Jeg var meget nervøs for at tage i skole i dag. Jeg kunne støde ind i Chip, og bare tanken om at se på hans klamme ansigt nogensinde igen giver mig kuldegysninger. Til min store overraskelse var Chip ingen steder at se. Vi har lige fået frokostpause, og jeg har stadig ikke set ham. Det føles som om, at han aldrig rigtig har været her. Jeg ved ikke, hvad drengene sagde til ham i fredags, men de må have sagt et eller andet, som har skræmt ham væk fra at tage i skole i dag. Jeg går sammen med Marcus, som er ved at fortælle om en fyr, som han mødte i centeret i går. De stødte sammen, og den anden fyr var åbenbart meget lækker. Jeg ser Andy længere fremme. Han står og snakker med en masse piger. Da vi går forbi, løfter jeg armen op, så jeg hurtigt kan få rodet i hans hår. Andy vender sig mod Marcus og jeg med smalle øjne, imens alle pigerne stirrer på mig med syge dræberblikke.
"Ands, skal du med ud?" Spørger Marcus, som er standset midt på gangen. Nogen støder idn i mig, men jeg ignorerer dem. Andy trækker på skuldrene.
"Ses senere piger," han vinker kort og lunter op til Marcus og jeg. Han giver mig et kram. Jeg har ikke set Andy siden lørdag morgen. Jeg ved allerede, hvilket spørgsmål, som han vil stille først. "Hvordan har du det, Charles?" Hvisker han og krammer min lille krop hårdt.
"Fantastisk, selvom skolen meget hrutigt og smertefuldt tager livet af mig," jeg skyder underlæben ud. Andy trækker sig tilbage og ser mig længe i øjnene. Jeg løfter et øjenbryn, fordi jeg ved godt, hvad han prøver på. Han vil have mig til at ændre mening og sige, at jeg har det af helvedes til, men det passer ikke. Jeg har brugt hele weekenden på at tænke over, hvad der skete til festen. Chip fik aldrig gjort noget. Jeg er okay. Andy himler med øjnene. "Hvor er Cody?" Spørger han, da vi begynder at gå mod udgangen, som leder mod fodboldbanerne.
"Aner det ikke," svarer jeg.
"Jeg tror, at han snakker om en karakter med Hr. Dunphy," fortæller Marcus. Vi sukker alle sammen.
"Giver han nogensinde op?" Spørger Andy.
"Ikke før han føler, at han behandler hans kloge hjerne ordentligt," griner jeg. De andre to nikker. Cody har den her lange kamp mod vores historielærer Hr. Dunphy. Han mener ikke, at hans opgaver og test får den retmæssige karakter, hvis man sætter det i perspektiv til, hvor meget han arbejder på det. Hr. Dunphy mener, at karakteren er helt perfekt, og at han må arbejde hårdere, hvis han vil have en bedre karakter. Så hver gang vi laver en aflevering, bruger de to 20 minutter på at diskutere efter timen, og så kommer Cody rasende ud og brokker sig til os i endnu 20 minutter. Det er en lang og ond cirkel, og vi er efterhånden trætte af det. Vi går udenfor, og kulden rammer mig med det samme. Min næse bliver halvt frossen, og jeg finder mine luffer i min jakkelomme. "Hvorfor valgte vi at gå udenfor?" Spørger jeg mumlende.
"Fordi du ville lege i snee," svarer Marcus og tager min hånd, så han kan hive mig ud på en af fodboldbanerne, hvor der ikke er så mange. Jeg griner og følger efter ham, imens jeg kan mærke mine fødder synke ned i det tykke lag sne. Vi begynder at løbe, og jeg ved, at Andy går bag os. Han er ikke lige så glad for sne, som Marcus og jeg er. Da Marcus og jeg bliver trætte, smider vi os ned i sneen. Vi griner begge to, da Andy kommer og ser opgivende på os.
"I er to små børn, når der er sne," sukker han.
"Kun når der er sne?" Spørger jeg ham med en udskudt underlæbe. Andy fnyser et grin, imens Marcus griner højt. Jeg ser bag Andy og opdager en trampende Cody. Åh nej. "Rød alarm, jeg gentager, rød alarm. En tikkende karakterbombe," hvisker jeg højt nok til, at mine to venner kan høre det.
