Jason, min Jason.

2

Jeg skynder mig ud på gangen, hvor jeg fortsætter hen til mit skab. Jeg åbner det, og bytter bøger, så jeg er helt klar til næste lektion. Jeg ser mig omkring. Aisha har skab ved siden af mig, men hun må være gået ind i sit klasselokale allerede. Jeg blev jo lige lidt forsinket, og vi har kun et kvarter imellem første og anden undervisningstime. Aisha og jeg læser ikke det samme, hvilket er virkelig ærgerligt. Hun er ret ambitiøs og læser noget med finans. Jeg kan faktisk ikke præcis huske hvad det er, jeg ved bare, at det ikke var noget for mig, da jeg skulle vælge linjefag.

Selv læser jeg engelsk. Det bedste jeg ved er, når jeg har tid til at læse en skønlitterær roman. For mig er at læse en roman det mest afslappende, man kan foretage sig. Desværre får jeg ikke læst så meget, da jeg går meget op i også at få noget socialt ud af at gå på college. Før i tiden var jeg meget stille, og brugte alt min fritid på enten at være sammen med Aisha, eller at læse bøger. Det besluttede jeg mig for at lave om på i slutningen af high school. Det er hundrede procent en af de bedste beslutninger jeg har taget, på trods af at jeg savner at læse. Dog får jeg læst mange noveller og digte, da dette jo selvfølgelige indgår i pensum på engelskstudiet.

Da jeg har taget mine bøger ud af mit skab, skynder jeg mig til time. I dag har allerede været den mærkeligste mandag længe, så jeg håber inderligt, at jeg bare kan få lov til at få en normal uge resten af ugen.

Jeg kommer ind i forelæsningslokalet og kigger rundt. Jeg har altid syntes at forelæsningslokalerne er alt for store, og ikke mindst meget uinspirerende at have undervisning i. De fleste sidder allerede herinde, så jeg skynder mig bare at tage en ledig plads på én af de bagerste rækker.

"Hey Jessica" lyder det, da jeg dumper ned på min stol. Jeg kigger bag mig, hvor min ven Trevor sidder. Jeg giver ham et stort smil. "Hey, jeg havde slet ikke set at du var her i dag" svarer jeg ham, mens jeg åbner min bog. Der er kun få minutter til, at timen starter. Trevor er ham, som jeg normalt sidder sammen med, når vi er i vores almindelige undervisningslokale, hvilket vil sige, at det på en måde er hans skyld og hans fravær der gjorde, at jeg lavede hele gruppearbejdet alene, med en fraværende Jason ved siden af mig i sidste time.

"Ja, undskyld. Jeg havde lidt travlt i morges, så jeg nåede ikke lige første modul" svarer han kækt. Det er typisk ham. I virkeligheden havde han nok bare ikke lyst til at dukke op. Jeg griner bare lidt af ham, og han giver mig et uskyldigt smil.

"Jeg hørte, at du kom til at arbejde sammen med den nye dreng?" Han kigger nysgerrigt på mig. Jeg sukker højt, og vender mig lidt om på stolen, så det er nemmere for mig at snakke med ham. "Ja, det må man sige. Jeg blev sat sammen med ham, fordi du ikke var der. Jeg ved ikke hvad han laver på college, for han virker ikke interesseret i hvert fald" svarer jeg ham med et træk på skulderne.

"Har du ikke hørt om ham?" spørger Trevor med et undrende blik. Jeg kigger forvirret på ham, og ryster på hovedet. "Jeg troede ellers din far ville advare dig med det samme. Jeg tænker at han kender ham ret godt" svarer Trevor, og jeg kigger endnu mere forvirret på ham. Han når ikke at uddybe, inden vores underviser Margarethe træder ind i lokalet med et stramt blik. Jeg vender mig igen om, og begynder at tage noter til timen.

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvad Trevor mente med det. Hvorfor skulle min far kende Jason? Jeg bliver nysgerrig, og beslutter mig for, at jeg bliver nødt til at spørge mere ind til det efter timen. Jeg kigger tilbage på Trevor, og giver ham et blik. Han kender mig godt, og kommer med et lavt grin, inden han bare nikker til mig.

...

