En bog om 1000 følelser

At Fylde

Et huskebrev til mig selv.

At give sig selv lov til at fylde er noget som mange kan.

Det er også noget som nogle skal lære.

Jeg skulle lære det.

På min gamle skole var jeg omringet af en vennegruppe, som var optaget af sig selv og om hvordan man blev, så falsk som muligt. Ingen af dem var sig selv, de havde alle sammen det samme tøj, hår, smykker og personlighed.

Jeg var usynlig for dem.

De var ligeglade med mine følelser.

Jeg blev konstant ignoreret og holdt udenfor, på min gamle skole. Jeg havde det som om jeg ikke blev hørt. Så jeg hjalp dem, jeg gjorde mig selv lille. Når jeg snakkede, ville jeg snakke så lavt at man næsten ikke kunne høre mig.

Jeg viskede mig selv ud. Alt hvad jeg havde at sige var lige meget i mit hoved. Jeg ville bare være med. Men jeg havde bygget vægge rundt om mig selv. Jeg havde ladet mig selv blive usynlig.

Også selv om det er 2 år siden nu, har jeg det stadigt svært med at fylde. Jeg snakker stadig lavt, men jeg prøver. Jeg prøver at sige min mening. Jeg prøver at snakke højere. Men der er altid en stemme i mit hoved, der siger, at jeg skal dæmpe mig.

Ikke snak så højt Gro.

Snak kort om din weekend, og så spørg ind til dem lige efter.

Det er lige meget spørg ind til dem.

Skift emne fordi du kan snakke i lang tid om det her.

Ikke grin så højt, de kommer til at tro, at du griner falsk.

Ikke grin af dine egne jokes (også selv om de er sjove), de kommer til at tro, du er for selvglad.

Jeg må gerne fylde og det skal jeg huske mig selv på.

296 ord