Hvad jeg så da jeg kom ind, fik mig til at græde.
Jeg så Kristina lå helt stille, sovende, så stille.
Det bryder jeg mig ikke om. Jeg vil have den Kristina der altid snakker, er sur, eller larmer SÅ meget at man ikke kan holde det ud. Det er underligt at så se hende sådan her. Jeg valgte at gå lidt længere ind, drengene gik bag mig og lod mig tage alt den tid der behøves.
Jeg gik stille hen og tog fat i hendes hånd og agede den stille. Mine tåre begyndte at falde og ned på hendes kind. Jeg tog forsigtigt min anden hånd og fjernet dem stille med min tommelfinger.
Der gik så mange tanker igennem mit hovedet såsom.
Hvad hvis hun aldrig vågner igen? Hvad hvis det her er bare en drøm, og jeg stadigvæk er indlagt? Hvad hvis det her er den sidste ting? Hvad hvis det her er den sidste gang jeg skal se Kristina?
Alle de spørgsmål kunne jeg ikke holde ud, at jeg faldt ned på mine knæ og lagde mit hovedet på hendes mave, imens jeg holdt rundt m hendes hånd og bare græd. Jeg vil ikke forlade hendes side før hun vågner, også selv om hun aldrig vågner.
Kristina betyder SÅ meget for mig. Jeg vil være det første hun ser når hun vågner!
De andre stod stadigvæk henne ved døren.
Jeg gjorde tegn til at de godt kunne komme længere ind, da de gjorde det rejste jeg mig op og løb hen i favnen på Suga.
Han blev vidst ret forskrækket. "Tak!" Græd jeg. "Hm?" Spurgte han. "For at tvinge mig herind." Sagde jeg. Han lagde hans lille gummy smil.
Jeg gav stille slip på Suga og vendte mig langsomt rundt. "Kristina!" Hviskede jeg. Jeg gik igen hen til hende, Suga kom med en stol jeg kunne side på. Jeg tog imod den med taknemlighed.
Jeg satte mig ned og stirrede hende lige i ansigtet. Jeg sad i min helt egen verden. Jeg sad og beundret hendes kreatur! Hun er det smukkeste menneske jeg nogensinde har set i den her verden, udover mig selv.
Jeg sad med bekymring, sorg og helt færdig. Jeg lænede mig ned og kysset hendes pande stille. Jeg vil hellere være der hvor Kristina er lige nu, end hun skal være der. Jeg syntes det er unfair, ihvertfald for sådan en smuk en som hende!
Jeg lagde ikke mærke til at jeg begyndte at græde, eller jeg græd mere i forvejen. Jeg gav stille slip på hendes hånd og vendt mig med siden til hende. Jeg lagde mine arme på mine knæ og lagde mit hovedet ned mod dem.
Drengene kom hen og krammet mig, der var en der krammet mig foran. Uden at vide hvem det var, rejste jeg mig og næsten klemte livet ud af ham. Det var Jin, kunne jeg mærke med de brede skuldre.
De andre krammet mig igen, min tåre forsvandt MEGET langsomt.
Jeg kunne høre en anden der græd, jeg kigget op og så Jungkook græde. "Jungkook?" Spurgte jeg med en rystende stemme fordi jeg lige har grædt jo. Han havde hans hånd mod hans mund imens han kigget ned i gulvet.
Jeg gik fra krammet og hen til Jungkook og holdt på hans skuldre beskyttende. "Hvad er der?" Spurgte jeg beroligne om. "Jeg kan ikke lide at se dig sådan her." Sagde han og hev mig ind i et kram. Jeg krammet ham igen, og agede hans baghovedet stille.
Da han havde grædt færdig gav jeg slip på ham. "Tak for dine bekymringer." Sagde han og smilede. Han nikket og tørret hans driv våde øjne.
Jeg fik et MEGET lille og utydeligt smil på læben.
Jeg vendte mig mod Kristina igen og gik stille derhen og satte mig ned. "Kristina, du er det mest smukkeste væsne jeg har nogensinde set!" Sagde jeg.
Jeg var overhovedet ikke glad, for hvad nu hvis at hun faktisk lidte? Hvad hvis det faktisk gør ondt, at hun ligger og lider?
2 TIMER SENERE
Jeg har siddet og holdt øje med hende i de her 2 timer der nu er gået. Drengene har prøvet at hjælpe mig med at tænke på noget andet i lidt tid. Så jeg ikke sidder og bliver mere ulykkelig. Men kan man overhovedet blive mere ulykkelig end hvad jeg allerede er?
Hvad skal jeg gøre hvis hun går bort og forlader mig. Jeg tror at jeg så vil gøre det der skal til for at engelende også vil tage mig med. Jeg vil og skal være sammen med hende uanset hvad! Hun er det eneste for mig i den her verden! Undtagen mine såkaldte brødre.