"Flygt," hvisker Andy. Vi skal til at rejse os op og løbe, men det er for sent. Jeg ligger stadig i sneen, da Cody begynder.
"Jeg brugte fucking syv timer på det her lort, og så får jeg at vide, at det ikke er godt nok," udbryder Cody vredt. Vi himler alle med øjnene. "Nej, jeg mener det venner. En skriftlig stil på 25 sider, og det er ikke godt nok. Jeg har aldrig arbejdet så hårdt på en skriftlig stil til historie før, og det er stadig ikke nok. Hvad kræver den tykhovedede nar af mig? Hvad har jeg gjort ham?" Cody vandrer frem og tilbage i sneen, hvilket er meget frustrerende at se på.
"Stå stille," jamrer jeg. Cody standser og ser på mig med tårer i øjnene. Åh nej. Jeg klapper på sneen ved siden af mig, imens jeg sætter mig op. Cody smider sin opgave der, hvor jeg klappede. Jeg ville egentlig have ham til at sætte sig, men okay. Jeg ser på karakteren. "Et A-," siger jeg med mine øjenbryn trukket sammen. "Cody, det er en fantastisk karakter for sådan en svær opgave. Hvad brokker du dig over?" Jeg griner kort og bladrer igennem nogle af siderne.
"Det er det højeste, som du har fået fra ham endnu," tilføjer Andy. Cody ryster på hovedet.
"Det er ikke bare det," mumler han. Jeg ved godt, hvad det er. Jeg klapper på sneen igen, imens jeg mærker den selvsamme sne gennembløde mine ben. Denne gang sætter Cody sig. Jeg rækker ham hans nu våde opgave, og han tager irriteret imod den. Jeg lægger min arm om hans skuldre og trækker ham tættere på ham, imens jeg prøver at ignorere kulden, som glider hen over min krop.
"Jeg skal nok komme forbi senere," hvisker jeg. Cody nikker, og jeg ser tårerne i hans øjne komme frem igen. "Hun skal nok blive okay, Cody," jeg hviler mit hoved op af hans. Han ryster på hovedet.
"Hun får det værre og værre, og jeg skal sørge for så meget, at jeg føler, at mit hoved eksploderede. Vi har ikke råd til college, fordi det er kun mig, som arbejder. Jeg har brug for de bedste karakterer, som jeg kan få. Jeg prøvede at forklare Hr. Dunphy min situation, men han rystede bare på hovedet og sagde, at vi alle skal dø en dag. Hvor kold er man så?" Cody's krop ryster. Jeg ved ikke om det er i vrede, eller om det er fordi, at han fryser.
"Din mor skal ikke dø. Det er ikke sikkert, okay? Du kan ikke opgive," jeg kysser ham på kinden. "Ja, livet stinker lige nu, men før du ved af det, sidder du i college med et smil," jeg ser på ham med et opmuntrende blik. Cody smiler meget svagt og nikker langsomt.
"Jeg troede, at det der var den bedste opgave, som jeg nogensinde havde lavet," mumler Cody.
"Skal jeg læse den?" Spørger jeg. Cody rynker på næsen. "Jeg behøver ikke, men jeg kunne læse den, og jeg ved godt, at min mening ikke tæller, men jeg vil gerne give min helt ærlige mening og sige, hvad jeg ville have givet den?" Jeg ser afventende på Cody, som nikker med et nu større smil. Jeg smiler tilbage. Så ser jeg på Andy og Marcus, som er blevet fuldkommen stille. Jeg rejser mig op og rækker Cody min hånd. Han tager imod den med, og pludselig står vi alle sammen op. Jeg skal til at sige noget, men så får jeg en snebold lige i hovedet. Jeg gisper overrasket, imens jeg mærker den smeltede sne glide ned over mit ansigt. Jeg tørrer mine øjne og ser på gerningsmanden. Flynn. "Du er død," råber jeg og bukker mig ned for at lave en snebold. Det er lidt svært med luffer. Især når sneen bare bliver fanget i sneklumper. Flynn har for travl med at dø af grin til at opdage, at jeg har tyret en snebold efter ham. De rammer ham på kinden, og så er det min tur til at dø af grin.
