"Please don't go" - Martinus Gunnarsen

1

|| Første december ||

Jeg vågnede og havde nærmest allerede et kæmpe smil plantet på læberne.

Nu var det endelig december, min helt klart ynglings måned.

Nok ikke ynglings tid på året, da det altid var så pisse koldt udenfor, når det var vinter, men juletiden og december var simpelthen så utrolig hyggeligt.

Jeg kom altid først i julestemning, når vi faktisk gik ind i december måned.

Ellers var det alt for tidligt og så brød jeg mig egentlig ikke specielt meget om julemusik, julepynt og alle reklamerne for jul som jo ligesom kom frem over det hele.

Dog vidste jeg ikke helt, hvad der gik af mig den dag.

Jeg stod glædeligt op af min seng, fandt noget behageligt tøj og så gik jeg ellers nedenunder, hvor mine forældre og lillesøster sad.

"Godmorgen, skat" sagde min far som sad og læste lidt i avisen.

"Godmorgen" svarede jeg glad og overraskende frisk, selvom klokken egentlig ikke var så meget, som den plejede at være, når jeg normalt stod op på en lørdag.

"Hvordan kan det være, at du er så tidligt oppe?" spurgte min mor ovre fra køkkenet, hvor hun var igang med at lave nogle pandekager, hvis ikke jeg tog helt fejl.

"Tro mig, jeg har absolut ingen anelse, men af en eller anden grund er jeg overraskende frisk og skulle bare op af sengen".

"Det var da noget nyt" sagde min far så.

Jeg nikkede mig enig, da jeg seriøst aldrig var oppe så tidligt, som jeg på det tidspunkt.

Jeg satte mig ned ved siden af de andre, tog min mobil op af lommen og lagde hurtigt mærke til, at jeg havde fået et besked fra Martinus.

Martinus:
"Hey, du! Du er sikkert ikke vågen endnu, men når du er og har fået noget morgenmad, da det jo er meget vigtigt for dig, så hop i nogle sko osv og kom så over til mig hurtigst muligt"

Martinus var min aller bedste ven og det havde han egentlig været siden, jeg ved ikke engang hvornår.

Jeg svarede ham hurtigt.

Mig:
"Overraskende nok, så er jeg vågnet tidligt idag og er allerede oppe! Jeg skynder mig at få spist og så er jeg ovre ved dig, før du overhovedet ved af det"

Så snart jeg havde skrevet beskeden og fået sendt den til ham, stillede min mor en tallerken med pandekagerne på bordet.

Jeg tog en over på min egen tallerken og tog, hvad jeg nu end skulle have på den, på den og så begyndte jeg ellers bare så småt at spise.

Jeg skyndte mig ikke, men jeg gjorde mig en smule hurtigere, end jeg måske normalt ville have været.

Da jeg havde fået spist, sagde jeg selvfølgelig 'tak for mad' og spurgte, om jeg måtte gå fra bord, da jeg skulle over til Martinus, og det måtte jeg gerne.

Jeg gik ovenpå, fandt noget lidt andet end nogle joggingbukser og en store hoodie.

Og før jeg selv vidste af det, var jeg ellers ude af døren og var på vej hjem mod Martinus.

Der var ikke langt, overhovedet ikke.

Han boede egentlig lige ovre på den anden side af vejen, så det tog mig ikke lang tid at kommer derover.