Gone

"Du skal altid smile..."

Der var mørkt. Jeg kiggede op i det store træloft. Vi havde engang skrevet vores navne på den bagerste planke, der vendte mod vinduet. Jacob og Sasha. Det var hvad der stod. Jeg havde efter 1 år vendt mig til det. Det var en del af mig. Lige som han var.

Mine øjne lukkede sig sammen og jeg faldt i søvn. Jeg håbede på at drømme om dagen imorgen. Det gjorde jeg næsten hver eneste aften. Om hvad dagen ville bringe, og om hvilket humør jeg ville ende dagen med.

Jeg vågnede ved et sæt. Det var stadig mørkt udenfor, så jeg tjekkede min telefon for at se hvad klokken var. Der stod 04.00. Jeg lå badet i sved. Min krop var tung, og jeg kunne mærke at dagen ville ende forfærdeligt. Jeg vidste bare ikke hvordan. Jeg lagde mig til at sove igen og vågnede først kl. 07.00 da min mor stak hovedet ind af døren til mit værelse. Jeg kneb hurtigt øjnene sammen da jeg åbnede dem i lyset. "Sasha, der er morgenmad om 5 minutter." Sagde hun. Jeg gik ud af sengen og daskede nedenunder i min pyjamas. Jeg holdt mit mareridt til mig selv. Hvis jeg fortalte nogen om det ville de alligevel bare være ligeglade. Der var både toast og ristet rugbrød. Jeg tog et af hvert og tyggede mig hurtigt gennem det. Jeg børstede tænder og gjorde mig klar til at køre i skole. Jeg cyklede i skole hver dag eftersom der ikke var så langt. "Hey Sasha!" Råbte en stemme bag mig. Jeg genkendte den med det samme. Det var Jacob og Niko, der kom gående. " Hey, hva' så?" Svarede jeg. Jeg kiggede Jacob i øjnene. Han var altid så glad, og jeg beundrede ham for det. Han var min aller bedste ven siden jeg var startet på min nye skole. Niko og Jacob var de eneste der havde taget imod mig da jeg ankom. Pigerne havde ikke sagt et ord til mig. Det var skuffende. Men efter et par måneder havde man vendt sig til det. Jacob var som ingen anden. Vi havde lavet vores eget motto. Du skal altid smile, uanset hvilke forhindringer du møder på din vej. Jeg elskede det. Det fik mig altid til at smile når han sagde det. Uanset om han havde en dårlig dag eller ej, var han altid glad.

Vi nåede til skolen men kom dog 5 minutter forsent. Lærerne var efterhånden begyndt at starte timerne 5 minutter over 8 efter at de gang på gang havde bedt eleverne om at komme til tiden, men intet alligevel havde virket. Jeg satte mig på min plads ved siden af vinduet og kiggede ud på det sædvanlige træ. Det var et kæmpe stort egetræ der stod midt i de små klassers skolegård. "Sasha, følger du med?" Læreren brød mine tanker, og jeg rettede hovedet mod hende. "Ja, undskyld ja." Sagde jeg overrasket. De andre grinte af mig. Jeg var lige glad. Det skete ofte. Jeg vendte hovedet tilbage ud mod træet. Jeg tænkte på hvor meget jeg glædede mig til at skoleåret var omme, og jeg forevigt var færdig med folkeskolen.

Klokken ringede senere på dagen, og vi gik stille ud mod porten til skolen. Jeg gav Jacob en ordentlig krammer og sagde farvel. Jeg vinkede til dem og cyklede hjem ad. Min telefon ringede til mig, mens jeg lå på sofaen. "Ja hallo?" Sagde jeg ind i røret. En hulkende stemme svarede grædende tilbage. "Sasha, kom til hospitalet, det...det er Jacob..." Jeg stivnede et øjeblik. Jeg genkendte stemmen med det samme. Det var Jacobs mor der ringede. Jeg tog overtøj på og cyklede grædende over til hospitalet, som lå omkring to kilometer væk. Jeg kom til skranken og spurgte stille: "Øhm...Jacob Hansen...Hvor kan jeg finde ham?" Jeg fældede en tåre. Damen i receptionen pegede mod et værelse på en gang til højre for mig. Jeg løb der hen og åbnede døren med et brag. Jaqueline kiggede på mig. Hun sad på sengekanten ved siden af Jacob. "Jaqueline...er han..." Hun afbrød mig. "Nej..." Hun svarede med et ord. Jeg kom nærmere. "Hvad skete der..." Mens jeg siger det kan jeg ikke lade være med at græde. Hun svarer igen med få ord: "Han blev kørt ned...

Jeg kiggede ned i jorden og kunne mærke en vrede komme frem i mig. Jeg lod den passere og valgte istedet at sætte mig ved siden af Jacob. Jeg var alene med ham. "Jacob, jeg håber du kan høre mig." Han lå i koma. Jeg håbede han ville vågne. "Jeg elsker dig. Du er min aller bedste ven" Sagde jeg stille. Han rørte sig ikke.

Jeg tilbragte natten ved siden af ham. Jeg lukkede ikke et øje. Jeg tænkte på om han mon ville vågne. Om morgenen lå han stadig som forstenet. Jeg tog først hjem omkring kl.16.00 om eftermiddagen. Jeg begyndte at skrive med nogle fra min gamle skole. Det var de eneste som jeg stadig skrev med efter jeg var flyttet. De kendte Jacob fordi jeg nogle gange havde haft ham med til nogle fester der var blevet holdt. Han er stadig ikke vågnet )': skrev jeg. Den første der svarede var Fati. Hun var helt ude af den. Hun var den første jeg havde vist ham frem til. Han var en af dem som Fati holdt meget af. Og dem var der ikke mange af. Hun havde en personlighed, helt for sig selv. Det var derfor jeg kunne lide hende. Hun var ikke som de andre. Jeg kan ikke være i mig selv... svarede hun mig. Jeg kunne ikke engang svare. Jeg kastede telefonen fra mig og lagde mig til at græde ned i min hovedpude. Efter alt min energi var brugt op faldt jeg stille og roligt i søvn.