Det ringer ud og mandagen på college er endelig overstået. Selvom mandag er en kort skoledag, så føles den lang, fordi ... mandag. Jeg pakker mine ting sammen, og skynder mig efter Trevor, der er i færd med at forlade forelæsningslokalet. Jeg tager fat om hans arm og trækker ham til side, da vi er kommet ud af døren. "Hvad mente du før?" spørger jeg ham nysgerrigt. Han ser forvirret på mig, og forstår tydeligvis ikke hvad jeg mener. Han har nok glemt det. Vi har også haft en lang omgang undervisning, så det er vel fair nok. Jeg rømmer mig.

"Jeg mener... Hvorfor skulle min far advare mig, og hvorfor skulle han kende Jason?"

Trevor kommer med et lille grin. Jeg er meget nysgerrig af person, det ved han. Så han havde nok også forudset, at jeg på et eller andet tidspunkt ville spørge ind til hans information, ligesom jeg lagde op til i timen. Jeg er ved at springe af nysgerrighed. På en måde synes jeg det er lidt spændende, da jeg godt ved, at der nok kun kan være én grund til, at min far skulle kende Jason.

Trevor bliver pludselig lidt mere alvorlig. Han kigger hurtigt rundt, for at være sikker på, at der ikke er nogle andre end mig, der lytter til ham.

"Han har vidst været ude i en masse lort..." begynder han. "Jeg ved ikke helt hvad, jeg har bare hørt at han har solgt noget hash og sådan lidt" svarer han.

"Aha" svarer jeg. Som jeg havde forventet. En stakkels sjæl, der som ung er kommet ud i noget lort. Det er som regel dem min far arbejder med.

"Altså, jeg aner ikke om det passer. Men det er det rygterne går på" siger han og kigger lidt rundt, for at være sikker på at der ikke er nogle, der lytter med. "Og derfor skulle han vidst også være i kontakt med din far". Han trækker på skulderne. "Så jeg tænkte, du nok vidste, hvem han var" fortsætter han. Jeg ryster bare på hovedet.

"Nej, jeg har slet ikke hørt om ham" svarer jeg, mens jeg rynker lidt på panden.

Det undrer mig egentlig også, at min far ikke har fortalt om ham. Han nævner altid hvis der er en ny rod, der skal gå på vores college. Han fortæller altid om, hvordan disse drenge ofte får en chance mere, og får muligheden for at starte på college, så de kan komme ud af det, de er endt i.

Jeg får pludseligt lidt ondt af Jason. Når min far fortæller om disse drenge, er der som regel en vild baggrundshistorie for, hvorfor og hvordan de er endt som de er. Typisk en ret tragisk baggrund.

"Nå, men du kommer vel også til festen på fredag?" spørger Trevor og river mig ud af mine tanker. Jeg kommer til mig selv igen og nikker. "Naturligvis" svarer jeg. "Hvad med Aisha?" spørger han forsigtigt.

Trevor har været forelsket i Aisha lige siden vi startede på college. Jeg ved det, men han er ikke klar over, at jeg ved det. Sådan noget er så tydeligt at se. Han spørger ind til hende hele tiden. Det er så sødt, og lidt synd. Aisha går ikke vildt meget op i fyre, og derfor lægger hun slet ikke mærke til ham, selvom jeg i smug har prøvet at få dem ført sammen. Det er bare som om der ikke rigtigt sker noget. I virkeligheden er det nok også fordi, han er så skide forelsket i hende, at han går fuldstændig i stå hver gang han skal snakke med hende. Det er sødt, men ikke ligefrem noget, der gør det lettere for ham.

"Ja, hun kommer også" svarer jeg med et smil. Han smiler til mig, og ser helt lykkelig ud. Jeg håber for ham, at han en dag kan få sagt til hende, hvad han føler. Jeg lader det ligge, selvom jeg godt ved, at han måske inderst inde ønsker, at jeg spørger noget mere ind til det.

Vi får sagt farvel, og jeg fortsætter ned til mit skab, hvor jeg tager de bøger i min taske, som jeg skal læse i til i morgen. Jeg fortsætter ned ad gangen, og ud til bussen. Aisha har fået før fri end jeg i dag, og derfor kan jeg ikke køre med hende.