Mason kommer ud til mig. Han sætter sig stille ved siden af mig. Jeg kan mærke hans blik på mig. "Hvorfor fortalte du ham ikke, at du er hans kæreste?" Spørger han forvirret. Jeg ryster på hovedet.
"Lucky og jeg er ikke kærester. Det ved du da."
"Nej men, vi ved alle, at i var mere end bare venner." Jeg nikker utydeligt. Inderst inde ved jeg det passer, men? Hvad kan jeg gøre? Han kan ikke huske mig. Ikke engang mit navn.
"For at vær ærlig.. panikkede jeg og var i chok, så jeg svarede bare ja.," mumler jeg. Okay, jeg var i chok. For det var sandt. Han kunne ikke huske mig, også spurgte han om Mason og jeg var sammen. I was like 'selvfølgelig' er vi det. Hvorfor ikke?
"Vil du med hjem til mig, også imorgen hen til Lucky igen?" Spørger Mason mig. Hvad med mine forældre? Flipper de ikke ud over, at jeg ikke har været hjemme i flere uger? På den anden side, er de helt sikkert ligeglade med mig, anyways. Jeg nikker og rejser mig op.
°
°
"Kommer de andre drenge også?" Spørger jeg Mason. Han nikker. Vi sidder bare på sofaen og kigger akavet alle mulige steder i stuen.
"Snart jul.." Der er intet at snakke om. Mason, hvis du kan læse mine tanker, er jeg virkelig ked af det..
"Det er okay.," smiler han. Jeg kigger undrende på ham.
"Vent, hørte..-"
"Du tænkte lige højt i et øjeblik," svare han på mit usagte spørgsmål. Jeg nikker. Okay? Så pludselig tænker jeg højt. Hvor mærkeligt? Hvad sker der for mig?
Alle de andre drenge, braser ind i Masons hovedindgang. Hvad sker der for dem? Heldigt for dem, at Mr. og Mrs. Dulce, er på forretningsrejse, som altid. Jeg har ondt af Mason. Han er så tit alene, men heldigvis har han os, medmindre han ikke kan klare os.
"Hvad sker der?" Spørger Mason dem. De kigger på hinanden og sender sådan et hemmelighedsfuldt blik.
"Intet." Altså, jeg ved ikke med Mason, men jeg ved de lyver. Jeg lader det bare ligge og trækker på skulderne.
Jeg burde ikke være så trist, over at Lucky er vågnet. For jeg burde være glad, at han overlevede, men.. at han ikke kan huske mig. Det en hel anden sag. Idet mindste, kan han huske sine allerbedste venner.
"Skal vi se en film?" Jeg trækker på skulderne. Mit hjerte er stadig knust. En film skader vel ikke?
Vi tænder tv'et og der kommer en eller anden film? 'Remember me'
°
°
Jeg bliver suget ind i filmen, mere end jeg havde troet. Den handler om en dreng, som får hukommelsestab. Han husker intet, ikke en gang hans eget navn eller hvad der skete.
Han har en kæreste, men han husker intet. Hun prøver at få ham til at huske, men der sker intet. Lægerne siger, at han måske aldrig kommer til at huske igen. Hun græder og kan ikke stoppe igen.
Mit hjerte banker hårdere og hurtigere. Blodet strømmer igennem mig. Pulsen dunker hårdere. Jeg kan ikke klare, når andre græder. Det knuser mit hjerte. Ligemeget hvem det er, en fremmede eller en familie medlemmer, græder jeg med. For jeg kan virkelig ikke stoppe mig selv. Når noget rør mit hjerte, græder jeg. I can't help it, but cry.
Okay... han husker stadig intet og må nødt til at starte forfra, han kan ikke huske sine minder. På en mystisk måde finder de stadig kærligheden i hinanden, men han kan stadig ikke huske deres stunder sammen. Dybt indeni føler han, at der er en 'connection'. De laver nogle nye minder sammen, hun fortæller stadig, hvad de har oplevet sammen og været igennem. Hvis kærligheden var så stærk, vil man altid finde sin partner igen.
°
°
Det koldt. Jeg prøver at trækker dynen tættere om mig. For jeg kunne seriøst ligge på sofaen forevigt og gemme mig fra verden.
Mine øjne kan ikke åbne. Jeg gaber og gnider mine øjne. Hvorfor vil de ikke åbne. Nok, fordi jeg ikke kunne sove, fedt.. Har ikke fået nok søvn.. jeg trækker skulderne for mig selv. Jeg sætter mig opgivende op og ser, at vi er tre om at dele en dyne.
Hvornår havde jeg benene ovenpå Mason og Xaviers lår? Jeg rejser mig forsigtig op og prøver ikke at vække dem. Det virkede ikke for, ja. Mason vågnede.
"Godmorgen Hope," mumler han træt.
"Undskyld..-" hvisker jeg. "Det var ikke min mening at vække dig." Han ryster på hovedet.
"Det okay.. hvorfor er du vågen? Du kunne da ikke sove igår?"
"Jeg..-" Jeg kigger overrasket på ham og rynker brynet. Han ligger med lukket øjne og kan ikke se mit forvirret ansigtsudtryk. "Hvordan vidste du det, om jeg må spørge?"
Han åbner øjne. "Det er fordi? Jeg..-" Jeg ryster på hovedet.
"Mason, jeg er godt klar over, at du lyver. Lad mig gætte? Du holdt dig vågen, for at se til mig?" Han nikker og lukker øjnene.
"Mason, det havde du ikke behøvet. For nu har du ikke fået nok søvn."
"Det samme gælder vel for dig, ikke?" Jeg trækker på skulderne. Det er ligemeget om jeg får noget søvn. For så vigtig, er jeg nu hellere ikke?
Jeg rejser mig op. "Hvor skal du hen?"
"Toilettet," svare jeg enkelt, men ligegyldigt. Mason, jeg klare mig. Jeg har det fint. Ja, Lucky er her ikke eller jo, men aner intet om jeg eksistere eller jo, som Masons kæreste. Hvilket ikke passer. For Mason behandler mig, som en søster og det samme gør jeg.
Spejlet viser en pige med store brune øjne, langt filtret hår, rander under øjnene og alt for tynd. Den pige er mig..
Lille Hopiiee..
Hun kan ikke undvære Lucky og slet ikke klare tanken om at han ikke kan huske hende..
Hun har set filmen 'Remember me' og parret husker intet eller den ene part gjorde. Den anden ikke..
Jeg er ked af hvis i synes det er deprimerende eller kedeligt. For det er meningen det skal være deprimeret..
Seee ya! Pink Donuts!💓🍩