23 #Øhh

706 19 0
                                    

Efter kort tid, ringede det på døren.
Jeg gik ned og åbnede den, og der stod Martinus.

"Hej" sagde han imens han gik ind og krammede mig.
"Hej" svarede jeg imens jeg krammede ham. Jeg krammede han bare ikke så meget som han krammede mig.

Vi gik op på mit værelse, fordi mine forældre var i stuen.
Jeg gik over og satte mig i sengen og gjorde tegn til, at Martinus skulle sætte sig ved siden af mig.

Der var stille i et stykke tid, før Martinus afbrød den.

"Undskyld jeg ikke har sagt, at jeg var kendt, men altså jeg var bare bange for, at du kun ville bruge mig for fame"

Jeg blev faktisk helt irriteret over ham, fordi han troede jeg kunne finde på at bruge han.
Hvem tror han lige jeg er??

"Øhh selvfølgelig kunne jeg ikke det!"
sagde jeg meget irriteret.
"Nej det ved jeg også godt" svarede Martinus trist tilbage.
Vi sad bare i stilhed.

"Jeg kan faktisk godt forstå dig" sagde jeg stille ud i det blå.
"Kan du?" spurgte han og lyste helt op.

"Ja" svarede jeg og kiggede ind i de flotteste øjne.
"Godt jeg ville heller ikke kunne undvære dig" sagde Martinus og smilede sit mega søde smil.
Jeg grinede lidt af ham.

Vi havde bare set en film, og det var super hyggeligt.
Bank bank
"Kom ind" sagde jeg.
"Vi spiser nu" sagde min mor.
Jeg nikkede, imens min mor gik hurtigt ud.

Martinus og jeg gik ned, og spiste.

"Når var det sjovt, at være sammen med dine venner igen" spurgte min mor.
"Ja meget" svarede jeg.
Martinus sad bare og spiste.

Vi gik op på mit værelse, da vi begge var færdig med at spise.

"Hvad skal vi lave?" spurgte jeg.
"Vi kunne gå en tur?" sprugte Martinus, og kiggede på mig.

"Jamen det er jo mørkt" svarede jeg.
"Nårrhh er du lidt bange?" spurgte han på en vildt irriterende måde.
"Nej!" svarede jeg og kastede en pude på ham.
"Så kom" sagde han og gik hen til døren.
Martinus kiggede over på mig, og gjorde tegn til, at jeg skulle rejse mig op, og gå med.
Jeg sukkede og gik ud af døren.

"Vi går en tur!" råbte jeg og smækkede døren i.

Vi var gået lidt ned af vejen, men der kom en mærkelig lyd, inde fra en busk.

"Hvad var det?" spurgte jeg og gik lidt væk fra busken.
"Det var sikkert ikke noget" sagde Martinus bare helt afslappet.

Jeg blev ved med at kigge over på busken, og pludselig kom der en kat, ud fra den.

Jeg skriger så højt, og hopper hen til Martinus og gemmer mig bag ham.
Martinus begynder bare at flække af grin af mig.

"Rolig det er bare en kat" sagde han og krammer mig, imens han nussede mig på ryggen, og grinte lidt.

Jeg kunne ikke lade vær med at grine, lidt af mig selv.

Vi havde gået et stykke tid nu, og klokken var ved at være mange.
"Når jamen vi ses vel" sagde jeg og krammede Martinus.
"Ja du kommer i skole, i morgen ik?" spurgte han.
"Jo. Hvorfor?" spurgte jeg.

"Ikke rigtig for noget" svarede Martinus bare, og kiggede ned på sine sko.

"Når okay hej hej"
"Hej hej" sagde han og gik ind i sit hus, som jeg også gjorde.

Martinus synsvinkel

Jeg var kommet op på mit værelse, og så bare Netflix.

Det bankede pludselig på, og min far stak hovedet ind.
"Husk nu og få pakket" sagde han.

Jeg kiggede spørgerne på ham, som om jeg ikke vidste, hvad han mente.

"Ja vi skal jo til Danmark, også til Tyskland bagefter" sagde han.
"Nåårhh ja" svarede jeg lidt trist.
"Hvad er der galt med det?" spurgte min far.
"Ikke noget, men hvor lang tid skal vi være væk?"
"En uge" svarede han.
"Okay" sagde jeg bare, og startede det jeg så igen.

Gad vide hvad Camilla, ville sige til det.
Jeg gider ikke afsted.
I hvert fald ikke lige nu.
Måske må hun komme med?
Ej jeg må bare, finde ud af det imorgen.

---------------------------------------------------------

Life with Martinus Gunnarsen [AFSLUTTET] Where stories live. Discover now