Men lige nu kommer Kristina først.
Jeg har siddet i min egen verden, da jeg ligepludseligt hørte nogle kalde på mig. "Hyung?" Blev der spurgt, jeg kigget i den retning stemmen kom fra. "Huh?" Spurgte jeg. "Hyung, skal du ikke have noget at spise?" Spurgte Hobi. Jeg rystede på hovedet imens jeg kigget mod Kristina igen. "Hvad har du nogensinde gjort for at min smukke engel skal fortjene det her?" Spurgte jeg højt.
Jeg hørte en eller anden kom ind af døren, jeg rettede mit hoved i den retning. Det var en læge der skulle tjekke op på Kristina. "Hvordan er hun?" Spurgte lægen. "Ikke noget endnu." Sagde jeg imens jeg stadigvæk kigget på Kristina.
Hun skrev det ned det jeg sagde. "Jeg er ked af det med hende." Sagde lægen inden hun gik. Jeg sad og følte mig fortabt. Jeg kunne sidde sådan her for evigt. Jeg SKAL være her. No shit.
Jeg savner hendes levende medfølelse, jeg savner at høre hende grine og savner bare alt ved hende. De andre gik ud en af gangen, for både at få luft, toilettet, mad eller andet. Jeg od ikke så meget mærke til dem.
Jeg begyndte at blive søvnig men nev mig selv for at holde mig vågen, men mit hovedet faldt med det samme ned på sengen mod hendes mave.
Jeg lå rigtig godt og sov, jeg mærket pludseligt et prik på min skuldre der fik mig til at fare op af chok.
Jeg rykkede mig, imens jeg vendte mig rundt til den person der prikket mig på skulderen. Der var helt mørkt udenfor, det må betyde at det er aften.
Men jeg mindes slet ikke at have sovet så længe! Det føltes som om jeg lige var faldet i søvn.
Jeg kiggede igen hen mod personen der prikket mig, det var lægen.
Jeg rettet ryggen op og spurgte så. "Ja?" "Ja, du skal se her... Dine venner er altså kørt, de bad mig mig om at skulle sige det. Jeg bliver altså også nødt til at sige til dig, at du også bliver nødt til at gå." Sagde hun.
Jeg kiggede fjernt ud i luften. "Vil det så sige at jeg ikke kan være ved hendes side?" Spurgte jeg. "Ja." Svaret hun roligt.
Det kan hun ikke mene...
"Er der nogle mulighed for at jeg kan blive her?" Spurgte jeg pænt. "Desvær-" Svaret hun, men jeg afbrød hende. "Please! Jeg er lige blevet udskrevet, jeg kunne ikke være ved hendes side da det skete. Da jeg vågnet fik jeg fortalt at hun også er blevet indlagt! Jeg vil være der ved hendes siden indtil hun vågner!" Sagde jeg håbende.
Lægen sukket. "Jo, det kan du godt. Men du skal ligesom have besøgstiladelse først." Svaret hun. Jeg nikket omgående.
Jeg rejste mig op og bukkede mange gange og sagde tak, for at vise hvor taknemlig jeg er.
Hun nikket og gik. Jeg tog straks min telefon ud af lommen, jeg åbnet den og så at drengene havde skrevet.
Jeg gik ind på beskederne.
(GRUPPE CHAT)
Jungkook: Hyung, vi er kørt hjem, vi kommer og besøger jer igen imorgen.
Mig: Okay, det er i orden!
Jimin: Jeg er ked af det, der er sket.
Mig: Ja, vi må bare tro og håbe på hende. Det er det eneste VI kan gøre.
(GRUPPE CHAT SLUT)
Jeg gik derefter ind på Hospitalets hjemmeside og bestilte besøgstid.
Jeg lagde bagefter min telefon ned i lommen, og kiggede hen mod Kristina igen.
Hun lå så fredfyldt, men det vat ikke rart! Det er det ikke når man ved at hun ikke bare sover, men at der er risiko for at hun ikke vågner igen.
Det er en FORFÆRDELIG følelse. Jeg sad og nussede hendes hånd stille, med min tommelfinger.
Der var lidt mørkt inde i lokalet. Min mave et sulten. Min mund er tør og jeg er træt.
Drengene havde godt nok spurgt mig om jeg var sulten, jeg benægtede bare. Jeg skal ikke forlade denne her stol, før hun vågner.
Jeg tog min telefon igen, jeg gik lidt ind på de sociale medier.
Jeg kunne mærke mine øjenlåge falde sammen. Jeg lagde min telefon væk, ned i lommen igen. Imens jeg lagde mig forsigtigt mod hendes mave igen, derefter faldt langsomt i søvn.
FLERE TIMER SENERE
Jeg vågnede stille. Der var lys i lokalet, jeg træk min telefon op og kiggede på klokken 09:46 var klokken.
