Story of my life

1. Løb tør for benzin

*Kjell Erik's/deres fars synsvinkel*

Bilen stoppede op. Jeg kiggede forvirret rundt, drejede hovedet mod bagsædet hvor Gerd Anne, sad med dem. Så søde. Hun var lige så forvirret som mig. Jeg prøvede at starte bilen op igen men den gav sig ikke. Jeg kiggede ned på benzinmåleren og så at den var helt nede i det røde felt. Pudsigt, jeg havde slet ikke lagt mærke til at den var løbet tør. Nok fordi jeg havde været så glad og overvældet over at blive far. Jeg kiggede tilbage på Gerd Anne "hvad gør vi?" Spurgte hun. "Jeg ringer til Vebjørn og spørger om han kan komme" Jeg steg ud af bilen og fandt hans nummer frem. Jeg kiggede på bilerne der susede forbi på vejen. Der var ikke ret mange da klokken var langt over midnat. *Biiip* ... *biiip* ... *biip* ... *biip* "du har ringet til Vebjø..." jeg lagde på og ringede op igen *Biip* ... *biip* ... "Hva fanden Kjelle, klokken er over 4, hvad sker der?" Han lød træt - forstående. "Vi har ikke mere benzin, du er nødt til at komme, drengene er i bilen" skyndte jeg mig st sige "drengene? Hvilke dren... FUCK! Hun har født, jeg kommer, hvor er i?" Jeg kiggede rundt for at se om jeg kunne se et skilt et sted. Jeg fik øje på en kirke. "Øh her er en kirke... det må være Romed.. ROMEDAL KIRKE!" "Jeg er på vej" svarede han og lagde på.

Jeg gik tilbage til bilen og tog tæpperne frem fra bagagerummet. Jeg åbnede døren til bagsæderne. "Han er på vej" sagde jeg i mens jeg lagde tæpperne over drengene. Jeg satte mig ind på forsædet igen. Et par minutter efter ringede telefonen igen. Jeg tog den og hørte Vebjørns stemme "jeg er ved kirken nu, hvor er i?" Jeg kiggede rundt og så et par lys fra en bil lidt længere nede ad vejen. Det måtte være ham "50 meter oppe ad vejen" sagde jeg og han lagde på. Bilen rullede stille hen til os.

Vi fik tanket bilen. Vebjørn mente at det eneste vi kunne gøre til gengæld var, at han fik lov til at passe drengene en gang. Vi sagde farvel og gik til hver sin bil og kørte hjem.