Med livet i hænderne

Daniel

Regnen hamrer på ruden, som et orkester kun bestående af trommer. Små, skrøbelige trommer, der hamrer og hamrer, hårdere og hårdere mod ruden. Jeg læner hovedet tilbage og stirrer på en plet i loftet. ”Hvordan har du det?” Hans stemme brummer, på den der særlige måde, kun ældre mænds stemmer kan. Jeg sukker højlydt, med vilje. Han hader når jeg sukker højlydt, ser det som en demonstration mod alt hvad han står for. Det er det ikke, kun en smule. Han vil altid tale om følelser. Følelser kan ikke bruges til noget, intet overhovedet. De er der bare, svækker vores måde at tage beslutninger på. De får os til at se på tilværelsen, på en helt anden måde. Lev livet mens du kan, er det ikke der man siger? Lev hver dag som var det din sidste. Værre pis har jeg aldrig hørt. Livet er skrøbeligt og sker kun en gang for os alle. Døden derimod er definitiv. Vi kan ikke ændre på, at vi alle skal dø. Så hvad er meningen med livet? Intet. Jeg har set folk dø. ”Hvordan har du det?” Brummer han fra sin stol. Jeg kigger op og så ned igen. ”Har du nogensinde følt livet slippe væk fra dig? Følt din skrøbelige tilværelse smuldre mellem dine hænder, følt det glide væk – for altid? Jeg har. Jeg har følt hjertet stoppe, jeg har følt det sidste hjerteslag, den sidste puls og hørt det sidste åndedræt. Har du nogen ide om hvordan det føles? Nej, det tror jeg nu ikke du har..” Jeg hoster og rømmer mig. Min psykolog, trækker vejret tungt, som om han tæller til ti inde i hovedet – det gør han sikkert også. Jeg kan mærke hvor irriteret han er, hvor meget han har lyst til at kvæle mig med sine bare næver. ”Jeg er godt klar over at du har set folk dø, jeg er godt klar over at det har påvirket dig. Fortæl mig nu, hvordan har du det?” Han ånder lettet op og smiler, som om han er tilfreds med hvad han sagde. Han tror han forstår mig, men i virkeligheden forstår han intet. Jeg sætter mig op og vender mig mod ham: ”Ser du, jeg har det af helvedes til!” Jeg rejser mig brat op. ”Og du hjælper i hvert fald ikke på det!” Jeg tripper lidt på stedet og beslutter mig for at sætte mig ned igen. ”Det nytter ikke noget at hidse sig op.” Siger han med en nærmest højtidelig tone som driver mig til vanvid – han tror han ved så meget. ”Hvad nytter så noget?” spørger jeg. ”Det kan kun du bestemme” svarer han igen. Jge sukker og hiver mig i håret. ”Du er spild af tid, alt det her er spild af tid.” Jeg rejser mig op og kigger ned på den brummende mand foran mig. ”Du er en joke, en hylende morsom joke.” Med de ord går jeg stille og roligt ud af rummet, og i ren og skær protest, så smækker jeg døren efter mig. Uden for døren sidder hans sekretær. Hendes briller hviler på en spids næse og hendes kinder er suget ind i en stram grimasse. Hun ser fornærmet ud. Jeg vrænger af hende og rømmer mig: ”Din chef er den værste psykolog jeg nogensinde har mødt, du burde lede efter et andet job” Hun kigger på mig med sammenknebne øjne. ”Hallo, hører du efter hvad jeg siger?” jeg lægger min hånd på disken og trommer på overfladen med mine fingre. ”Hvad er det du vil?” sukker hun og kigger ligegyldigt på mig ud gennem hendes briller. ”Find et andet job,” gentager jeg ” seriøst, han er jo langt ude.” ”Jeg er uenig” svarer hun og kigger ned på computerskærmen. ”Virkelig?” Hun nikker.

Udenfor styrter det nu ned. Regnen har samlet sig i enorme pytter. Til både glæde og stor irritation, på Danmarks befolkning. Hvor har vi det dog forfærdeligt, det regner jo hele tiden. Børnene er da vilde med det? Ja, men de bliver så beskidte! Jamen er livet ikke så fandens kort at det ikke burde betyde noget? Hykleriske svin, hele bundtet og de ved det ikke engang. Jeg trækker med mine hænder kraven langt op over mit hoved. Mine skridt er tunge, hurtige og lange. Vandet sjasker rundt om benene på mig og gør mine bukser våde. Jeg traver videre ned af gaden, mens jeg kaster flygtige blikke over skulderen. Min psykolog siger jeg er paranoid, men hvad ved han om det? Det ene øjeblik taler han om stress, det andet øjeblik taler han om indre stemmer og det tredje, ja så skal vi tale om mine følelser. Men jeg har jo allerede sagt at følelser er noget værre pis, som vi kunne have det bedre foruden. Mine ben bringer mig til et bibliotek, men inden jeg går ind, får jeg et glimt af mit spejlbillede i et vindue. Det drypper fra både næse og pande. Mit hår er komplet gennemblødt. Mine øjne, ja, de har aldrig set så livløse ud. Randende under dem er mørkere end natten selv. Du skal nok se, jeg dør nok snart. Jeg smiler et livløst smil, uden glæde og fuld af sorg. Jeg tænker på begravelsen og alle de sorte jakkesæt og kjoler. Hvordan hans mor og far kiggede forvirret på mig da jeg gik hen for at give dem et kram. De vidste ikke hvem jeg var og jeg fortrød med det samme at jeg overhovedet var kommet.