alt skal nok gå

Det var som om tiden gik i slowmotion. Da jeg så hende, vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Men jeg vidste, at jeg elskede hende. Hun var den eneste jeg havde. Jeg stolede på hende, og jeg vidste at hvis hun var der ville alt nok gå. Jeg lå bare der. Jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg vidste ikke hvad der skete. Det var først lidt efter jeg opdagede, at det gjorde ondt. Ikke bare lidt ondt, nej, det blev værre og værre, indtil mine øjne begyndte at blive våde. Jeg prøvede at kigge rundt for at finde ud af hvad der foregik, men mine øjne var så våde at jeg næsten ikke kunne se noget. De blev bare mere og mere våde. Der røg den ene dråbe ned af min kind efter den anden. Det eneste jeg kunne se var en skikkelse sidde ved siden af mig. Jeg vidste godt hvem det var. Jeg vidste det på den måde personen holdte min hånd. Det var helt blidt og rart. Det var som om, at når personen holdte min hånd, glemte jeg alt mellem tid og rum. Hun vidste altid hvad hun skulle gøre, det var derfor jeg elskede hende. Der kom en lyd, den blev lige så stille højere og højere. Det lød som om, at den kom tættere og tættere på. Hun sagde noget. Jeg var ikke sikker på hvad hun sagde, jeg kunne næsten ikke høre det. Nok fordi jeg ikke kunne koncentrere mig om andet end smerterne under mit bryst, og den høje lyd som nærmede sig. Jeg vidste stadig ikke helt hvad der foregik, jeg var helt ude af mig selv. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, og hurtigere. Men hver gang det bankede, gjorde det bare mere ondt. Pludselig kom der nogen. Det var to mænd, det kunne jeg høre på deres dybe stemmer. Hun gav slip på min hånd, og de to mænd bar mig op på noget. det gik så hurtigt, jeg er ikke sikker på hvad der skete. Men Jeg kan huske, at hun ikke forlod mig en eneste gang. Hun var hele tiden ved min side. Hun holdt ikke absolut min hånd, men hendes nærvær gjorde mig tryk, så det behøvede hun ikke. For jeg kunne mærke hendes nærvær. De løftede mig stille op. Pludselig kom den lyd igen. Jeg var stadig ikke sikker på hvad det var, men jeg var sikker på at den var høj, men denne gang var den højere end før. Nærmest som om jeg stod ved siden af lyden. Jeg kunne mærke vi bevægede os. Det gik meget hurtigt, og en gang imellem kunne jeg mærke et bump, så der røg en dråbe mere ned af min kind. Pludselig kunne jeg mærke vi ikke bevægede os mere, og nogen åbnede en dør. Jeg lå stadig ned, de kørte mig ind på et værelse hvor jeg lå indtil der kom en person, som ville snakke med hende. Jeg kan huske hun græd. Hun var bange for at der var sket noget alvorligt med mig. Hvilket der også var. Jeg kan huske at lægerne fortalte, at jeg havde været heldig, at det kunne have været værre end hvad det faktisk var. Jeg havde fået brækket tre ribben to på højre side, og en på venstre side. Jeg kan huske hun var så blid mod mig, indtil jeg fik det bedre. indtil der skete noget, som ændrede det hele.

Vi er kun lige kommet på hospitalet, for cirka femten minutter siden. Men ikke på grund af mig denne gang, nej, denne gang er det hende. Jeg ved ikke hvad der er med hende, fordi lægerne sagde ingen ting. De tog hende bare ind på operationsstuen. Så derfor sidder jeg her. På den hårde blå stol, som mange andre også har siddet i. Måske har de også ventet på at få svar. Svar på hvad der er i vejen. Svar på om det er alvorligt.

Den ene side af mig bliver ved med at fortælle, det hele nok skal gå. At det ikke er alvorlig, at vi kan komme hjem om lidt fordi det sikkert bare var en misforståelse. Mens den anden side af mig bliver ved med at fortælle at det sikkert er alvorligt, at hun nok kommer til at ligge der længe, eller værre hun kunne dø. Hvad hvis den side havde ret, hvad hvis hun skulle dø. Jeg kan ikke leve uden hende, jeg elsker hende, og jeg vil ikke miste hende. Hun har altid hjulpet mig med alt.

