Take a chance(1D fanfiction)

Can't hear a word...

Liam havde taget mig med sig hjem, efter det hjemme ved Louis og Harry. Derfor stod jeg nu her. Liam havde næsten lige forklaret mig at han faktisk var forelsket i mig. Jeg følte på en måde det samme for ham, men jeg turde ikke få en kæreste lige foreløbig. Mine egne ord rungede i mine ører. 'Jeg har bare brug for tid'. Gid det var så nemt. "Det forstår jeg godt" sagde han, og gav min hånd et blidt klem. Jeg så igen ud på snefnuggene. Det var roligt stoppet med at sne, så nu kunne man bedre se stjernerne på nattehimlen. Både mig og Liam så derop. En lys flakkede hurtigt forbi mine øjne. Et stjerneskud. "Hvad skal vi ønske?" Spurgte jeg. "Tja.. Jeg ønsker at tiden ville forsvinde lidt hurtigere.." Sagde han. Jeg fniste lidt af ham. "Det ville nok ikke gøre nogen forskel.." Sagde jeg så. "Det ved jeg.." Sagde han drømmende. Jeg lukkede øjnene. 'Jeg ønsker at intet skal ske mig mere.. At min fremtidige kæreste vil passe på mig, og behandle mig ordentligt.. Give mig ro i sindet, og lade mig føle mig tryg'. Mit ønske var nødt til at blive opfyldt.. Det var det nødt til.. "Har du ønsket?" Spurgte Liam. Jeg nikkede forsigtigt. "Hvad ønskede du?" Spurgte han. "Det får du da ikke at vide" fniste jeg.

"Haarryyy" grinte jeg. Hans fingre blev ved med at kilde mig. Jeg vred mig rundt, mens Louis holdte mine hænder, så jeg ikke kunne komme fri. "Stoop" skreg jeg af grin. Han blev dog ved, og Louis grinte bag mig. "Drenge, jeg skal kaste op" skreg jeg. Louis slap mig hurtigt og Harry stoppede. Jeg løb ud på toilettet og kastede op. "Ej, jeg troede at du bare sagde det for at få mig til at stoppe" sagde Harry som hurtigt stod i døren. Louis var på vej hen mod mig. "Hun løj jo så ikke" sagde Louis til Harry. Jeg kastede igen op. Tårerne vældede op i mine øjne, da det begyndte at gøre ondt i maven efter opkasten. Louis fjernede mit hår, og holdte det i en hestehale. "Er du okay?". Jeg kastede for tredje gang op. "Gid det var så vel" svarede jeg ellers. Jeg krympede lidt, da det gik op for mig, at Louis normalt altid kunne høre, hvis jeg græd, eller hvis jeg var tæt på det. "Du græder jo" sagde han bekymret. Han lagde to fingre under min hage og tvang mig til at se på ham. Han så direkte ind i mine brune øjne, og så mere og mere bekymret ud for hvert sekund der gik. "Du er ikke syg vel?" Spurgte han så. Jeg trak lidt på skuldrene. Han placerede hans kolde hånd på min pande. Han rynkede brynene lidt. "Du er ikke ret varm.." Sagde han så. Harry så undrende på mig oppe fra døren. Louis kiggede ned på min mave. Jeg havde først nu, selv lagt mærke til at mine arme klamrede sig til min mave. "Gør det ondt?" Spurgte Louis blidt. Jeg nikkede forsigtigt. "Kom" sagde han, og rejste sig. Han hjalp mig op, og trak mig ind til at blidt kram. Lidt efter trak han sig igen fra mig, og begyndte at føre ind i stuen igen.

