Rising Moon (dansk) on hold

Kapitel 2

Jeg havde egentlig tænkt mig at gå alene til frokost og sætte mig udenfor og spise den, men Ava havde bogstavelig talt slæbt mig med hende ind i cafeteriet, mens hun fablede om at der var en jeg skulle møde. Da vi sad ved et af de runde borde, havde Ava introduceret mig til hendes ven Daniel. Han var høj med en flot mørkeblond hårfarve og grønne øjne. Jeg havde valgt en tunsandwich og et æble fra kantinen, Daniel og Ava havde begge taget en pastasalat med kylling. Vi sad ved det bagerste bord i spisesalen, med udsyn til alle bordene. Ava sagde det var det bedste bord, for så kunne man se alle uden at de behøvede lægge mærke til en, hvilket hun allerede havde gennemskuet at jeg satte pris på. De sad og snakkede om skolens forskellige klubber, da de var sikre på de ville finde den perfekte klub til mig, efter jeg havde fortalt dem at det ikke rigtig var mig at være med i klubber. "Du skal da helt sikkert tilmelde dig til billedkunst, det ville være lige noget for dig. Du kan jo godt lide og tegne og sådan noget ik?", spurgte Ava.

"Jo, men jeg ved nu ikke om jeg har lyst til at have en lære til at fortælle mig hvad jeg gør rigtigt og forkert, jeg kan godt lide at kunne tegne frit", svarede jeg. Jeg kan ikke lide at føle mig fanget af andre, jeg har det bedst ved at føle at jeg har frihed til at gøre hvad jeg har lyst til. Ligesom når jeg er ude i skoven, der er der heller ikke nogen der bestemmer over en, det er bare naturen, som lever i sit eget kredsløb.

"Men Julie, det kunne da være sjovt, og sådan er billedkunst læreren altser ikke, hun er virkelig sød. Du skulle tage og overveje det", sagde hun og sendte mig et smil, før hun tog en pasta i munden.

"Jeg er lige kommet på fodboldholdet, det er vildt fedt, bortset fra at vi har Jack Winslow", Daniel lavede en skulende bevægelse over mod et bord i den anden ende af spisesalen. Jeg kiggede over mod bordet, Ethan sad der, sammen med en høj muskuløs dreng. Han var nogenlunde samme højde som Ethan det vil nok sige 20 - 30 cm højere end mig, som kun lige har nået 160, hvilket var en stor sejr for mig. Hans hår var kulsort ligesom de flotte markante øjenbryn. Han sad arrigt og spiste sin sandwich, som havde den gjort ham noget. Ethan derimod sad helt roligt og eftertænksomt og kiggede ud ad et af de store vinduer, mens han spiste en tunsandwich. Omkring dem sværmede det nærmest med piger, som desperat prøvede at komme i kontakt med dem. Tre af dem havde jeg lagt mærke til før, de var med i engelsk timen. Det var Kayla, Amanda og Lucy, som ifølge Ava var skolens mest snobbede gruppe af barbiedukker. Ikke at deres udseende ikke allerede havde fortalt mig det. De havde ikke bare makeup på, det lignede mere en form for krigsmaling, som sikrede dem at de fik alle drengenes opmærksomhed. Det var dog kun Jack som virkede til at lægge mærke til dem der. De sad over for de to drenge og plaprede løs mens de slog dramatisk ud med håret og tjekkede sine negle. Lige pludselig banker Jack den ene knytnæve hårdt ned i bordet, mens han rejser sig hurtigt fra sin stol, og alle i spisesalen bliver stille og kigger i deres retning. "Jeg sværger jeg flår ham i styk", mere nåede han ikke at sige før Ethan var fløjet op fra sin stol og greb ham hårdt om håndleddet, mens han kiggede ham dybt i øjnene, og sagde noget jeg ikke helt kunne ænse. Det var som om der var noget i Jacks øjne. De blev ligesom mere gyldne, som var der noget vildt som længtes efter at komme ud, men efter Ethan sagde de ord, forsvandt det. "Det er godt Ethan er her til at holde styr på ham, så han ikke går grassat", sagde Daniel nærmest lettet. Jeg kiggede undrende over på ham. Han nikkede som forstod han min forvirring. "Jack har et problem med sit raseri. Ham og Ethan er fjern familie, jeg tror det er derfor Ethan altid tager sig af ham. Han er den eneste her på skolen, som Jack har respekt for", sagde han.

"Ja og det skulle ikke undre mig hvis det var dig han snakkede om Daniel, han kan ikke ligefrem være henrykt over at du er kommet på fodboldholdet", sagde Ava og kiggede fraværende på sine blå lakerede negle. "Da de gik i tredje klasse tog Jack Daniels Madpakke for at drille ham. Daniel blev så sur på ham og de kom op og skændes. Til sidst slog Daniel ham i ansigtet. Det skulle han bare aldrig have gjort, Jack blev selvfølgelig pisse sur, men Ethan fik ham trukket væk, så han fik aldrig sin hævn. Lige siden har de to ikke kunne tåle hinanden, og Jack har i hvert fald ikke glemt hvad der skete."

