Dæmondukken

Turen kommer til mig

Jeg blinker med øjnene og indser, at der er helt mørkt. Jeg ligger i noget firkantet. Jeg kan mærke, at jeg sidder i noget, der transporterer mig. Lydene fortæller, at det må være en lastbil. Jeg prøver på at komme ud af pakken, men kigger nu på mine små hænder. De er lavet af porcelæn. Jeg kan mærke det.

-

"Hvad er det?", hører jeg et lille barn med en pigestemme sige. Hun bærer kassen, som jeg ligger i, op i hænderne og vender og drejer. Jeg prøver at være så stiv som muligt. Jeg ved, hvad jeg skal gøre. Jeg skal dræbe hende, ligesom dukken dræbte mig. Jeg smiler ondskabsfuldt, og har det som om, jeg er en helt anden. Hun åbner kassen og måber. "Hvor er hun smuk!", udbryder hun. Hun tager mig op og rører ved mit hår, som faktisk ikke er mit. Jeg er en dukke. En dæmondukke. Hun lægger mig ned på gulvet og går væk. Jeg får derfor tid til at lægge en plan. Ligeså snart hun sover, skal jeg give hende den samme drøm, som jeg fik..

Hun sover nu. Jeg bruger derefter den sorte magi, jeg nu kan finde ud af, hvorefter jeg sniger mig ind i hendes drøm.

"Hvem er du?", spørger hun bange. Jeg træder frem og tager kniven i hånden. Jeg smiler grusomt velvidende, at hun er ved at dø af skræk. "Lad være!", skriger hun. Jeg hæver kniven og peger den mod hende. Jeg drejer hovedet 360 grader, for det kan man, når man er dukke. Jeg griner med en hæslig stemme, som ikke er min. Det er den indre dæmon, som styrer mig. Jeg kaster kniven i hovedet på hendes lille hoved, hvorefter alt bliver sort. Både for mig og for hende..

Jeg hører pigens åndedræt, da hun vågner. "Puha, det var bare t mareridt.", siger hun for at berolige sig selv. Var det nu også bare et mareridt? Jeg kæmper for at lade være med at grine ondskabsfuldt. Hun rejser sig fra sengen og går i retning mod toilettet. Jeg griber chancen og løber lydløst mod køkkenet, hvor jeg tager en af de skarpeste knive. Jeg løber tilbage til badeværelset og smiler mit klammeste smil. Da hun vender sig, møder hun synet af en dukke med en kniv i hånden, hvilket er mig. Hun bakker tilbage, men indser, at hendes ryg rammer væggen. Hun kan ikke løbe. Jeg griner stort. "Lad mig være.", kommer det fra det skræmte pigebarn. Jeg går tættere på hende, hvorefter jeg hæver kniven, ligesom i drømmen. "Farvel.", siger jeg og jager kniven i hendes ubeskyttede hals.

Nu er det hendes tur til at dræbe..