En kvinde på landsholdet?!

"Hvorfor er du sur på mig?"

Leonoras synsvinkel.
Jeg vågner midt om natten til nogen der snakker. Jeg åbner forvirret øjnene og ser Mathias stå ude på altanen og grine. Jeg sukker og rejser mig op for at gå ud til ham. Jeg skubber døren åben og kigger på ham.

"To sekunder." Siger han til personen han snakker med før han vender sig mod udsigten. Han gider ikke kigge på mig. "Ja?"

"Hvorfor sover du ikke?" Spørg jeg. Han trækker på skuldrene og venter lidt med at svare. Jeg kan mærke han ikke gider og snakke med mig ud fra hans ansigtsudtryk.

"En veninde ringede." Er det eneste han siger. Jeg kan mærke mine organer formindske sig og farven dræne sig fra mit ansigt. En veninde. Hvorfor har jeg gået rundt og troet han kun har drengevenner. Selfølgelig har han også pige venner. Altså så nem han er at snakke med er det svært ikke at blive venner med ham.

"Kl 3 om natten?" Spørg jeg og krydser mine arme på grund af kulden.

"Vi er en time foran her og hun er lige kommet hjem fra fest." Siger han som om jeg er dum.

"Okay sorry ingen grund til at blive sur." Siger jeg og tager hænderne op.

"Behøver du være her ude?" Udbryder han og vender sig endelig om for at kigge på mig, dog med et surt blik.

"Når du vækker mig kl 3 om natten så ja!" Råber jeg nærmest tilbage til ham.

"Det da ikke min skyld at du sover så let. Man kan jo ikke gøre noget uden du vågner." Han mumler den sidste del som om han troede jeg ikke ville høre ham.

"Og hvad mener du med det?" Han kigger på mig, nærmest chokeret over jeg hørte han.

"Ikke noget.."

"Hvorfor er du sur på mig?" Spørg jeg ud af det blå.

"H-hvad mener du?" Spørge han og kigger på mig som om han ikke lige har stået og råbt af mig uden grund.

"Du opføre dig som en kæmpe nar og jeg vil vide hvorfor." Siger jeg og ryster af kulden før jeg lynhurtigt pakker det væk og fokusere på Mathias igen. "Altså har jeg gjordt noget?"

"Nej det har du vel ikke.." Mumler han og kigger ned i jorden.

"Hvorfor opføre du dig så som et kæmpe røvhul!?" Råber jeg. Jeg er ligepludselig blevet rigtig, rigtig sur på ham.

"Hvorfor opføre du dig som om du ikke står og lyver op i mit ansigt!?" Råber Mathias tilbage.

"Hvad fanden fabler du om!? Jeg lyver sgu da ikke!" Råber jeg og tager et skridt mod ham.

"Jo du gør! Lige for 2 dage siden da du sagde at 'jeg var din nummer 1', men så til kampen står du og savler over Carlsbogård!?" Råber han og tager et skridt mod mig.

"Ej gider du lige? Jeg vidste ikke han ville komme! Jeg havde jo ikke inviteret ham! Det var ham der kom uanmeldt og jeg kunne jo ikke bare ignorer ham?!"

"Og hvad så med da du kaldte ham sød? Var det også fordi du ikke kunne sige andet?!"

"Hvad? Nu må jeg ikke kalde folk søde bare fordi du er for stor en kujon til at sige hvordan du føler til mit ansigt?!" Råber jeg og prøver at skubbe ham men han bevæger sig slet ikke.

"Hvad snakker du om?" Spørg han lidt mere stille nu.

"Hvorfor skulle jeg finde ud af hvordan du føler igennem Emil!? Hvorfor kan du ikke bare sige det direkte til mit ansigt?! Hvorfor skal du være sådan en bangebuks og gemme det for mig!?"

"Hvad mener du med 'igennem Emil?' Hvad har Emil sagt?!" Spørger Mathias og råber igen.

"Han sagde det ikke med vilje det slap bare ud! Og jeg kunne også lidt regne det ud da du flegnede totalt over at Emil kyssede mig på kinden! Du giver så mange hints og jeg har bare ventet på du ville tage dig sammen til at sige det direkte til mig."

"Nora.." Starter Mathias men lukker munden igen. Jeg kigger bare såret på ham.

"Sig dog noget Mathias!" Råber jeg og tårerne startede endelig at falde.

"..."

"Skal jeg sige noget?! For jeg har så meget at sige til dig! Jeg kan bruge timevis på at snakke om alle de ting jeg kan lide ved dig! Den måde du har det så akavet når du har scoret og kigger ud på mig, så resten af verdenen er lukket ude! Eller den måde du kaster hovedet tilbage på når du griner! Eller den måde du kigger på mig når vi fejrer en sejr! I forhold til dig er der ingen dreng der kan noget i mit hoved! Det er kun di-" Udbryder jeg men bliver afbrudt af Mathias.

Ikke af hans ord men hans læber..

Jeg er chokeret i starten men begynder hurtigt at kysse ham tilbage.

Han har hans ene hånd på min hofte og den anden roder rundt omkring min nakke.

Jeg har begge mine hænder på hans nakke for at sikrer mig han ikke stikker af.

Vi bliver ved i et par minutter før jeg trækker mig tilbage da jeg indser hvad vi laver. Men lige da jeg trækker mig tilbage prøver Mathias at kysse mig igen.

"Mathias. Nej. Vi kan ikke-" Han lader mig ikke engang tale færdig før han kysser mig igen. Jeg er lige ved at give ind men kommer i tanke om hvor og hvad vi er.

"Mathias!" Jeg trækker mig væk og tager også lige et skridt tilbage. "Vil du lytte på mig, tak!?"

Mathias kigger på mig med et blik i øjnende jeg ikke kan forklare. "Undskyld..."

Mit blik bliver blødere og jeg tager en dyb indånding. "Jeg kan godt li' dig. Jeg kan virkelig godt lide dig. Men det her er min første slutrunde, og jeg vil ikke have mit fokus et andet sted end på håndbolden. Undskyld..."

Mathias's øjne glitrer i månelyset imens han kigger på mig med et trist men forstående blik.

"Det forstår jeg godt, jeg har det på samme måde..." Smiler han.

"Super..." Smiler jeg tilbage.

"Super..." Gentager han mens han stiger på mig med hans brune øjne.

Der er en akavet stilhed i et par sekunder før jeg bryder den.

"Undskyld for at afbryde din samtale før, jeg skal nok gå i seng igen så du kan snakke videre." Jeg giver ham et sidste smil før jeg går tilbage ind i sengen og falder i søvn.

Mathias's synsvinkel:

Jeg gider ikke engang tage telefonen da Anne, min veninde, ringer igen. Jeg læner mig bare ud over altanen og holder mig på hovedet.

Jeg har lige kysset Leonora Almér. Den største stjerne i Danmark lige nu.

Fuck.