Prolog
Diagnosen blev sat for et par uger siden, men lægerne har fortalt, at der ingen diagnose er. De ved ikke hvad der er galt med mig.. Det eneste de fortalte mig den dag var ”Du klarer dig sommeren over, men så ikke længere. Vi beklager, der er intet vi kan gøre.” Lægerne havde set med medlidenhed på mig, mine forældre var begyndt at græde, men jeg kunne ikke gøre andet end at rejse mig op, og gå. Jeg gik bare, lod lægerne og mine forældre sidde tilbage. Lagde dem bag mig, men det var bare sådan jeg reagerede. Jeg skal dø…
Angsten rev i min krop. Tårerne fik frit løb, og adrenalinen der kom udad ingenting pumpede i mit blod. Jeg sad ude på lægehusets toilet, sammenkrøbet i hjørnet. Min lille verden bristede mellem mine hænder, som sand der glider gennem fingrene. Mine sytten års minder blev pludselig meget dyrebare. Men det værste er at vide at du er sytten år, men aldrig når at blive atten. Du får aldrig set hele verden. Du får ikke et rigtigt arbejde. Du oplever aldrig kærligheden. Du når ikke at udleve dine drømme…
Jeg låste mig inde på mit værelse de næste par dage. De lyseblå vægge virkede beroligende i starten, men timerne gik, minutterne gik, sekunderne gik. Alt gik videre undtagen mig, jeg lå ubevægelig på sengen. Sengen var min mur, på en måde følte jeg at hvis jeg lå her ville jeg aldrig dø, ingen ville kunne skade mig og tiden ville gå i stå, men så huskede jeg på de tikkende sekunder. Tik tak. Tik tak. Tik tak. Der var intet andet for end at komme udad min boble, og prøve at leve lidt. Hvis jeg nu alligevel skulle dø, kunne jeg vel lige så godt leve mine sidste dage som var de resten af mit liv… Hvilket de jo også er.