"Det har jeg da heller ikke!" sagde Daniel arrigt. "Han er så pisse arrogant og tror han er bedre end alle andre, jeg kan bare ikke holde det ud".

"Ja det er vist godt Ethan også er på fodboldholdet ellers ville det da gå helt galt mellem jer to", sagde Ava små grinende.

"Det er slemt nok at skulle prøve at spille sammen med ham", sagde Daniel irriteret.

"Ja men ham og Ethan er ligesom de bedste på holdet, så jeg tror ikke du skal regne med at de ryger af holdet lige foreløbig", sagde Ava drillende. Daniel gav hende dræberblikket før han fortsatte med at spise sin pastasalat.

På vej hjem fra skolen valgte jeg at gå ind i skoven. Duften af de grønne blade og mosset fik mig til at slappe helt af. Lyset strømmede ned i kegler gennem træernes blade og lyste skoven op i grønne og gul-orange farver. Jeg ledte længe efter det perfekte træ at sidde i, og fandt til sidst et stort sollidt træ midt i en lysning. Perfekt, tænkte jeg. Så begyndte jeg at klatre op ad træet og satte mig på en tyk gren jeg havde udvalgt. Jeg satte mig til rette med ryggen mod træstammen og trak min tegneblok og en blyant op af tasken. Jeg begyndte at tegne nogle grundformer, og puttede så mere og mere på. Jeg lagde flere dimensioner i med skygger og lys. Så tegnede jeg alle stregerne op så de blev skarpe og kontrasterne blev mere markante. Jeg sad fordybet i tegningen længe da jeg pludselig hørte en lyd inde mellem træerne. Jeg kiggede ned mod jorden og så en dreng nærme sig lysningen. Da han kom nærmere gik det op for mig at det var Ethan. Han kiggede på mig med et overasket udtryk. Så nærmede han sig langsomt mit træ, og jeg begyndte at undre mig over hvad han lavede ude i skoven. "Du har fundet min hemmelige sted kan jeg se", sagde han, og kiggede stadig indgående på mig med de store mørkebrune øjne, og jeg var klar til at blive suget væk i dem.

"Der er mange træer i den her skov", sagde jeg så roligt med fast stemme. Han skulle i hvert fald ikke komme her og tro han kunne smide mig væk. "Ja men ikke ligeså gode træer som det her", sagde han med et smil og svang sig så let som ingenting op på min gren, så han sad lige ved siden af mig. Han duftede fantastisk næsten ligesom skoven. Jorden, bladende, blomsterne. Bare endnu bedre. "Her er der udsigt over søen, og man kan holde øje med det meste af skoven herfra", sagde han og kiggede ud over landskabet. Jeg fulgte hans blik, og blev overvældet af alle farverne, mens jeg havde siddet og tegnet var solen næsten gået helt ned. Nu farvede den hele himlen i alle mulige røde, lyserøde og lilla farver. Jeg sukkede imponeret over naturens evner til at skabe noget så smukt, da det gik op for mig at han betragtede mig. "Hvorfor kommer du her?" spurgte jeg og prøvede at lyde ligeglad. Det var ikke ligefrem hvad jeg havde forventet af en af skolens mest populære drenge, og sidde ude i skoven i sin fritid. Ville han ikke hellere være i byen, eller sammen med sine venner?

"Jeg kan godt lide skoven", sagde han og kiggede igen på mig med et skævt smil, som var lige til at få et hvert pigehjerte til at smelte. Pis, koncentrer dig Julie. Jeg flyttede min opmærksomhed tilbage til tegningen, og fik et chok. Det gik først op for mig nu hvad jeg havde tegnet. Det var et meget mørkt billede, med et stort behåret skjult uhyre. Lysende øjne inde bag et mørkt krat og skarpe tænder, var blottet. Bag krattet kunne man ane den store måne lyse ned på uhyret. Jeg kom til at tænke på mine mareridt og fik det pludselig dårligt. Ethan må have opfattet mit lille chok, for han blev i hvert fald nysgerrig. "Hvad tegner nu?" spurgte han, og smilede et helt fantastisk smil til mig. Det var første gang jeg havde set det før. Det var oprigtigt og havde en vis nysgerrighed gemt i sig. "Øh altser den er ikke færdig endnu, det ligner slet ikke noget endnu", sagde jeg og prøvede at lyde henkastet, mens jeg hurtigt lukkede blokken sammen, og febrilsk begyndte at pakke den ned i tasken igen. "Jeg burde nok også se at komme hjem det er ret sent", sagde jeg, svang tasken over skulderen og begyndte at klatre ned ad træet. "Vent! Julie ik?", råbte han efter mig. "Jo", sagde jeg og sendte ham et skævt smil, på vej ned ad træet. "Okay vi ses i morgen Julie", sagde han så, og sendte mig endnu et af hans fantastiske smil.

"Ja vi ses", sagde jeg og gik så hjem.

Hej igen

Så er kapitel 2 ude, håber i kunne lide det. Jeg har lavet lidt om i det første kapitel, så beklager hvis der er noget der ikke giver mening. Ha en god påske :)