Rising Moon (dansk) on hold

Kapitel 8

                 

Jeg stod foran Ethan og så ham forvirret i øjnene. Jeg kunne stadig ikke få min drøm ud af hovedet. Var det monster som havde forfulgt mig i mine mareridt virkelig den ulv. Jeg ved ikke hvorfor, men i min hjerne havde jeg forestillet mig noget mere uhyggeligt og drabeligt... Men af en eller anden grund virkede det ikke som om ulven ville mig noget ondt. Det forstod jeg bare ikke, hvorfor havde den så forfulgt mig så længe, hvad ville den med mig?

"Ethan hvad mener du med at jeg havde en halv transformering?" Jeg kunne mærke at min stemme rystede, mest fordi jeg var bange for hans svar. Det havde været en virkelig uhyggelig oplevelse at vågne op i en krop som føltes helt forandret.
"Julie skal vi ikke sætte os et andet sted, hvor vi kan snakke?" Sagde han. Jeg nikkede let og fulgte med ham ind i skoven.

Solen var allerede på vej op over horisonten, og badede himlen i lilla farver. Vi var kravlet op i det store træ i lysningen, og sad ved siden af hinanden, med benene hængende ud i luften. Ethan kiggede over på mig.
"Julie, først bliver du nød til at love mig en ting," sagde han. Jeg nikkede, for at få ham til at fortsætte. "Du må love mig at du hører alt hvad jeg vil fortælle dig, og at du ikke fortæller det til nogen."
"Det lover jeg," sagde jeg ærligt. Og han begyndte.
"Okay, du bliver nød til at vide at der er meget mere i den her verden, end hvad du går og tror." Jeg forstod ikke helt hvad han mente, men nikkede stille. Jeg var godt klar over at der var sket noget jeg umugeligt kunne finde nogen logisk forklaring på i nat.
"Du ved hvordan man i gamle dage havde en masse myter om overnaturlige mennesker, som havde nogle unaturlige evner. Nogle af de myter var slet ikke forkerte, de var faktisk sande." Han så over på mig, som for at se min reaktion på det han sagde. Jeg kiggede bare ud over skoven, og prøvede at fordøje hans ord.
"De mennesker lever stadig i dag." Jeg så det slørede billede af den brune skiggelse som langsomt blev til en dreng, Ethan, for mit indre øje.
"Du er en af de mennesker," sagde jeg så. Han nikkede bekræftende. Det kom overraskende nok ikke rigtig bag på mig. Ethan var altid så mystisk og anderledes, for ikke at snakke om det der skete i nat. Jeg kiggede over på ham.
"Hvad er du så?" Han mødte roligt mit blik.
"Jeg er en varulv." Jeg rynkede brynene. Varulve, tænkte jeg. Ulve... Et billede af den rødlige kastanjebrune ulv fra min drøm, poppede op i hovedet på mig.
"Jeg forstår godt hvis det er svært at forstå," sagde han. Det var det. Det var ikke naturligt. Jeg havde altid fået at vide at der ikke fandtes den slags overnaturlige væsner. Men alligevel, alligevel, var det som om en del af mig ikke fandt det så mærkeligt. Som om jeg måske inderst inde altid havde vist det. Jeg så op mod himlen.
"Så du kan altså skifte form... til en ulv...? Han nikkede.
"Du så det selv. Ude i skoven."
"Når det er fuldmåne... bliver du så til en ulv?" Jeg så spørgende over på ham. Han nikkede, og smilede skævt. Jeg rystede let på hovedet, det her var virkelig syret.
"Men det forklarer ikke hvorfor du er interesseret i mig?" Jeg kiggede igen over på ham, og han mødte mit blik.
"Julie, du fortalte at du har haft en masse drømme om af blive forfulgt af noget i en skov. Det var der jeg blev næsten helt sikker på at det var sandt. Det skete også for mig." Jeg kunne godt fornemme hvor det her ledte hen, og jeg var ikke sikker på at jeg var klar til at høre det. Jeg rystede bange på hovedet, mens jeg så ham i øjnene. Han tog let om min hånd.
"Du er en varulv, hvad end du vil indrømme det eller ej, det er ikke noget du kan lave om på."
"Ethan jeg kan ikke." Jeg var bange. Bange for at hvad han sagde var sandt. Og bange for hvad det ville betyde for mig.
"Julie du behøver ikke gå igennem det her alene, jeg lover dig at jeg nok skal være der for dig." De store brune øjne kiggede ærligt på mig. "Jeg har selv været igennem det...," sagde han. Der var en form for medlidenhed i den måde han sagde det på, som gjorde at jeg fik det lidt bedre. Vi sad lidt et par minutter, mens jeg lige så stille prøvede at sunde mig, og vænne mig til tanken om at jeg var en varulv. Bare at tænke det virkede mærkeligt.

"Er det slemt?" spurgte jeg. "At være ulv mener jeg?" Han så forundret på mig, hvorefter han så ud over skoven, og et smil begyndte at brede sig over hans læber.
"Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg det er det bedste der er sket for mig, jeg elsker det. Det er ligesom at være i en helt anden verden, hvor du er en del af naturen på en anden måde, end man overhovedet kan forestille sig," jeg kunne høre han virkelig mente det. Måske var det slet ikke så slemt at være varulv, tænkte jeg stille for mig selv.
"Så da du sagde at det jeg oplevede før, var en halv transformering, og at det ofte sker lige op til den endelige transformation. Betyder det så at min Endelige transformation er snart?" spurgte jeg en smule ængstelig. Jeg vidste ikke om jeg var klar til at det skulle ske lige nu, det hele gik så stærkt.
"Ja, den endelige transformation sker på den første fuldmåne efter din attenårige fødselsdag," svarede han. Så gav det god mening, jeg havde jo fødselsdag om fem dage. Men der kunne stadig gå lang tid før det var fuldmåne.
"Og hvornår er den næste fuldmåne?" spurgte jeg. Han ventede lidt med at svare, og så alvorligt på mig.
"Om fem dage..." svarede han.

Hej alle jer dejlige mennesker, som har lyst til at læse med i min historie. Det er vildt fedt! Og tak til jer der har stemt og kommenteret.❤️
Nu er ferien jo desværre snart slut😪 og det betyder at jeg ikke har mulighed for at kunne lægge nye kapitler ud hver dag, som jeg har gjordt nu her. Jeg går på efterskole, så derfor har jeg ikke så meget tid i hverdagene til at skrive. Men jeg lover jer at jeg vil gøre mit bedste for at udgive nye kapitler så ofte som muligt. Og bare rolig der skal nok komme nogle!
Håber i synes at historien er god, og så må i have en fortsat god mandag❤️❤️❤️
- Christina