Life saving | 2 | S.H

16

*~Fjorten dage senere~*

Jeg står ved døren og venter på, at de kommer hjem. Der er gået fjorten dage og idag kommer min storebror hjem igen. Emily står ved siden af mig og virker til at være ligeså spændt som mig. Det virker lidt underligt, hvis man tænker på, hvordan hendes forhold er til drengene. Men så alligevel. Jeg ved, at hun er forelsket i Lauritz. Det var ikke svært at finde ud af. Hun var inde på hans værelse flere gange om dagen, hun render rundt med et billede af ham i sin taske over alt, og hun snuser til hans tøj. Hun tror, at hun er rigtig snedig, men jeg er over alt.

Jeg bliver revet ud af mine tanker ved lyden af døren, der bliver åbnet. Det første jeg gør er at løbe hen til Lauritz og hoppe op til ham i et kram. Han slår armene om mig og tårerne forlader mine øjne.

"Du må aldrig forlade mig så lang tid igen!" Mumler jeg med tårerne fortsat ned ad mine kinder.

"Jeg lover, at jeg tager dig med næste gang," siger han. Jeg kan hører tårerne i hans stemme. "Jeg tror, at der er en der gerne vil snakke med dig."

"Så længe der ikke er Stefan, han har ikke kontaktet mig de sidste fjorten dage," svarer jeg og hopper ned fra Lauritz.

"Jamen det er vidst meget vigtigt," kommentere Pelle. Jeg kigger direkte på Stefan.

"Siden det er to uger siden, at han sidst kontaktede mig, kan det ikke være så vigtigt, som I siger det er," siger jeg med armene over kors.

"Stella jeg har været sammen men en anden!" Ryger det ud af Stefan. Jeg kan nærmest hører tårerne i hans stemme. Jeg kan ikke fatte, hvad jeg lige har hørt. Burde det ikke være mig, det skulle tude lige nu?

"Jeg kan ikke bruge dine tårer til en skid! Jeg troede, at jeg betød noget for dig!" Råber jeg og løber ud af døren. Før jeg smækker døren i bag mig, når jeg lige at hører Emilys kommentar.

"Se, Jonas. Jeg sagde jo, at han er en player!"

Jeg løber, alt hvad jeg kan mod Anthons hus. Lauritz må tror, at jeg er helt døv, hvis han tror, at jeg ikke kan hører hans klik-sko. Jeg ved, at de følger efter mig.

Jeg når til Anthons hus og åbner den. Til mit held står Anthon lige bag døren. Vel vidende om at de kan se alt, hvad jeg laver, går jeg hen til Anthon og kysser ham. Jeg vender mig om og kigger direkte hen på den hæk, jeg ved, at de gemmer sig bag ved.

"Så står vi vidst lige!" Råber jeg så højt, så jeg ved, at de kan hører det.

"Ikke helt! Han var i seng med en anden!" Råber Lauritz tilbage. Jeg vender mig om og kigger på Anthon.

"Godt nok er du min bedste ven, men det kommer ikke til at ske," siger jeg til ham og går ud af huset. Jeg lukker døren efter mig og går hen til min bror og hans venner.

"Stella, nu hvor vi alligevel er ude, kan vi så ikke tage hen til ham Mikkel og få mere af det der hvide pulver?" Spørger Emily. Jeg slår mig på panden og ryster på hovedet. Det sagde hun bare ikke lige det der!

"Undskyld mig men hvad sagde du lige Emily?" Spørger Lauritz og kigger fra Emily og mig.

"Øh ja. Det hvide pulver gør os hyper. Stella har fortalt mig, at man ikke skal tage for meget på én gang. Så ender man bare på sygehuset. Hun siger, at hun har prøvet det selv," svarer hun. Lauritz tager fat i min arm og slæber mig med efter sig.

"Av Lauritz hvor skal vi hen?" Råber jeg. Jeg river min arm til mig og prøver at løbe væk. Pelle dukker op ud af den blå luft og løfter mig op.

"Den går ikke. Du skal, om du så vil det eller ej," siger han og følger efter Lauritz.

"Det her er kidnapning," kommentere jeg med armene over kors.

"Ej Jonas det kan du ikke mene!" Udstøder Emily bag os. Jeg kigger tilbage på hende og ser hende bliver slæbt afsted af både Jonas og Stefan.

"Jo du er da lige så meget indblandet," svarer Jonas.

"I kidnapper os!" Svarer Emily.

"Nej vi hjælper jer, som vi skulle have gjort ved Stella for længe siden!" Svarer Stefan.

"Tak for lort!" Råber Lauritz efter ham.

"Det er jo rigtigt. Havde vi hjulpet hende for længe siden, stod vi ikke i den her situation lige nu," kommentere Pelle og forsætter med at bærer mig.