Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
*Justins synsvinkel*
Det var blevet mandag, og solen var stået op for 2 timer siden. Jeg skulle optræde i Chicago i aften. Det var en lang køretur i tourbussen helt fra Stratford i Canada. Jeg havde spist hjemmefra, men jeg havde, for en sikkerheds skyld, også taget noget med. Køleskabet jeg bevarer blodposerne i, står i kælderen. Det er lænker på, og det er kun mig, der har nøglen til låsen. Ingen ved, hvad der er deri, og ingen kommer til at vide det. Det er kun mig der ved det... Tourbussen har heldigvis også et køleskab. Faktisk flere. Jeg har mit eget.
Jeg savner D/N. Jeg tænker på hende hele tiden. Der er gået en uge, og hun har ikke ringet eller skrevet, siden jeg tog afsted. Hun ved formentligt ikke, at jeg er taget til USA. Jeg kunne selvfølgelig have kontaktet hende for længe siden, men jeg vidste ikke, om hun havde havde tid. Skal jeg skrive til hende? Eller skal jeg lade være? Ligemeget jeg ringer...
*Min synsvinkel*
Jeg har ikke haft kontakt til Justin i en uge nu. Jeg ville ikke skrive eller ringe, fordi jeg regner med, at han har haft rimeligt travlt. Jeg tænker på ham hele tiden, og ville ønske, han aldrig var taget afsted. Gad vide om han overhovedet var i Canada endnu. Carolines havde nævnt, at han skulle til USA om ikke så længe. Caroline er min bedste veninde. Hun er som sagt kæmpe fan. Jeg har virkelig lyst til at ringe til ham. Skal jeg tage chancen...? Det gør jeg! Jeg greb ud efter min mobil. I øjeblikket mine fingre får fat om siderne på telefonen, begynder den at vibrerer. Det var som om min berøring var magisk. Nogen ringer til mig. Det var Justin! Kunne han læse mine tanker? Var han i nærheden? Spørgsmålene løb gennem mit hoved på millisekunder. Jeg besvarede opkaldet og rettede kameraet mod mit ansigt. Han ringede på facetime.
"Godmorgen!" Sagde han glad.
"Godmorgen." Sagde jeg og smilede. Hvorfor er han altid så frisk klokken lort? Generelt bare altid.
"Jeg har savnet dig, og jeg tænkte på, om du havde travlt for tiden." Tilføjede han pludseligt.
"Jeg har også savnet dig, og nej det har jeg ikke. Hvorfor spørger du?"
"Jeg ville høre, om du har mulighed for at komme med mig på tour i øjeblikket. Jeg er i Chicago lige nu, og det er altså lidt ensomt uden dig. Har du lyst til det?" Sagde han.
Jeg kiggede på ham med store øjne, som om han lige havde spurgt mig, om jeg vil dø i morgen. Vidste han godt, at det var en hver Beliebers drøm at få det tilbud?
"Er du sindssyg? Selvfølgelig vil jeg da det!!" Sagde jeg lidt for højt.
"Perfekt! Du kan blive fløjet herud om nogle timer. Pak dine ting, og så ses vi snart igen, ikke?" Han smilede stort.
"Jo! Vi ses!"
"Vent Justin!" Jeg nåede det lige, inden han lagde på.
Han observerede, at jeg bad ham vente og blev derfor ekstra opmærksom. Hans øjne var klare. De funklede som nyslebne diamanter.
"Jeg glæder mig til at se dig." sagde jeg og smilte stadig stort.
Hans øjne blev mere klare. Man skulle ikke tro, det overhovedet var muligt.
"Jeg glæder mig også til at se dig, smukke. Jeg har tænkt på dig, siden jeg tog afsted i mandags."
Vi lagde på, og jeg skyndte mig ind for at pakke. Jeg anede ikke, hvor lang tid jeg skulle være væk. Så jeg tog bare en masse forskelligt tøj med. Jeg havde ringet og bedt Silas om at komme op efter nøglen. Han passer altid min lejlighed, mens jeg var væk. Han er så hjælpsom. Jeg elsker ham. Det er ham, jeg deler alle mine hemmeligheder med. Jeg har også kendt ham siden børnehaven. Så det er ikke så mærkeligt, at han er den person, jeg stoler allermest på.
30 minutter efter Silas var gået bankede det på døren. Det var Scooter og Alfredo. De var kommet, for at hente mig.
685 ord. Læs gerne næste kapitel hvis du kunne lide det her :))
