Vampyrerne og dæmonerne

Kapitel 2

*Alvidene fortæller's POV*

Arne, bor nede i den anden ende af byen. Nede, fordi dernede ligger de billigste tre fire huse i byen Ganderup og det er rent faktisk dernede solen skinner mindst i byen fordi det samtidig er på skyggesiden og nede måske i virkeligheden fordi de andre borger i byen Ganderup kigger ned på de mennesker. Den øvrige del af byen Ganderup ligger nærmest på et højdedrag, med fine udsigtsboliger, ja, nærmest små palæer. Og jo højere man har sin bolig liggende i Ganderup, desto mere har man at skulle have sagt i det lille lokale samfund, når for eksempel skal vælges ny juleudsmykning til byens elskede og for nogle forhadte skovområde. Dette fænomen med boligplacering og magten har de sidste år resulteret i at de sidste huse på toppen af højdedraget i Ganderup ligger meget, meget tæt, så tæt at man har bygget meter høje stakitter imellem boligerne for ikke at genere hinanden mere end højst nødvendigt.
Arne burde nok egentlig gå i skole, han tror nok måske det gælder om en femte, sjette klasse, men hvad gør det, Arne har det han skal bruge og gider ikke skolen. Han har en seng at sove i, lidt mad derhjemme, når moren endelig gider at lave noget mad, er der nok til et par eller tre dage, eftersom hun primært sover hele dagen. Faren har vistnok to-tre jobs og en familie mere at tage sig af så ham ser de ikke meget til. Så derfor er ikke nogen af dem der ligger mærke til hvad Arne egentlig render og laver. Dagene går som regel altid med at tjekke op på hvad der kan være af småjobs rundt omkring, små jobs der helst skulle give en eller anden form for kontant afregning. En af de simple små job Arne tager og som han faktisk tjener ret godt på, er at samle pantflasker. Jobbet som flaskesamler er han ikke så stolt af som nogen af de andre jobs han har, derfor arbejder han som regel først med dette når det bliver mørkt. Et af de bedste steder at samle flasker er ved og omkring skovvejen.    
Men i aften, bliver han pludselig forstyrret af en pige, der har fodboldtøj på og har temmelig travlt. Først kaster Arne sig ind imellem buskadset da han for øje på pigen, fordi han ikke vil miste ansigt og der er altså ikke nogen der skal se ham samle flasker op.
Alt imens han sidder og holder øje med at pigen løber forbi, falder pigen pludselig over nogle glatte rødder og taber hendes tegnebog, pigen løber noget fortvivlet videre, dog uden hendes tegnebog. Arne skynder sig at tage tegnebogen og løber derefter pigen for at give hende den tilbage. En ting Arne har lært i livet er at ærlighed kommer man længst med. Arne løber ikke tit og har på ingen måder luft nok til at kalde på denne pige, som åbenbart sætter tempoet højere højere op.