"Jeg tror, at du er den døde," råber han tilbage. Vi ser på hinanden i lidt tid, før vi begge sætter os ned og begynder at lave en masse snebolde.
"Sneboldskrig!" Råber Andy med en lys stemme. Jeg skyder hele tiden snebolde efter mine venner. Til mit uheld rammer jeg tit forbi. Da jeg kun har en tilbage, rejser jeg mig op og løber hen mod Flynn. Han ser på mig med et underholdt blik, før han tyrer snebolde efter mig. Han er til mit store uheld meget bedre til at ramme, end jeg er. Da han løber tør for snebolde, har jeg stadig min sidste tilbage. Jeg løber over imod ham og skal til at give ham en vasker, da han griber fat om mit håndled og svinger min krop. Han sætter sin fod i vejen, så jeg landet i sneen med et bump. Jeg ser op på ham med et chokeret udtryk. Hvad skete der lige der? Det ene øjeblik stod jeg og skulle til at jorde ham, og så ligger jeg pludselig på jorden? Flynn griner højt af mig.
"Aww, faldt du lige for mig?" Spørger han med store øjne. Jeg kaster patetisk min snebold efter ham, men han dukker sig bare.
"Jeg slog min røv," fortæller jeg ham trist, imens jeg ser på de tre andre drenge, som er igang med at wrestle i sneen.
"Shit nej, har jeg ødelagt din perfekte røv permanent?" udbryder Flynn i en piget stemme. Jeg laver en snebold, og jeg skal lige til at tyre den efter ham, men pludselig sidder han på mig og har fat om mine håndled. Han holder mine håndled nede i sneen, så jeg ikke kan angribe ham. Flynn lægger hovedet på skrå og løfter et øjenbryn. "Jeg vinder," han smiler bredt. Jeg himler med øjnene og prøver at vride mine hænder fri.
"Jeg kan ikke lide dig," fortæller jeg ham med smalle øjne. Flynn griner.
"Man ødelægger juleånden ved at lyve, Wright."
"Jeg lyver aldrig."
"Aha."
"Okay, du har ret," jeg sukker overgivende, hvilket får Flynn til at smile skævt. "Når jeg siger, at du er lækker, så lyver jeg, men ellers ikke."
"Ha ha," Flynn himler med øjnene. "Hvem siger du, at jeg er lækker til?" Spørger han med et selvtilfredst smil. Okay, den fælde gik jeg lige ind i.
"Alle mine usynlige venner," svarer jeg. Flynn klikker med tungen.
"Aaaah, jeg vidste bare, at alle dine venner var falske," griner han. For fucks sake, den bad jeg også selv om.
"Lad vær' med at vende mine diss mod mig," piber jeg opgivende. Flynn griner og læner sit hoved ned mod mit.
"Så find nogle bedre diss."
"Det er ondt. Mine diss er gode."
"Lige så gode som den røv, som jeg har ødelagt?" Spørger han, Jeg nikker bekræftende.
"Meget bedre endda."
"Det er en ret høj standard. Jeg ved ike, hvorfor jeg troede, at mine diss overhovedet kunne måle sig med dine," svarer han grinende. Jeg skal til at svare, da han får en snebold lige på siden af hovedet og de andre drenge bryder ud i grin. Flynn smiler til mig, før han flyver op på fødderne. Han går straks med til wrestling mod de andre, imens jeg bliver liggende i sneen og tænker over mine venner. jeg har været ret heldig.
❄️❄️❄️
HALLO JEG ER 3 FØLGERE FRA AT VÆRE DEN DANSKE FORFATTER PÅ WATTPAD MED FLEST FØLGERE!!! DET ER VOLDSOMT JEG ER STARSTRUCK!!
Plus jeg fremlagde i dag, og jeg er stadig i live. Hvad er chancen. Vidste I godt, at det er december? Fordi det kan mit hoved først fatte nu, hvor min fremlæggelse er overstået ahahaha.
Spørgsmål: hvem er jeres yndlings karakter i den her bog?
Udgivet: 17/12-2018