylder den med mindet om dig. Nogle gange er mindet sågar så stærkt at det føles som om du stadig er her, som om du står og kigger ned på mig et sted langt væk. I mørket rækker jeg ud efter dig og tilværelsen føles ikke helt så tomt igen. Jeg elskede dig. Jeg elsker dig. 

For evigt din
For evigt min
For evigt vores