2 uger efter:
Jeg havde flere gange kastet op, men havde bare lagt det lidt til siden. Alle drengene, specielt Zayn var bekymret for mig. Jeg blev ved med at forsikre dem om at jeg havde det fint. Desuden spiste jeg meget for tiden, så de kunne godt lægge deres lille mistænkning om anoreksi eller bulimi på hylden igen. Også selvom de ikke havde lyst til at stoppe med at bekymre sig om mig, lod de det være som det nu var. Zayn havde dog valgt at han ville have mig til at "bo" ved ham de næste par dage. Nu vi snakkede om mad før, så rumlede min mave en smule. "Zaynie?" Sagde jeg med et lille smil. Han så spørgende på mig. "Jeg er sulten" sagde jeg. Han rullede øjne med et smil plantet på hans læber. "Du har lige spist søde" sagde han. "Og hvad så? Jeg er sulten" svarede jeg lidt halv-flabet. "Jeg tror snart jeg giver maden skylden for at du kaster så meget op" sagde han grinende. "Det gør du jo allerede" svarede jeg. "Whatever.. Jeg mener bare.. Du spiser virkelig, virkelig meget, og kaster op hele tiden.. Og desuden, igår skræmte du mig nærmest" sagde han. Jeg grinte lidt. "Jeg ved ikke hvad der gik af mig" svarede jeg bare. "Hvad gjorde hun?" Spurgte de fire andre i munden på hinanden. Jep, de var her også. Zayn begyndte at grinte lidt mere. "Hun tog et..". Han grinte så meget at han knap nok kunne sige noget. "Løg, og spiste det rent". Han flækkede helt. Alle kiggede mærkeligt på mig, mens Zayn var flad af grin på gulvet. "Hvad?" Spurgte jeg, men kunne ikke skjule det lille grin i stemmen. "Aldrig i mit liv har jeg hørt om nogen der har spist et løg, uden noget andet" sagde Harry forfærdet. "Faktisk.. Så spiste hun det sammen med.. Med chokolade" grinte Zayn, som nu havde fået nogenlunde styr på sin vejrtrækning igen. De så endnu mærkeligere på mig. "Chokolade og løg.. Are you kidding me? Ikke engang Niall kan finde på at gøre sådan noget" sagde Liam med øjne der bare sagde 'ad'. "Aldrig har jeg hørt om noget mere ulækkert end at blande løg og chokolade.. Det er da noget af den mest mærkværdige sammensætning" fortsatte Liam. Jeg skulle til at grine af hans lille bemærkning, men pludselig var det som om min hjerne slog fra. Jeg lagde hånden for min mund, og så med store øjne på Liam. De så alle pludselig bekymret på mig. Liam's bevægende mund, indikerede at han snakkede til mig, men jeg var som i chok. Ordene gik lige igennem min hjerne, og nåede ikke at blive registreret før de var ude igen. Tårerne begyndte roligt at bevæge sig ned af mine kinder, og ramme min hånd, som jeg stadig havde for min mund. Ikke et eneste sekund flyttede jeg blikket fra Liam, som så meget bekymret ud. Igen snakkede han, men jeg registrerede ikke et eneste lille ord. Midt i hans talestrøm, rejste jeg mig og løb ud på toilettet. Jeg låste døren, og gled ned af væggen. Jeg brød fuldstændig sammen. Hvordan kunne det ske? Hvorfor mig? Der gik ikke lang tid før der blev banket på døren. Jeg græd højt nok til at man kunne ane det på den anden side af døren. Der blev trukket ned i håndtaget, men til ingen nytte, da jeg jo trods alt havde låst den. "Corinne, luk op" lød det fra Zayn. "Tving mig ikke til at bruge ekstra-nøglen" lød det sukkende fra ham. Jeg sukkede lidt, efterfulgt af et snøft. Jeg havde tabt. Han ville alligevel finde ud af det. Jeg låste langsomt døren op, og straks brasede han ind. Han satte sig på hug ved mig. "Hey, det er okay... Hvad er der galt?" Spurgte han. Der gik lang tid før jeg tog en dyb indånding. "Du kan vel huske Alec?" Spurgte jeg. Han