Life on the outside | 1

Han er hjemme

Mit vækkeur ringer og vækker mig klokken halv ti næste morgen. Jeg sukker tungt og tvinger mine tunge øjenlåg åben. Morgener er ikke lige mig. Jeg tager en dyb indånding og tvinger mig selv ud af min seng. Jeg trasker ind på mit personlige badeværelse og kigger på mig selv i spejlet. Jeg sukker tungt endnu en gang og tvinger en børste gennem mine brune, bølgede lokker. Jeg ligger børsten fra mig og plasker koldt vand i mit ansigt. Jeg tørrer vandet væk og kigger ind i mine blå øjne. Jeg prøver at tvinge et smil frem, men det ligner mere en grimasse end noget andet.

Næsten alle har mindst én ting ved sig selv, de kan lide bedre end andet. Min ting har altid været mine øjne, da blå altid har været min ynglings farve. Men især i de sidste tre år har jeg haft svært ved at kigge mig selv i de blå øjne, jeg deler med min tvillingebror. Min øjne får mig kun til at tænke på Louis, og når jeg tænker på Louis, bliver jeg som regel sur eller irriteret.

Jeg forlader badeværelset og går hen til mit klædeskab. Jeg beslutter mig for sorte jeans, en hvid top og min lyseblå denim jakke som næsten matcher mine øjne. Jeg finder mine hvide Toms frem fra under min seng og tager dem på. Derefter går jeg ned ad trapperne og direkte hen mod hoveddøren. Jeg kommer dog ikke ret langt, før jeg bliver stoppet af en stemme bag mig.

"Hvor skal du hen?" Spørger Charlotte. Jeg vender mig modstridende om mod hende og ser, at hun sidder på sin sædvanelige plads ved køkkenøen. Hun er iført en kort, pink sommerkjole med sten ved halsen. Hendes lange blonde hår er sat op i en knold på toppen af hendes hoved. Hendes makeup er perfekt som på en hver anden dag.

"Hvorfor bekymre du dig om det?" Spørger jeg og ligger armene over kors. Hun ruller med øjnene og tager en slurk fra sin kaffekop. Hun drikker det, selvom hun godt ved, at mor ikke mener, at hun er gammel nok til det. Jeg ruller næsten med øjnene bare ved tanken om det

"Det gør jeg heller ikke," beslutter hun og tager sin kop op til sine læber endnu engang. Den her gang ruller jeg med øjnene; hun er umulig at have en intelligent samtale med.

"Okay, vi ses," siger jeg over min skulder, mens jeg lukker hoveddøren bag mig. Hun kan virkelig bringe det værste ud i mig nogen gangen. Jeg går hen til min lille, røde bil og tænder for motoren. Jeg bakker ud af indkørslen og kører mod det sted, hvor jeg bruger et par timer af min dag to gange om ugen.

"Vredes terapi", som min mor kalder det, hvor det er meningen, at jeg skal lære at styre den blændende vrede inde i mig. Jeg startede ved gruppen for cirka tre år siden - to år efter Louis deltog i x-faktor - da han besluttede sig for at cutte kontakten mellem os.

De to år var de bedste år i mit liv. Jeg har aldrig haft mange venner, faktisk tror jeg, at jeg aldrig rigtig havde nogen venner ud over Louis. Han var min bedste ven - min eneste ven. Vi gjorde altid sammen også selvom, han blev berømt. Jeg kom og besøgte ham i London, tog med ham på turné - jeg blev endda gode venner med hans bandmedlemmer. Det var en dejlig tid, en glad tid. Lige indtil den dag, hvor jeg pludselig ikke var god nok til ham mere. Han fik andre venner, han fik en kæreste, og til sidste holdte han helt op med at ringe. Han svarede ikke på min opkald eller på mine sms'er.

Det var der de næste tre års helvede begyndte for mig. Jeg har ikke set min bedste ven - min tvillingebror - i tre år, og jeg er rasende på ham. Jeg er også ked af den måde, det er endt mellem os, men hadet er størst, stærkest, og det overskygger alle andre mulige følelser, jeg har inde i mig.

Jeg tager en dyb indånding og går ind i den store, kolde bygning.

* * *

Timerne efter et møde er altid de værste for mig. Der er blevet revet op i mine følelser, strøger salt i såret, pillet ved gamle minder, og jeg er meget ustabil. I de timer kan ingen være sikre på, hvordan jeg reagerer overfor ting. Derfor har jeg det ikke godt med at min lillebror og hans venner lige er kørt op i vores indkørslen.