Martinus' synsvinkel
Katrine stirrede bare på mig. Sagde ingenting. Jeg blev næsten helt nervøs. Hvorfor sagde hun ikke, at hun kunne lide mig? Jeg havde forventet, at hun ville sige til mig, at hun var vild med mig og falde mig om halsen, men det gjorde hun ikke. Havde jeg mistolket hendes signaler?
"Katrine?" spurgte jeg langsomt. "Hørte du, hvad jeg sagde?"
Hun nikkede.
"Jeg hørte dig skam," svarede hun.
"Har du slet ikke noget at sige?"
"Nej, ikke lige nu. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal sige, Martinus."
"Jeg troede, du også var vild med mig?"
Jeg havde bare sagt det uden videre. Shit. Jeg tænkte ikke engang over det. Hvorfor kunne jeg ikke have holdt mig tilbage? Nu havde jeg bare afsløret det hele jo. Det var ikke ligefrem meningen. Nu havde jeg jo afsløret mig selv. Fuck altså.
"Hvorfor troede du det?"
"Fordi jeg føler ligesom, du har indikeret det så meget over for mig, at det virkede so men sikker ting at sige til dig."
"Så du siger, jeg er en sikker ting?"
"Det skulle ikke menes på den måde," svarede jeg.
"Jeg ved ligesom godt, at du ikke kunne bestemme dig for, om du ville have Natalie eller jeg, så siden du siger, at jeg er en sikker ting, så må du tro, at jeg er den, du bare kan fat i uden videre. Men der kan du godt tro om. Det har jeg ikke tænkt mig at falde for."
Katrine rejste sig og satte kursen mod døren. Hun gad vist ikke se mere på mig. Jeg var nødt til at gøre noget. Hun skulle ikke gør. Jeg skulle have hende. Have hende før Marcus.
Pludseligt stod Katrine ved siden af mig igen og stirrede på mig med åben mund.
"Hvad er der?" spurgte jeg. "Har du tænkt dig at sætte dig ned og høre mig ud?"
"Have mig før Marcus?" råbte hun. "Hvad fanden mener du med det?"
Åh nej. Jeg havde sagt det højt. Fuck. Nu vidste hun, at jeg havde en intern konkurrence med min bror. Hun vidste højest sandsynligt også, at Marcus ville have hende. Shit, jeg havde virkeligt ikke gjort noget godt for mig selv, det vidste jeg godt nu.
"Ikke noget," svarede jeg. "Det var ikke meningen, jeg skulle sige det højt. Jeg har bære været bange for, at Marcus også kunne lide dig, og jeg var nødt til at fprtælle dig det først."
"Så det her handler ikke om dine følelser, men om en konkurrence du har med din bror, som han ikke ved eksistere?"
"Sådan noget lignende," svarede jeg og rettede mig op. "Eller nej det er ikke en konkurrence, og ja Marcus ved ikke jeg har det sådan. Omg, jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det."
"Marcus ved ikke, du konkurrerer med ham, og du aner ikke engang, om han kan lide mig. Det er jo latterligt. Du har intet grundlag for dette, med mindre det egentligt bare handler om, at du skal have mig, så han ikke kan få mig. det kan du ikke være bekendt Martinus. Du ved, hvor svært han har haft det med kærligheden, og så vil du ødelægge hans eneste chance. Du er ikke en god bror, OVERHOVEDET!"
"Ved du da, om Marcus er vild med dig?"
"Ja, Martinus, det er han faktisk. Han har også inviteret mig ud, og jeg har sagt ja!"
Og med de ord vendte hun om og marcherede ud af døren.
●●●
Så Katrine vil ikke have Martinus mere
Vil hun have Marcus?
Hvad vil Martinus gøre nu?
Skriv det i kommentaren - og glem ikke at stemme <3
- Mathilde <3