//DET HER ER EN SPIN-OFF TIL NEW YORK\\
Der var tiden, hvor Laura var flyttet til New York, og så var der tiden, hvor hun ikke var.
✗✗✗✗✗✗✗✗
❝Den plads er optaget..❞
❝Ja, af mig.❞
Da Matthew Williams- skolens wonderboy sætter sig ved siden af Anna B...
Hoppsan! Denna bild följer inte våra riktliner för innehåll. Försök att ta bort den eller ladda upp en annan bild för att fortsätta.
I den første time sidder alle med deres telefoner. Sladder fylder rummet op, men det eneste jeg får fat på, er at Jake har fået eight-pack i stedet for six-pack og så rygterne om Matthew. Nogle siger at han har haft problemer med stoffer hen over sommeren. Andre siger at han har været i fængsel og nogle helt tredje siger, at han gjorde en pige gravid. Der er selvfølgelig mange flere rygter, men jeg kan ikke huske dem alle. Pointen er, at mange går og spreder ting om Matthew, som jeg er ivrigt efter at vide om er rigtige.
I Adam Robinson's time sidder alle og hvisker. Bag mig sidder Matthew, og ved siden af ham sidder Christopher. De andre drenge har vel andre fag lige nu.
Selvom jeg ivrigt prøver, at koncentrere mig om Adam's matematik snak, kan jeg ikke tænke på andet end snakken bag mig. Jeg sidder på anden bagerste række, fordi dem der sidder bagerst for det meste slipper for at blive spurgt om noget, og matematik er ikke ligefrem mit bedste fag. Jeg har hele mit liv kæmpet med de lorte tal, og jeg bliver ikke ligefrem bedre af, at høre Christopher og Matthew snakke bag mig.
Jeg ser op på Adam, for at se om han kan høre dem, men han er stadig ved at forklare det emne som vi skal til at have om. Algebra = døden.
"Forstår I alle sammen, hvad jeg mener?" Pludselig lytter jeg igen, og da jeg låser øjne med Adam, går det op for mig, at jeg har siddet i min egen verden hele timen. Han løfter et øjenbryn og vender sin opmærksomhed mod tavlen, hvor han begynder at skrive et eller andet volapyk ned. "Ms. Barnes, vil du komme herop og skrive svaret?" Spørger han udfordrende. Okay, måske er Adam Robinson hot, men han er fandme en kæp i røven når han driller. Kort fortalt er vi venner. Han er kun få år ældre end mig, og til mit held er vores mødre bedste venner. Jeg er praktisk talt vokset op med min lære. "Ms. Barnes?" Gentager han, og jeg rejser mig forvirret op, imens jeg strammer min hestehale.
"Godmorgen." Hører jeg Matthew mumle hånende bag mig.
"Skal jeg skrive svaret til det der?" Spørger jeg mistroisk, imens jeg ser på ligningen. 2(x + 5) - 7 = 3(x - 2). Regner han med, at jeg kan det i hovedet? Hvad er der galt med ham? Han ved godt, hvordan jeg har det med matematik. Hvordan pokker skal jeg kunne regne x ud?
Imens jeg stiller mig foran tavlen og tager imod et kridt, kan jeg høre lav snakken fra bagerste række. Jeg sender Adam et: "er-du-døv" blik, og han retter straks ryggen og vender sin opmærksomhed mod Matthew og Christopher. Sådan køber man sig lidt tid.
"Har I noget, som I vil dele med klassen?" Spørger Adam med armene krydsede over brystet. Jeg kigger mig over skulderen, og ser med et skævt smil på Matthew, som i starten ser overrasket ud, men straks skifter overraskelsen ud med selvtilfredshed.
"Klart." Han tipper tilbage på sin stol, og læner sig afslappet op af væggen, som stod hans skabs-nabo ikke og lavede et fucking svært matematikstykke, som sikkert er for 7. Klasses elever. Pinligt. Der er bare så meget, som skal tænkes over og det kan mit hoved ikke overskue. Det er ligesom stadig på ferie. "Vi snakkede lige om, hvordan vi elsker din nye frisure." Siger han sarkastisk og klassen bryder straks ud i grin, fordi alle ved at Adam har den samme frisure som sidste år. Jeg smiler dog bare, imens jeg ser Adam's muskler spænde under den lyseblå trøje.
