Deep Blue Eyes

Kapitel 2

Jeg vågner ved min alarm og en irriterende storebror der står og banker på min dør. 

Jeg får mig endelig rejst op fra sengen og finder over til min stol, hvor jeg allerede har fundet mit outfit frem. Det består egentlig bare af en sort nederdel, en grå sweater, en masse sølv smykker og så mine Vans old school.

Jeg smutter over til mit make up og fylder hurtigt lidt farve i mine øjenbryn og lægger et lag mascara, inden jeg løber ned ad trappen til en duft af pandekager - ja tak.

Jeg vælger at cykle i skole, da jeg ikke kan nå at gå. Så jeg smutter ud til min cykel og får den ud af skuret, og så er jeg ellers bare på vej mod skolen.

Jeg må have været hurtig, da jeg er en af de første i klasselokalet, så jeg sætter mig bare ned i det ene hjørne, da jeg helst ikke vil ses pga. vi har matematik og jeg HADER matematik. Jeg sidder bare og stirre ud af vinduet og opfatter slet ikke, at der er en der sætter sig ved siden af mig. Lige indtil han begynder at snakke til mig.

"Tjekker du aldrig din Facebook" kommer det fra ham. Jeg vender mig rundt og bliver helt chokeret, da jeg ser det er William. " Jo og hvad vil du bruge det til" svarer jeg koldt. Jeg kan mærke hans varme og høre hvordan han stille ånder ud og trækker vejret ind igen. Jeg kigger op på ham igen, og hans normale krystalklare øjne har nærmest skiftet farve til mørkeblå og udtrykker kun ondskab. "Så kan du da godt acceptere min anmodning" kommer det hårdt fra ham. Hans varme forsvinder nærmest og en kulde trækker sig ind over mig. Jeg havde helt glemt hans anmodning..

Jeg kigger op på ham igen, men inden jeg når at svare kommer han mig i forkøbet. "Du kan ikke slippe så nemt fra mig" og mere når han ikke at sige inden klokken ringer.

Vores matematiklærer kommer ind af døren og allerede nu kan jeg mærke at det her bliver en dårlig time, måske endda en dårlig dag.

------------------------------

Det er endeligt blevet spisefrikvarter og jeg skynder mig ud inden William ser mig, da jeg helst vil undgå ham eftere det han sagde tidligere i dag.

Jeg skynder mig ned af den lange gang, men kan hele tiden mærke øjne i nakken på mig, men frygter lidt, at det er ham jeg tror det er, og mere når jeg ikke at tænke før mit navn bliver råbt op, og med et går alt i stå rundt om mig. Jeg vender mig om og bliver med det samme mødt af de smukkeste blå øjne. En rødme trækker sig op i mine kinder, men samtidig løber der en kulde ned af min ryg. Jeg føler at alt står stille rundt om os, og at det kun er William og jeg der bevæger sig - en meget ubehagelig fornemmelse.

"Victoria kan jeg lige snakke med dig" hans stemme runger gennem hele gangen og giver en ubehagelig følelse i maven. "Ja det kan du vel godt" får jeg endeligt sagt efter nogle sekunders stilhed. Han nikker mod en dør ved siden af mig og jeg går stille hen og åbner den, og kan se at William hurtigt følger mig. Jeg sætter mig på det nærmeste bord og kan mærke nervøsiteten flyve rundt i kroppen.

Jeg kan mærke en varme og på en måde tryg følelse, da han sætter sig ved siden af mig, og på en eller anden måde får han mig til, at føle mig tryg i hans selskab.

"Når du nu ikke vil acceptere min anmodning, må jeg jo få din opmærksomhed på en anden måde" hans stemme er helt rolig og det lyder lidt som om han har prøvet det før. Jeg kunne slet ikke sige noget, for min krop var låst fast af hans ord. Hvorfor vil han have min opmærksomhed, og siden hvornår har han fundet ud af hvem jeg er. Det hele er alt for mærkeligt og urealistisk. Thomas begynder at skrive til Klara og William vil have min opmærksomhed.

Jeg kan mærke efter alt for lang tid stilhed, at han rører på sig. Hans hånd kommer op ved siden af min kind og han tager stille fast under min hage og drejer mit hoved, så jeg ikke kan undgå og se ind i hans krystalblå øjne og som chokerende nok kun viser tryghed, noget jeg faktisk aldrig har set i hans øjne før.