Jeg gned mine øjne, og satte mig stille op. Jeg havde ondt i ryggen på den måde jeg havde ligget.
Hun lå stadigvæk der. Jeg lagde slet ikke mærke til at mig og Kristina ikke var de eneste i lokalet.
Drengene var der også!
Jeg sad lidt og kigget. "Drenge?" Spurgte jeg helt forvirret. "Godmorgen, hyung!" Sagde Jungkook. "Hvornår er i kommet?" Spurgte jeg. "For noget tid siden." Svaret Jin.
Jimin kom hen til os. "Hyung, jeg tvinger dig altså snart til at spise noget mad!" Sagde han. Jeg smågrinte af det. "Kan i hente noget så?" Spurgte jeg. "Ja selvfølgelige!" Udbrød Jungkook.
Jeg kunne mærke min mave snart sprang i luften... Jeg prøvet på at ignorer den følelse. "Hvad vil du have?" Spurgte Jin. "Øhm, i dunno. Bare køb et eller andet, jeg giver jer penge senere." Svaret jeg. "Nej, nej! Det behøves du ikke!" Udbrød Jungkook, jeg nikket og ham, Jin og Jimin gik.
Suga kom tættere på. Han lagde en hånd på min skuldre. "Du klare dig godt." Sagde han. "Tak." Svaret jeg. "Jeg håber hun vågner!" Tilføjet jeg. "Ja, det tror jeg hun gør." Svaret han. "Ja, måske." Svaret jeg.
Jeg kunne mærke jeg skulle på Wc men kunne ikke lide at forlade hende. "Yoongs?" Spurgte jeg. "Mm?" Svaret han. "Kan du ikke, komme herhen og holde øje med hende imens jeg går på wc. Hvis hun rykker sig så kald MED DET SAMME! Okay?" Sagde jeg. "Lover jeg." Sagde han og overtog stolen imens jeg gik på wc.
Jeg skyndte mig så meget som jeg kunne! Jeg skulle hurtigt ind til hende igen!
"Øhm." Blev der råbt derinde fra. "HVAD? BEVÆGER HUN SIG? VÅGNER HUN?" Råbte jeg anstrengt. "Det ved jeg ikke helt." Råbte han tilbage.
Jeg skyndte mig færdig og løb ud af wc døren og hen til hende. "Hvad så?" Spurgte jeg forpustet.
Suga begyndte ligepludseligt at FLÆKKE af grin. Der fandt jeg ud af, at det var en prank. Jeg rejste mig op og SLOG ham så HÅRDT som jeg kunne. "Av for SATAN!" Skreg han.
Jeg skyndte mig at sætte mig ned på stolen igen. "Så kan du lære ikke skulle pranke mig sådan!" Sagde jeg surt.
De andre kom ind af døren med noget mad. "Hvad har i med?" Spurgte jeg. "Hvad er der sket med dig?" Spurgte Jungkook. Han kunne tydeligt se at jeg er vred. "Suga pranket mig med, at hun vågnet." Svaret han irriteret.
Jungkook kiggede surt hen mod Yoongi. "Sådan noget pranker man ikke med!" Sagde Jungkook koldt. Suga stod og kigget ned i gulvet.
Jeg kiggede hen mod maden. "Kan vi spise?" Spurgte jeg. "Ja, selvfølgelige." Sagde Jungkook og Jimin gik hen for at pakke maden op. "Har i købt kød til mig!" Spurgte jeg helt begejstret da jeg kunne se kød. "Yep, hyung. Det har vi!" Sagde Jin selvsikkert. "Tak!" Sagde jeg og begyndte at æde som en gal hund.
De have hentet et bord jeg kunne spise ved, jeg manglede 2 bider af retten og jeg har spist det hele. "Jeg var godt nok sulten!" Svaret jeg. "Det var noget godt mad, tak!" Svaret jeg. "Så lidt." Svaret Jin.
De andre drenge var stadigvæk igang med at spise.
Jeg kiggede hen mod Kristina for at tjekke lidt op på hende, hun ligger stadigvæk i koma. Jeg kiggede hen mod de andre drenge. "Kan jeg be om noget vand?" Spurgte jeg fordi de også havde købt vand. Jimin stak hånden ned i posen og kastet en vand hen til mig. "Tak!" Sagde jeg.
Imens jeg holdt rundt om Kristinas hånd, kunne jeg mærke noget bevæge sig.
Jeg kiggede straks hen mod hende. "Drenge..." Sagde jeg. "Jeg tror Kristina vågner..." Sagde jeg.
---------------
Det er min fødselsdag idag! Så derfor har jeg lavet en lille special, på 2.000 ord. Håber i kan lide den. Skrev halvdelen af den i skole tiden... Til idræt...