"Selvfølgelig, hr. Williams, sjovt. Hvor har jeg bare savnet din ærlighed." Adam vender sig mod mig igen, og jeg mærker straks alles blikke hvile på mig og ligningen, men det eneste jeg kigger på er Matthew's buk og hans mørke hår som falder ned over hans øjne, da han løfter sit hoved igen.
"Har du stadig ikke skrevet svaret?" Spørger Adam. Jeg trækker på skuldrene, og lader kridtet støde ind mod den grønne tavle, men uden at skrive et svar. Jeg aner ikke hvad svaret er. Jeg er direkte blank. Folk ser afventende på mig, men jeg har intet.
"X er 9" Jeg kan høre alle dreje sig i deres stole bag mig, og jeg vender mig med det samme rundt. På bagerste række sidder Matthew Williams med et smørret smil og fødderne slået op på bordet. Jeg slapper endelig af, og skriver hurtigere end nogensinde svaret ned.
"Mange tak, Ms. Barnes." Adam er irriteret nu, men det bliver han for det meste når det handler om Matthew. Han slår er nik hen mod min plads, og jeg spurter nærmest ned på den. Før jeg vender ryggen mod Matthew smiler jeg et lille smil, og jeg får straks et skævt et sendt tilbage. "Hvor mange gange har jeg efterhånden fortalt dig, at du ikke skal bryde sådan ind i min undervisning?" Brokker Adam sig, imens han visker ligningen ud og sender Matthew et træt blik.
"Hvor mange gange har jeg efterhånden fortalt dig, at jeg er fuck-ing lige-glad?" Han får et par stykker til at fnise, men ellers sidder alle bare og venter på et af Adam's episke vredesudbrud. Jeg kan godt lide, hvordan Matthew deler 'fucking' og 'ligeglad' op på midten, som var det fire ord.
"Hr. Williams jeg adva--"
"Du kan lige så godt droppe formaliteten, ingen køber den."
"MATTHEW!" Adam slår irriteret sin hånd ned i sit bord, og få folk hopper overraskede bagud, men Matthew rører ikke på sig. Han smiler bare. Nogle gange tror jeg, at hans hobby er at pine Adam. Men for at være ærlig, har Adam fortjent det den her gang. Han udstillede mig praktisk talt foran klassen, og han skal passe på før jeg sladre til min mor som kan sladre til hans!
"Yes sir?"
"Tal ordentligt til mig eller jeg--"
"Hvad vil du gøre? Give mig eftersidning? Vær min gæst!" Matthew slår ud med hænderne, imens Adams knytter sine i vrede. "Uh åh nej!" Gisper Matthew imens han tager sig til brystet. "Vil du bortvise mig?" Han læner sig forover og ser med store øjne på Adam, imens han tørrer en fake tårer væk. Okay, så det her er badass-Matthew.
"Udenfor." Adam peger mod døren, og Matthew rejser sig med det samme op. "Nu!" Nærmest spytter Adam, og som svar nikker Matthew stift.
"Hyggeligt." Matthew stopper foran mit bor, læner sig ind over det og hans hoved nærmer sig med det samme mit. Han sætter solbrillerne op i panden, og jeg ser direkte ind i hans smaragdgrønne øjne. "Vil du ikke med?"
"Matthew Williams! Du skal ikke genere mine elever!" Advarer Adam, og Matthew ler blot af ham, før han blinker med det ene øje til mig og vinker til Adam.
"Vi ses Annie!" Han kigger på mig, og selvom jeg ikke hedder Annie, nikker jeg med det samme. Fordi noget ved den her fyr er spændende og jeg vil finde ud af hvad.
✗✗✗✗
Jeg elsker den her historie wtf?!? Har bare virkelig savnet, at skrive om badboy's osv. Ahah Håber at I får en god weekend!! Vi ses i næste kapitel!! (Ps: det skal nok blive mere spænende!!)