nikkede mens han så lidt forvirret ud. "Zayn.. Jeg tror jeg ved hvorfor jeg har kastet op så tit, og spist meget mere end normalt.." Sagde jeg. Han trak sig lidt fra mig. "Hvad mener du?" Spurgte han med håb i øjnene. Han vidste hvad jeg hentydede til. "Jeg får fat i Eleanor" lød det chokeret fra Louis. De andre havde stået der hele tiden. Jeg så ned på Zayn's hænder. Han knyttede næverne så meget at hans knoer var helt hvide snart. Jeg lagde en hånd ovenpå hans, hvilket fik ham til at slappe lidt af igen. "Tror du..". Han nåede ikke at afslutte sætningen før jeg nikkede lidt. Jeg så op på de chokerede drenge. Jeg fik øjenkontakt med Liam. Jeg så lige ind i hans brune øjne, og han så virkelig bekymret og chokeret på mig. Jeg mimede et undskyld, hvilket han rystede på hovedet af. "Det er ikke din skyld, Corinne" sagde han lavt. Zayn så forvirret op på ham. "Zayn, der er noget jeg er nødt til at fortælle dig" sagde Liam, og så på mig, som langsomt nikkede for at bekræfte at det var okay. Alle så afventende på ham, specielt Zayn. "Det er ikke dig der er skyld i det vel?" Spurgte Zayn hurtigt, og halvsurt. "Nej! Nej, overhovedet ikke. Tag det roligt.. Det er ikke mig.. Det er bare.. Jeg er forelsket i din søster" sagde Liam tøvende og nervøst. "Fantastisk at få at vide at en af mine bedste venner er forelsket i min søster, som måske er gravid med hendes sindssyge ekskæreste, som voldtog hende" sagde Zayn frustreret. Jeg vidste nu at jeg skulle lade ham være. Når han var frustreret, sur eller stresset så skulle man generelt bare holde sig fra ham. Derfor gjorde jeg intet da Zayn rejste sig og gik mod døren, uden et ord. Heller ikke de andre prøvede at gøre noget, men flyttede sig blot fra døren, så Zayn kunne komme ud. Tårerne forlod stadig helt uafbrudt mine brune øjne. Liam, Niall og Harry kiggede blot alle tre direkte på mig. Jeg kunne ikke lide at de alle tre prøvede at få øjenkontakt med mig, så jeg gemte ansigtet i mine knæ. Liam's arme lå pludselig om mig, og jeg følte mig rigtig ond. At han først fortæller mig at han er forelsket i mig, og jeg fortæller ham at jeg har det på samme måde. Så finder jeg ud af at jeg måske er gravid med min voldelige ekskæreste, som voldtog mig. Det skal han kunne leve med er sket.. "Det er okay... Det skal nok gå" forsikrede Liam. Jeg kiggede op i hans nøddebrune øjne. "Jeg føler mig som en idiot" sagde jeg, og slog blikket væk fra ham. "Hey.. Nej, det er ikke din skyld Corinne.. Du kan ikke gøre for det her" sagde han beroligende. Lyden af skridt fik mig til at se op på Louis som var på vej hen mod mig. Han satte sig på hug på den anden side af mig. "Er du okay?" Spurgte han bekymret. Jeg trak lidt på skuldrene. Liam kyssede mig kort på kinden og rejste sig så. Han gik ud sammen med Harry og Niall, som havde forholdt sig stille i længere tid. Louis så undrende på mig. "Kyssede han dig lige på kinden?" Spurgte han forvirret. Jeg fik et lille glad smil om læben, og nikkede så lidt. "I er forelsket" udbrød Louis, dog med en lav stemme. Jeg kom til at smile endnu mere og rødme, hvilket afslørede mig. "Jeg vidste det" sagde han glad. Der var lidt stilhed, indtil Louis afbrød den. "Jeg har fået Eleanor til at købe.. Du ved.. Så hun kommer snart, hvis det er okay?" Sagde han. Jeg smilte lidt. "Tak Louis" sagde jeg lavt. "Hey.. Det er det mindste jeg kan gøre for dig" sagde han kort, mens han gav min skulder et lille forsigtigt klem. "Kom" sagde han så. Jeg så med et lille smil på ham, og lod ham hjælpe mig op.