Some day | ✔

//Afsnit 3. | Et minde?\\

Jeg forlader langsomt toilettet. Egentlig vil jeg bare gerne se Luckys rare ansigt, men det skære i mit hjerte, hver gang tanken om, at han ikke aner, hvem jeg er..

"Skal vi ikke hen til Lucky nu?" Spørger jeg Mason. Efter mit toiletbesøg.

"Søde, skal du ikke spise?" Spørger Austin. Jeg ryster tøvende på hovedet. Mig spise eller se Lucky. For at være ærlig, ville jeg helst se Lucky end at spise.

"Altså jeg kan godt fortælle dig, at du ikke kommer hen til Lucky, før du har spist," fortæller Xavier roligt og nikker i Masons retning. Selvfølgelig. Hvad havde jeg egentlig regnet med? Mason er en smule bekymret, overbeskyttende, men vi elsker ham for det. Selvom i nogle situationer, kan det være irriterende. Ligesom denne.

"Jeg er enig med hvad Xavier fortæller," griner Marcus.

"Jeg synes hellere ikke, at du skulle gå, før du har spist," siger Lucas. Jeg nikker stille. Langsomt bevæger jeg mig ud mod køkkenet. Der er Mason og han laver mad til os andre. Ikke nok med, at han er en bror for mig, kan han også lave mad. Det samme, kan man desværre ikke sige om mig. For jeg er ret sikker på, at jeg er den værste til at lave mad. Mad er bare ikke mig.

"Er du sulten? Jeg har lavet bacon og æg!" Det sidste hentyder han til os alle sammen. Alle drengene farer ind til køkkenet og sætter sig rundt om bordet. Jeg går selv stille og roligt hen til bordet.

Mason stiller to tallerkener på bordet en med æg og bacon. Han sætter sig selv ned.

"Er du ikke sulten?" Spørger Mason efter, at alle har taget for sig. Jeg trækker på skulderne. For jeg ved det ikke engang selv. Det eneste jeg egentlig tænker på, er Lucky.
Min mave siger intet. Om den er sulten eller ikke. Hvorfor? Er et godt spørgsmål.

Jeg kigger rundt på dem alle. Efter de er færdige med at spise. "Kan vi ikke gå nu? Jeg vil gerne se Lucky.."

"Hope, du er da nødt til at spise?" Fortæller Mason roligt.

"Jamen, jeg er ikke sulten. Overhovedet."

"Det kan godt være, at du ikke er sulten, men du er da stadig nødt til at spise. For det er ikke sundt, at ikke spise noget til morgenmad. Det er den vigtigste måltid, så du kan få..-"

"Kan få energi." Jeg ved det..
Jeg tager lidt mad på tallerken og spiser langsomt. Det er tortur. Maden i munden smager intet? Andet end pap.
°
°

Mine ben ryster, som sindsyge. En hånd bliver placeret på mit lår. Jeg stopper med det samme at ryste og ser hvem hånden tilhøre.

Austins øjne, borer sig ind i mine. Jeg bider mig nervøst i underlæben. Forsigtig løfter jeg min ene øjenbryn. For at signalere 'hvad er der'.

"Er du nervøs?" Spørger han.

"En smule.," mumler jeg. Vi går stille ud ad bilen. Okay, jeg har ombestemt mig. Jeg vender mig rundt og løber direkte ind i Xavier. Han smiler ned til mig.

"Vi tænkte nok, du ville ombestemte dig," griner Lucas. Argh, hvorfor kender de mig pludselig så godt? Det sødt, men irriterende i situationer som denne. Jeg vender mig modvilligt rundt igen og går fremad.

I venteværelset kigger alle på os. Jeg synker nervøst en klump. Deres triste blikke, hviler længe på os. På vej mod den akutte afdeling. De kender alle en, som er derinde i den afdeling. Aner intet om, hvad der vil ske..

Mason går hen til den lille reception og fortæller hvem vi leder efter. Hun trykker på en knap og døren åbner. Jeg smiler halvt til hende.

Jeg lukker opgivende øjnene. Op med humøret. Det kunne have været værre. Han overlevede, det er det vigtigeste. Ligemeget med om han husker dig eller ej. Det tager flere kræfter end jeg havde forventet til at forme en lille falsk smil på mine læber. Jeg åbner forsigtig øjnene og går ind sammen med de andre.

Mit smil falmer med det samme. Der jeg ser en blond pige, sidde ved Luckys sengekant. Jeg skubber mine læber ind til en lige streg. Det ser ud til de hygger sig. For de ligger slet ikke mærke til os. Lige indtil Lucky ser op og får øjenkontakt med mig. Han fastholder mit blik og stirrer intens. Han kniber øjnene sammen og ryster let på hovedet. Blidt sætter han håndfladen mod tindingen.

Lucky prøver at få øjenkontakt igen, men jeg kigger med det samme væk og hen mod væggen.

"Hey Luke." Jeg ser hen mod Lucky. Xavier går glad hen til Lucky og laver en slags håndtegn. Det letter mit hjerte, at han er glad.

<<Lucky's Point of View>>

Kelsey, min gamle klassekammerat fra folkeskolen, er kommet for at se til mig. Okay, vi var måske mere end venner, men når man er kærester i folkeskolen, skal man altså ikke forvente, at det varer evigt. For i har vel hver sin vej at følge ikke? Medmindre i har præcis den samme drøm?

"Hvordan skete det?" Spørger Kelsey bekymret. Jeg ser skrå op til venstre og tænker. Ph, intet. Hvad havde jeg forventet alligevel? Jeg kan ikke huske det. Der er hellere ikke nogen, som har fortalt mig, hvad der skete. Udover at "bare glem det." Men? Hvordan skulle jeg kunne glemme det?..
Eller rettelse, jeg kan godt glemme det, men! Jeg er alt for nysgerrig og vil vide det.

"Jeg kan ikke huske det? Det er som om, der er noget herinde..-" jeg banker blidt på mit hoved og fortsætter "Der prøver at holde det gemt for mig?."

Kelsey udbryder i et grineanfald. Jeg griner nervøst med. Søde ven, jeg mente det rent faktisk og ikke som en joke. Idet mindste besøgte hun mig.

Lige med den tanke, åbner døren sig og ind kommer ONE DIRECTION! Just kidding. Mine venner og pigen som hed? Hope for håb. Jeg 'håber', hun vil hjælpe mig med min hukommelse. Forstår i? Håb! Haha.. not cool..

Hope og jeg får øjenkontakt.

"Hahaha! Jeg synes da din bedstemor lyder som den sødeste person, ever!" Siger Hope grinede.

"Jamen! Helt seriøst hun klemmer sgu da bare til. Mine kinder kunne have faldet af hver gang," griner jeg.

Jeg kniber øjnene sammen og tager mig til hovedet. Mine øjne søger Hopes igen. Hvad var det? Et syn? Drøm? Minde?

Heeyoo!

Jeg er så ked af jeg ikke er så aktiv.. men der er en god forklaring på det! Jeg er doven. Ej okay.. også det men..
Snart projekt uge, GUYS! Ved i hvad? Jeg er freaking nervøs. I skal bare vide, når det gælder fremlæggelser er jeg dødsdømt.
Den gode nyhed er, at jeg prøver at være mere aktiv :3

Hehe, See ya! <33