Den frosne tanke

Kapitel 1

"Hey, vent på mig." Leas stemme forsvinder langsomt i lyden af sirener, jeg kigger hurtigt tilbage og ser hende på jorden. Mit hjerte slår hurtigere og hurtigere, jeg prøver at fange min åndedrat igen. I et øjeblik står tiden stille, jeg vil hjælpe hende, men det skarpe lys fra politiets lygte kommer nærmere og nærmere.
"Christina kom nu." Mathias dybe stemme giver en klang af ekko i skoven, han hiver i min hættetrøje, men jeg kan ikke rykke mig.
"Men hvad med Lea?" min stemme ryster. "Vi er nød til at hjælpe hende."
"Ja men lige nu skal vi væk herfra, vi kan ikke rede hende hvis vi alle er fanget bag en celle."
Mine øjne falder hurtigt ned på hende, hun er bange, det kan jeg fornemme på hende. "Undskyld" kommer det svagt fra mine læber før jeg vender mig om og begynder at løbe videre.

Jeg tror knap nok der går 2 min, et højt skrig lyder. Nu har de hende, bare hun ikke snakker, så er vi alle i problemer, eller i hvert fald større problemer end vi er i nu. 
Vi sætter alle farten op, to lygter følger os stadig, det eneste jeg kan tænke på er Lea, vi kommer aldrig til at slippe afsted med det. 

Heldigvis for os er skoven vores hjem, efter vores familie ikke kunne holde os ud længere, har vi alle samlet os her ude. Her plejede at være fredeligt, men nu er der næsten ikke andet end problemer. 
Vi løber af hovedstien og ind dybere i skoven. "Kom skynd jer, vi kan gemme os i træhytten." 
Det er et gammelt lortehus, men det blev bygget i et af de helt store trækroner. Det ligger så højt at du skal vide det er der før du finder det, nu er den største udfordring bare at få os alle der op inden de finder os. 

Jeg ligger mig fladt på maven, på de kolde brædder. Jeg prøver at finde et hul i et af brædderne, til sidst lykkedes det. Nede på jorden forsvinder lyset fra de skarpe lygter langsomt, slap vi virkelig afsted med det?

Vi prøver alle stadig at få vejret igen, roen begynder at dæmpe sig.
"David har du tasken?" Hvisker Mathias stille.
"Selvfølgelig, så hvad gør vi herfra?" 
"Hvad mener du?" Får jeg pivset frem. 
"Så du hvor tæt vi var på at blive fanget?" Hans stemme er helt skarp, og hans smukke brune øjne kigger på mig. "Altså Lea er allerede hos dem, vi bliver nød til at dele os op. Vi slipper aldrig afsted med det her hvis vi stadig er sammen. Det er bare et spørgsmål af tid før Lea røber det er os."
Jeg kan mærke irritationen i mig begynder at stige. 
"Lea ville aldrig gøre sådan noget mod os, vi kan ikke skille os ad nu. Hun regner med vi hjælper hende, vi skylder hende det. Efter alt det hun har gjort for os, især dig!"

Der bliver fuldstændig stille, mørket har trængt sig fuldstændig på. Og det eneste man kan hører er lyden af en ugle.

Mine øjenlåg bliver tungere og tungere. 
Jeg vågner ved lyden af fugle kvidder, og David der stille og rolige røster i mig. 
Det er lyst, klokken må i hvert fald være omkring 10.
"Kom nu Christina vi skal væk herfra, Mathias har et sted vi kan gemme os." 
"Hvor?" spørg jeg mens jeg gnider mine øjne i håb om ikke at falde i søvn igen. 
"Et gammelt sommerhus som aldrig bliver brugt, der er både vand og varme. Vi kan i hvert fald være der til vi finder ud af hvad vi gør."
Flere spørgsmål går igennem hovedet på mig da han færdiggør sætningen. Hvor længe har han haft et sommerhus at kunne bo i? Hvorfor vælge at bo på gaden med os, hvis han har mulighed for at have tag over hovedet?