En kvinde på landsholdet?!

Finalen.

Leonoras synsvinkel:

Finaledag.

Jeg har aldrig været så nervøs før.

Vi sidder i bussen og jeg har med vilje distanceret mig fra resten af holdet. Jeg har taget det bagerste sæde og ser noget video fra Sverige.

Ja, vi skal spille mod naboerne. Derfor også Carlsbogård. Vi har skrevet lidt sammen om hvordan det gik i mellemrunden og de små finaler.

Vi træder ind i hallen og bliver med det samme mødt med journalister og fotografere.

Jeg laver et enkelt interview før jeg går i omklædningen.

Vi klæder om og jeg får en leg massage af Anja før vi tager taktikken sidste gang og går ind for at varme op.

Jeg lunter frem og tilbage og skyder lidt på mål før jeg begynder at strække ud.

"Thias? Kan du lige hjælpe?" Spørg jeg da Mathias kommer gående forbi.

"Jada." Smiler han og tager min fod, jeg ligger på ryggen med mit ene ben strukket op af imens Mathias presser det lidt ned.

Jeg prøver så hårdt jeg kan at ignorere øjenkontakt ved at kigge alle andre vegne.

"Tak." Siger jeg da vi er færdige.

"Selfølgelig." Nikker han. "Nora-" han tøver. "Hvad gør vi efter?"

"Hvad mener du?" Jeg tilter hovedet til siden og kniber øjnene lidt.

"Når vi vender hjem til Danmark... hvad vil der ske?" Han kigger i jorden og dribler lidt med sin bold.

"Mathias... det ved du godt jeg ikke kan svare på..." Sukker jeg.

"Ja jeg ved det... jeg vil bare ikke have at vores veje skilles..." Jeg griner lidt.

"Mathi. Vi bor begge i Odense, vi spiller begge på landsholdet, og vi har fælles venner. Jeg tænker vi kommer til at se nok til hinanden." Smiler jeg og ligger hånden på hans skulder.

"Jaja du har ret. Ved du hvad? Jeg invitere dig hjem til mig til den 1 februar. Jeg laver bøf bearnaise og vi genser vores kampe. Aftale?" Ham smiler kækt.

Jeg fniser. "Aftale."

Vi smiler begge og før vi ved af det, er der indløb.

Corona er erklæret ovre og derfor er hallen fyldt både med svenskere og danskere.

"Leonora Almér!" Jeg løber smilende ind og highfiver hele holdet på vejen.

Kampen begynder og holdene følges ad. Jeg står på et tidspunkt foran Carlsbogård og skal finte forbi ham, som heldigvis lykkedes.

Der er 10 sekunder til pause og der står 13-13, men jeg har hørt fra Nikolaj at den der går til pause foran i vm finaler, altid ender med at vinde.

Gottfridsson vil aflevere til Carlsbogård men jeg sniger mig igennem og fisker bolden.

4 sekunder tilbage.

Jeg dribler med alt jeg har op af banen og lige inden at uret brummer, får jeg skudt den forbi Palicka.

Drengene bryder ud i jubel over at vi har pause føringen og Sverige ved at det ser sort ud.

Jeg løber smilende tilbage og bliver overfaldet i kram, det strammeste fra Mathias.

Jeg griner og vi går i omklædningen.

"Takket være Almér har vi heldigvis føringen til pause og derfor selfølgelig større chance for at vinde. Magnus, du kommer ind i stedet for Emil og gidsel du bliver ude på fløjen. Øris du fortsætter bare med arbejdet."

Når ja, Svan fik en forstrækning i anklen og sidder derfor ude med is på. Derfor er Mathias blevet sendt på fløjen da Johan, den eneste anden højre fløj, sidder over. Jeg ved Mathias er træt af det men han har altså scoret derude fra allerede. Han fortalte mig inden kampen at hans mål var at scorer bare 1 mål i finalen, og det har han jo klaret.

"Mikkel du laver pres til Almér, Almér du løber bag om Mikkel og presser ned i forsvaret hvor du derefter aflevere til Øris. Okay?" Vi nikker.

"Gidsel du skal løbe nogle overgange. Så løb den hele vejen fra din fløj over til Almér's back." Mathias nikker.

"Og i forsvaret så kom nu forhelvede frem! I er helt tilbage ved stregen når de kommer udefra, gå nu frem i dem!"

"Vi har bevist at vi sagtens kan matche deres fart, fløje løb jeres kontraer og Saugstrup du skal hurtigere op til midten.

"Kom så drenge, vi kæmper for guldet!" Råber jeg og alle skriger "jaer!"

-

Anden halvleg er i gang og Sverige trækker hurtigt foran desværre.

Jeg bliver hurtigt skiftet ud med Holm som kommer ind og scoret 5 mål, så vi kommer hurtigt foran igen. Efter det holder vi føringen til det sidste.

I det sidste minut kommer Sverige ned og vil prøve en sidste gang men fejler. Jeg er kommet på midten for lidt tid siden og vi tager den bare stille op af banen. Drengene jubler højlydt på bænken og da uret brummer, for sidste gang i denne slutrunde, bryder vi alle ud i intens jubel.

"JAAA!!!!" Skriger vi og hopper rundt i en cirkel.

VI ER VERDENSMESTRE, IGEN!

'For evigt' bliver spillet i den egyptiske hal og jeg tud brøler. Jeg er typen der bliver nemt rørt og det her, hold da op.

Dog smiler jeg igennem mine tårer som Kevin hurtigt kommer over og tørrer væk.

Jeg smiler op til ham og giver ham en kæmpe krammer.

Jeg krammer hele holdet og kan simpelhen ikke få mine tårer til at stoppe.

"Åh Nora altså." Griner Nikolaj imens han giver mig en stor krammer.

"Tusind tak!" Græder jeg. "Tusind tak for at give mig denne her oplevelse Nikolaj."

Nikolaj smiler. "Bare rolig, du skal nok få flere."

Jeg griner og Niklas kalder mig hen til ham.

Men før jeg overhovedet når Niklas dukker Mathias op og omfavner mig.

Jeg smiler og lader mig slappe af i hans arme. Jeg trækker mit ansigt ud fra hans nakke og ligger op på ham. Han kigger tilbage ned på mig læner sig ned af. Endelig mødes vores læber og hele holdet og publikum jubler endu højere. Jeg kan smage mine tårer i kysset og det ved jeg også Mathias kan for han griner mod mine læber.

Vi trækker tilbage og han smiler endu bredere ned på mig.

"Tak for dig." Smiler han.