Fremmede Ved En Togstation - En Historie Om Mennesker

Fremmede Ankommer Til En Togstation - 2

Alina Kahn afbrød hendes øjenkontakt mellem den kvindelige candyfloss og kiggede på den pige, der lige havde trådt op på perronen og nu stod og kiggede direkte på træerne på den anden side af sporene, der havde forvandlet sig fra en en brunlig rød til kul sort.
Alina kiggede grundigt på pigens flotte rene hud, hende lange tynde ben og hendes fyldige blonde hår. Efter hun havde kigget grundigt på pigen lagde hun en skuffet blik ned af sig selv.

•••••••••••••••••••••••••••••••••••••

Johanna Schmidt stillede sig i baggrunden, som hun plejer; helt bagerst så tæt op af de døde buske som hun kunne og sørgede for ikke at lave øjenkontakt med nogle af de andre, der stod på perronen, ved at kigge over på nogle træer. Ved siden af hende stod en lille buttet kvinde, med verdens mest luserøde jakke, Johanna nogensinde havde set. Over på bænken sad to små piger, begge i en intens stirrekonkurence med hver deres spritnye mobiltelefoner. Man ved bare at de to piger er de mest populære piger i deres klasse, med massere af venner, tænkte hun og blev fyldt med en stikkende følelse, Johanna havde lært at kende som jalousi.

Efter længere tid havde Johanna endelig fået overtalt nogle af de mindst populære piger fra sin klasse til at prøve og tage noget af hendes amfetamin. Hun havde tidligere opdaget, at hun selv blev meget ærlig, når hun tog det, og gik ud fra at det også var sådan, andre ville reagere. Hun håbede, at de ville blive så ærlige og derefter komme til at afsløre nogle af deres dybe hemmeligheder, som Johanna derefter ville kunne bruge til at komme tættere på dem og blive venner med dem. Hun tog fejl. Eller det gik hun ud fra. Hun vidste faktisk ikke, hvordan de reagerede, for alt imens hun pakkede resterne ned, var pigerne allerede gået og hun var blevet efterladt uden penge eller nogle af deres dybe hemmeligheder.
   Men planen var ikke slået helt fejl. Efter episoden hjemme hos Johanna, var pigerne blevet dybt afhængige og hun blev deres personlige "skaffer". Hun var ikke længere så ensom, som hun tidligere havde været. Nu fik hun regelmæssigt beskeder fra kunder, der var begyndt at opleve abstinenser og gerne ville købe nogle flere stoffer. Og hun snakkede dagligt med mennesker, der faktisk var interesserede i hende.
Hun havde det godt. Hun var glad. Hvilket hun ikke havde været i lang tid. Og det med ikke at være glad, sætter sine spor på kroppen, og det havde det også gjort på Johanna Schmidt. Hvis hun fjernede sin sorte regnjakke og smurte ærmerne op på sin sorte sweater, ville tætsiddende lyserøde ar kunne ses overalt på hendes underarme. Men efter hendes nye job, var det blevet til en del af hendes fortid. En rædsom fortid fyldt med ensomhed og mørke, som Johanna havde forsøgt glemme. Og i en periode var hun faktisk glad igen. I en periode havde hun faktisk glemt alt om hendes fortid og hendes ar.
   Eller det havde hun, lige indtil hendes skaffer blev anholdt for besiddelse af eutrofiserende stoffer og hun var efterladt med at skulle fortælle den hjerteskærende nyhed, at hun ikke længere kunne sælge stoffer til hendes kunder, hvilket for Johannes vedkommende, betød at der ikke længere var folk, der skrev til hende. Der var ingen, der var afhængige af hende og hun var igen alene.

Hun kiggede forsigtigt op igen efter at have stirret ned i jorden. Hun kiggede på uret, der hang over hovedet på den lave kvinde. Atten ottetredve. Ti minutter til at toget ville komme.

•••••••••••••••••••••••••••••••••••••

Christopher Kjær-Klausen stillede sig under det varme lys fra en lav lygtepæl. Ved siden af ham sad to unge piger på en bænk under et halvtag og på den anden side af pigerne stod en ung kvinde og en pige på Christophers alder. Han kiggede igen på den unge kvinde, der nu havde blottet sit ansigt. Hvordan er det dog hun ser ud, tænkte han. Fuck, hun har et mærkeligt ansigt. Et tykt ansigt. En tyk kvinde. En meget tyk kvinde. Han kiggede på kvindens buttede ben og fulgte hendes runde former hele vejen op til hendes mørke pagehår, der kun fremhævede hendes store kinder.
Han skyndte sig at kigge væk, da kvinden kiggede over imod ham.