Den person jeg hader allermest = Mig

Kapitel 1

Jeg sad i klassen og lod som om at jeg sad og læste. Men det gjorde jeg jo som sagt ikke. Jeg sad og smug kiggede på alle pigerne i klassen. For jeg var igang med at lave en top ti inde i mit hoved. Emily var selvfølgelig på tiende pladsen, for altså hvem kunne blive forelsket i sådan en stor pige. Lad mig sige det sådan her: hun var i hvertfald kraftigt bygget op. Og på niende pladsen var der Anna, for hun bitchede seriøst over alt og alle, og det var ikke til at holde ud jo! Og ottende pladsen går til... Jeg blevet revet ud af mine tanker da jeg kunne høre Mrs. Johnson sige mit navn. Jeg så op på hendes klamme rynkede ansigt. "ja, hvad er der?" svarede jeg. "Ida? Hørte du ikke hvad det var jeg lige har brugt cirka ti minutter på at fortælle resten af klassen?!" sagde hun strengt og gav mig dødsblikket. Jeg havde lyst til at lyve eller til at gå op til kateteret og sparke hende så hårdt jeg kunne over skindebenet, men i stedet for rystede jeg langsomt på hovedet. "Ida! Nu må du altså til at stramme lidt op! Jeg skal altid forklare det hele for dig en ekstra gang!" råbte hun. "du kunne jo også bare lade være" svarede jeg roligt, selvom jeg var lige så tæt på at springe i luften som hende. "eftersidning!" skreg hun med sin klamme stemme ud over hele klassen. Argh, hvor typisk! Jeg rejste mig op og stormede ud af klassen med min taske over skulderen. Jeg løb hjem. Det sidste jeg havde brug for idag var eftersidning. Nu skulle jeg bruge min aften imorgen på at være alene med Mrs. Johnson! Jeg smed mine sko i entreen og stormede op på mit værelse. Jeg smed mig på sengen og begyndte at rode rundt i min taske. Men jeg kunne ikke finde det jeg ledte efter. Min dagbog! Det der var allermest privat for mig! Jeg måtte have tabt den ovre på skolen. Men det sidste jeg havde brug for var seriøst at gå hele vejen over til skolen og tilbage igen. Jeg smed mig på sengen igen. Det måtte blive imorgen.