Christine Anderson er en 17-årig pige, men man kan ikke sige at hun er helt normal. Hun lider af anoreksi og har ingen venner. Den eneste ven hun har, er hendes 2 år ældre bror, Calvin Anderson, som er meget overbeskyttende, især efter alt hvad Chri...
Min appetit er ikke den bedste. Det har den ikke været længe. Bare tanken om mad, giver mig ingen form for længsel eller sult.
Jeg er blevet immun for sult.
Jeg føler mig aldrig, som i aldrig, sulten mere. Jeg ved ikke hvorfor, men det hele startede for 3 måneder siden, da jeg blev 16.
Det var der, at mit liv falmede, og jeg mistede interessen for mad, og for livet.
Men jeg blev dumpet og efterladt grædende i sengen. Jeg så ham gå ud ad døren, kun for at kigge en sidste gang på mig, og ryste på hovedet og forsætte ud ad døren.
Min anoreksi var udløseren til alt dårligt.
Også til det her øjeblik, mig med min skoletaske på ryggen, og med min hoodie trukket godt op over mit hoved.
Jeg kunne ikke fatte, at jeg faldt for den. Jeg vidste jo, at han bare ville have smide mig ud efterfølgende.
Men jeg har det også fint nu. Det er bare ikke noget jeg kan sige til Cal. Fuck.
Jeg håber bare ikke, at han lagde for meget mærke til min krop.
Den har stadig enkelte mærker.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Så er prologen oppe! Håber i nyder fridagen og min historie indtil videre - jeg ved godt at vi knapt nok er gået i gang, men shhh.
