Kære Kiki.
01-02/1903
Jeg fryser stadig nu hvor det er starten af februar. Kun lidt over en måned til det bliver varmere. Forhåbentlig.
Idag vågnede jeg af at mine fingre var frosne og køerne fra nabo gården trampede af sted udenfor. Det gik op for mig at jeg skulle skynde mig ud for at gøre mine morgen pligter inden hun vågnede. Kun 3 æg blev det til idag. Det ene smadrede da jeg gled på den lille smule is, der ikke var smeltet endnu. En halv spand mælk og et brød fra naboen.
En ting der undrer mig ved dagens morgen. En lille pige med en flot rød ternet kjole og nye skinnende lak sko, legede med sten og grene. En anden lille pige med slidte laser og uglet hår betragtede de velhavende, deres små træ biler og hinkesten.
Hvorfor ikke lege med det man selv har mulighed for?
Jeg kan se på det gyldne lommeur at klokken er fire minutter over to. Og fire plus to er seks. Klokken seks kommer en grevinde til vores gård. Jeg må ikke være der når hun er der. Mest fordi at jeg kunne smitte, med alt det snavs, og med alle de sygdomme jeg nu engang kunne have. Det er da egentlig også mig der har største ret til at se grevinden. Jeg har jo aldrig set hende. Ikke engang fået et glimt.
Brønden er frosset fast, og er stadig ikke tøet op. Hun råber de kolde råb og kaster koste og spande efter mig. Mit hjerte gør stadig ondt. Alle ved hvorfor, også mig selv, men ingen. Slet ingen, tør indrømme det.
En velsignelse blev hørt og en tanke der rammer mig. Hvem er det en velsignelse for?
~ Elisa
YOU ARE READING
1903
General FictionElisa lever i det 19. Århundrede og betror sig alt til sin gamle dagbog. Man kunne i det 19. Århundrede være heldig, ligesom i dag, at have et normalt liv med varme og tryghed. Man kunne også være ligesom Elisa. Leve utrygt og farligt.