Ligesom den gang hun kom hen til mig, og lagde sin varme bløde hånd på min kind. Og sagde "det hele skal nok gå." Det var som om jeg ikke fandtes mere, alle mine tanker forsvandt, og alle mine problemer var væk. De fem ord kunne gøre så meget. Alt skal nok gå. De kunne få hele min verden til at gå i stå, Men kun et øjeblik. Men det øjeblik føles altid som ti timer, og ikke ti sekunder, som det er. Men det gør ikke noget, for de ti timer, eller nærmere ti sekunder, får jeg det altid bedre. Hun ved altid hvad hun skal gøre, og hvordan hun skal hjælpe mig. Det er det, jeg elsker hende for.

Pludselig kommer lægen ud, det eneste hun når at sige er, at det hele nok skal komme til at gå godt. Hun nåede ikke at sige mere, før hun høre maskinerne larme. Det lød meget alvorligt, det begyndte at komme lyde fra operationsstuen. Hvad hvis den side af mig havde ret, hvad hvis det ikke kommer til at gå, Hvad hvis der skete en fejl.

Jeg er bange... jeg er bange for at hun kommer til at dø, og at jeg ikke får sagt farvel. Jeg kan mærke der stille ryger en tåre ned af min kind. Jeg begynder stille og roligt, at indse, at jeg kommer til at klare mig selv. Eller så meget som en seksten årig pige nu kan. Jeg kan mærke mine øjne begynder at fylde sig mere op med vand og der snart er en tåre mere på vej. Hvem skal jeg bo ved. Hvor skal jeg sove i nat. Det har altid bare været mig og hende. Mig og min mor. Jo mere jeg tænker over det, jo mere våde bliver mine øjne. Og der kom nummer to tåre, og så nummer tre. Lægen kommer gående ud. Jeg skynder mig at tørre mine øjne, og vender mig om. Og nu venter jeg bare på, det svar jeg faktisk ikke gider at høre. Det svar hvor hun fortæller mig, at min mor ikke klarede den, og jeg nu skal klare mig uden hende, og at jeg skal finde et nyt sted og bo. "hun klarede den, er der en voksen jeg kan snakke med?" jeg stod helt mundlam. Jeg vidste ikke om jeg skulle græde eller om jeg skulle grine. Og jeg er heller ikke sikker på om det var rigtigt, det jeg hørte, eller om det bare var noget jeg fantaserede mig til. Men lægen står her stadig, og smiler til mig som om alt er fint. Så alt burde være fint, eller det håber jeg på. Jeg når aldrig at besvare hendes spørgsmål, før jeg når at spørge "hvornår må jeg se min mor?" hun kigger på mig, som om der var noget galt. Jeg troede alt var fint men måske er der noget i vejen. "de skal lige tjekke om alt er okay, og så skal jeg nok komme tilbage til dig." det eneste jeg kan tænke på er om det hele er okay. Måske er det hele okay måske vil de bare tjekke min mor, for at være på den sikre side. Det er i hvert fald det jeg prøver at bilde mig selv ind, Men kun for at undgå at græde. For at undgå at såre mig selv endnu mere.

Lægen fortæller mig at min mor havde blindtarmsbetændelse, og at operationen gik godt. Bortset fra at de kom til at ramme en af hendes blodkar. Mine øjne blev våde men jeg prøvede at holde tårerne inde. Jeg troede de skulle til at sige "du burde måske sidde ned, vi beklager men din mor er død." jeg glemte helt at de fortalte at operationen gik godt. Jeg blev bare ved med at ændre det til noget dårligt, indtil lægen sagde "du må godt gå ind og se hende nu."

Jeg stod stille i lidt tid. Jeg havde ikke regnet med at skulle se min mor ligge i en hospitalsseng, efter en operation. Der trillede en tåre ned af min kind. Men ikke fordi jeg var bange denne gang, Nej, det var fordi at jeg vidste med sikkerhed, at hun havde det godt. Eller så godt man nu har det efter en operation. Jeg står i døråbningen, og kigger på min mor. Jeg troede aldrig jeg ville være en af de personer, der ville opleve at deres mor skulle komme på hospitalet. jeg toede aldrig at jeg ville blive tvunget til at være stærk. At jeg ville blive tvunget til at være stærk for min mors skyld. Jeg står helt stille. Det føles som om jeg har lænker på. Det er som om jeg ikke må flytte mig, nok fordi jeg helst bare vil have det var en drøm, en drøm som viste sig at være et mareridt, men som alligevel endte godt. Når jeg endelig får mig brudt fri af lænkerne, skynder jeg mig hen til min mor

Tårerne flyder ned af kinderne på mig, imens jeg krammer min mor "jeg troede du skulle dø, jeg troede du ville være væk for altid." "Bare rolig min skat. Alt skal nok gå."