The asian guy (Dansk)

Drengen på cafeen

Jeg sætter lidt musik på, og skruer ikke for højt op, min far skal helst ikke høre mig danse. Jeg sætter mig på gulvet, sangen starter og jeg bevæger mig stille og roligt til musikken. Glemmer alt omkring mig, og alle mine tanker.

- på cafeen

Jeg tager noget af den kakao jeg har bestilt, den er fuldkommen kold, jeg har vidst været lidt for optaget af min bog. Min far ringer til mig, jeg sætter min mobil på lydløs og lader den bare ringe. Lidt efter træder nogen ind af døren, jeg kigger selvfølgelig da der ikke er så mange på cafeen om eftermiddagen og jeg undre mig derfor over hvem det er. Det en høj dreng med en lang sort frakke på og en guitar på ryggen. Jeg ser ikke hans ansigt da han kigger den anden vej. Jeg tager mit fokus ned i bogen igen. Jeg kan dog ikke lade vær med at høre ham bestille en kakao, hans stemme er virkelig rar at høre på, det er ikke tit jeg tænker over sådan noget, men det er den virkelig. Jeg kigger op igen da han sætter sig i hjørnet i den anden ende af hvor jeg sidder. Han tager sin guitar frem og hans fingre kører ned over. Jeg sætter mig til at læse igen, og lytter til ham spille, han spiller rigtig godt og stille, pludselig åbner han munden og jeg kigger op fra bogen igen, der kommer et sus gennem mig, hans smukke stemme fylder hele rummet, og selv arbejderne på cafeen kigger på ham og smiler. Jeg kigger ordenligt på ham nu, slipper bogen og fordyber mig i ham, han har helt sort hår, han kigger ned i jorden og jeg venter på at se hans ansigt, inden jeg når det går døren op og ind kommer min far. Åhh shit. "Kom og det er lige nu Amalie!" siger han strengt og drengen stopper med at spille og kigger op på mig, jeg når lige at fange hans blik inden min far tager fat i min arm. Helt dybe sorte øjne, jeg kan se han er asiat, hans ansigtsudtryk siger mig at han er forvirret. Mere når jeg ikke at tænke over det inden vi er ude af cafeen. "Helt ærligt, jeg er 18 år gammel lad mig dog have lidt tid for mig selv her" siger jeg med det samme vi træder ud af cafeen. "Det kan du godt glemme, du tager ikke telefonen så du er selv ude om det" "om jeg så havde taget den, havde du alligevel bedt mig om at komme hjem med det samme". Han svarer ikke men jeg kan se han er skuffet over mig igen. Lidt over siger han så "privatliv, hvad er der på den cafe som ikke er på dit værelse" det ryger ud af mig "dig til at fortyrre mig blandt andet" han bliver fuldkommen sur og siger "du har bare at komme hjem når jeg ringer til dig i morgen, ellers er det fulstændig slut med den cafe, det skal jeg nok sørge for". Jeg har lovet mig selv ikke at lytte på hvad min far siger, jeg vælger selv hvad jeg gør, det er ikke slut med den cafe.