A Little Death

One

Jeg kiggede rundt på mit nye værelse, det så så tomt og koldt ud. Jeg havde fået pakket det meste ud, men alligevel så mit værelse så tomt ud. Vi var flyttet fra den ene ende af landet, til den anden. Det hele i løbet af en vinterferie, mit livs væreste vinterferie. Om 9 timer skulle jeg stå nede foran min nye skole, klar til undervisning. Jeg orkede ikke at prøvede at lære nye mennesker at kende, og prøvede at blive venner med dem. De kunne umuligt være særlig spændende.

Jeg kastede mig ned i min seng, og kiggede op i loftet. Jeg havde ikke brug for at flytte, jeg havde ikke brug for nye og andre venner, jeg har brug for at komme hjem igen. Tilbage til mine venner, tilbage til mit liv.

•••••

"Lauren, du skal op!" Råbte en velkendt stemme, min mor. Min irriterende mor, som elskede min fars idé om at flytte.

"Ikke nu.." Mumlede jeg, og vendte mig om.

"Du skal op og se din nye skole!" Sage min mor glad.

"Derfor bliver jeg her." Snerrede jeg irriteret, og trak dynen helt ind til mig.

"Kun 5 minuter mere!" Vressede min mor, inden hun gik ud af døren. Jeg havde lyst til alt andet end at stå op, jeg gad ikke en ny skole. Det kunne kun gå galt. Jeg hadede allerede den nye skole, den nye by.

•••••

"Hvorfor kunne vi ikke bare havde blevet i Oxford?" Spurgte jeg irriteret i mens min mor kørte mig hen til skolen.

"Prøv nu at få noget godt ud af det!" Sukkede min mor.

"Jeg ville heller være blevet hos mine venner!"

"Få dig nogle nye venner." Sagde min mor, og rullede ind på parkingspladsen.

"Hav en god dag!" Sagde min mor, inddn jeg steg ud. Jeg smækkede hurtigt døren i, og prøvede at finde en indgangen. Jeg kiggede kort ned af mig selv. Jeg havde en cowboy skjorte på, et par sorte stramme jeans, og nogle sorte vans. Meget enkelt. Jeg tog et par skridt videre, imens jeg stadig kiggede ned på mine sko. Jeg gik pludselig ind i nogen, og tog et par hurtige skridt tilbage.

"Undskyld!" Fløj det ud af min mund, og en mellemhøj blonde fyr, stod ved siden af ham.

"Det' okay, er du ny?" Spurgte han, og jeg nikkede til ham.

"Følg mig, jeg ved hvor kontoret er." Sagde han og begyndte at gå, jeg måtte småløbe for at følge med.

"Hvad hedder du?" Spurgte han hurtigt og kort.

"Lauren."

"Jeg er Michael."