The Black Dawn Prison

prolog

det var en normal dag, fyldt med sorg og vrede, hvorfor skulle det altid være mig? Hvor skulle det altid være mig det gik udover.

Jeg ved at intet ville blive som før, før mor og far døde i et biluheld og før jeg skulle bo med min fucking pædofil onkel, nå men sådan var det bare og jeg måtte lære at leve med det, jeg gik ud af mit værelse og stavrede videre på mine ben der var smadrede fra gårsdagens træning, ned af den store vindeltrappe og videre ud i det luksuriøse køkken hvor min onkel stod og lavede bacon og røræg. mmmm min livret, men der var noget galt han var altid stille og en smule sur, men nu smilede han et slesk smil og lod øjnene vandre hele vejen ned ad min krop, og så op igen, hvor han hvilede øjnene lidt for længe på mine bryster, og så smilede han igen. hvis jeg var i tvivl før så var jeg helt sikker nu, der var noget helt galt. Det løb mig koldt ned ad nakken og jeg stivnede.

Han smilede som om intet var hændt og gik hen for at lukke og låse døren til køkkenet, jeg kunne mærke panikken krybe ind på mig langsomt som sorte skygger fra mørket der slikkede mig op ad lægen, Så udbrød han smilende" lad og spise Amber" jeg trak mig lidt væk for derefter at smile et stift smil og sætte mig, vi spiste i tavshed, en akavet og mærkelig tavshed der bredte sig over køkkenet og gjorde hvert sekund pinefuldt.

Han rejste sig brat og halvt løb over til mig, tog mig i kraven på min sorte polo trøje og sagde" du er helt ligesom din mor" derefter begyndte han at famle efter knapperne på sine bukser,

Jeg stod helt chokeret et halvt sekund men jeg vidste at jeg måtte ud NU jeg løb hen til døren, famlede efter nøglen, men i det øjeblik jeg satte nøglen i låsen, hev han mig tilbage i kraven og gav mig en lussing så det sortnede for mine øjne og så endnu en, så blev alt mørkt.