Irina's P.O.V.
Vi sidder i flyveren.
Jeg sidder ved siden af Mia, i den yderste plads mod mellemgangen, hvor på den anden side af gangen sidder Louis.
Mia er helt væk i en dyb søvn, det har hun været i den sidste halve time.
Da Louis blik lander på mig, holder jeg min hånd strakt ud, for ham til at tage den.
Han tager imod, og giver mig et lille klem, mens at han blinker med hans bedste smil.
"Glæder du dig skat?" spørger han mig.
"Så snart at vi lander, og er i sikkerhed." siger jeg med et skævt smil.
Jeg døjer med en smule flyskræk, ikke noget vildt, men der skulle tre lærere, Mia, og Louis til at få mig, til at stige ombord.
Jeg spekulerer hele tiden på, hvornår at der kommer en melding om, at noget er galt, men indtil videre, har vi ikke fået nogen.
"Jeg er lige her, der sker dig ikke noget" forsikrer han mig, og klemmer min hånd en ekstra, inden at han slipper den, så en stewardesse kan komme forbi.
Jeg smiler som tak, og kører en hånd igennem mit løsthængende hår.
"Jeg ved nu ikke rigtigt, omkring det her.." tøver jeg, og ser nervøst på ham.
"Jeg har jo sagt, at vi ikke styrter ned bare rolig!" afbryder han mig, og slår ud med hånden.
Jeg ryster på hovedet.
"Det ved jeg godt. Jeg mener om, alt det her med at mødes med Hayden."
Han ser forundret på mig med løftet øjenbryn.
"Hvad er der galt med det?"
"Det her er en studietur, vi er kommet for at lære om byen, hvordan skal vi nogensinde overtale lærerne, til at rejse til en anden stat?" spørger jeg frustreret.
"Mia har virkelig sat høje forventninger op efter det her, men hvad nu hvis, at det ikke kommer til at ske..."
Hans øjne spirer en smule op, da han indser vores problem.
"Hvad svarede Hayden egentligt til Mia, da hun meddelte at vi kom?" spørger han, og samler hænderne.
"Noget i retningen af, at det lød godt og at han glædede sig, mere har hun ikke fortalt mig." svarer jeg, og trækker på skuldrene.
"Så vi har altså to valg, enten kommer Hayden til os, og er med rundt på kedelige museer, eller vi kommer til ham, og kan laves hvad vi vil, men får en ordenligt skideballe bagefter af lærerne." konkludere han.
"Åh Gud hvad gør vi?" mumler jeg, og tager hænderne op til hovedet.
Han ser modeløst på mig, og udånder et lille suk.
I det samme kommer en af lærerne, som er med på turen, Agnes, forbi med en stak brochurer, og afbryder os.
"Hej her har i oversigten, for hvad vi skal lave de næste dage, vi håber at i glæder jer!" smiler hun, og rækker en til os hver.
"I kan også læse lidt om, Missouri og St. Louis fortid, og kultur på nogle af siderne."
Hun går videre ned mellem rækkerne, og giver de andre elever den samme besked.
Vi er hurtige til at bladre op, på planen for dagene, og skimter ned over siden med seværdigheder, og rundvisninger, indtil noget rammer vores opmærksomhed.
Vi slår hovedet op med et sæt, og ser på hinanden, præcis på samme tid.
Torsdag: Fridag hvor i selv kan få lov, til at lave hvad i har lyst til.
"Det er jo perfekt!" udbryder Louis, og slår hænderne sammen.
Jeg tipper mit hovedet lidt til højre, og ser mistroende på ham.
"Jeg tror ikke, at de hentyder, til at tage en flyvetur til Oklahoma." siger jeg modstridende.
"Men der står heller ikke med småt, at det er forbudt!" smiler Louis, som altid kan finde en grund, til at gøre noget knap så smart.
"Hør skat, hvis vi bare planlægger det, ned til den mindste detalje, skal det nok gå. Vi skal bare være hjemme i god tid."
Jeg tænker lidt over det, inden at jeg svarer.
"Det må vi vel..." tøver jeg, og kører en hånd gennem håret.
Jeg lader mit hovedet dreje, så jeg ser mod Mia, hun sover stadig, men sidder og vender sig lidt.
Hun ser faktisk ikke særlig afslappet ud, mere som om hun har mareridt, hendes øjenbryn er sammenpresset, og hun mumler en masse sludder.
Midt i alt det uklare snik snak, mumler hun én ting klart.
"Du må ikke rejse... ikke rejse.. bliv her!"
Jeg får næsten et chok, og får helt ondt af hende.
Hayden hjemsøger hende, selv i hendes drømme.
Hun har ikke kunne gå, så meget som en time, uden at han er der.
Hvis de ikke snart finder ud af det, er jeg bange, for at miste hende helt.
Hendes bevægelser bliver, mere og mere urolige, og til sidst slår hun øjnene op.
"Mia?" spørger jeg, for at finde ud af, om hun er ved bevidstheden, og lægger stille en hånd på hendes lår, for at berolige hende.
Hun vender forstrækket hovedet mod mig, og tager en hånd for hjertet.
"J-ja?"
"Kan du huske hvad du drømte?" spørger jeg, og kører hendes hår om bag ørerne.
"Nej.. men jeg ved, at jeg har drømt det her før, for jeg føler mig altid så tom inden i, bagefter" forklarer hun.
Jeg lægger en arm hende, og giver hende en krammer.
"Er du okay?"
"Jaja giv mig bare fem minutter til at fokusere." mumler hun halvhjertet, og trækker sig, men kort efter er hun ude som et lys igen.
Jeg vender mit hovede mod Louis, som allerede ser over mod os.
"Jeg er bekymret for hende" hvisker han, da hans øjne møder mine.
"Jeg ved det." siger jeg, og ser ned i jorden.
"Men hvad er det, der knytter dem så meget?"
"Det har jeg også tænkt over, altså Hayden fortalte Mia sine hemmeligheder, tror du Mia har fortalt ham noget, som vi ikke ved?" forslår han mistænksom.
"Jeg ved det ikke, det eneste han nævnte, var jo at beskytte hende fra Hannah?" mumler jeg.
"Vi bliver i hvert fald nød, til at finde ud af noget, for hvad nu hvis, at den her tur giver bagslag?" lyder det fra ham.
"Hvad mener du?" spørger jeg forvirret.
"Hvad nu hvis, at de har den bedste dag, og når vi så skal hjem, er det hele rejse-dramaet på ny!" forklarer han, og slår ud med hånden.
"Så vil det virkelig slå hende ud."
Jeg tør slet ikke tænke på den situation.
Jeg ser mod hende bekymret, og opdager at hun mumler igen.
"Hayden." lyder det fra hende.
A/N
Nu er vi ikke langt fra, at møde Hayden igen, men er vi langt fra en forsoning?
Louis og Irina, prøver i hvert fald deres bedste, for at finde på noget.
Og når man snakker om solen, så bliver deres shipnavn afsløret i næste kapitel, jeg tager stadig gerne imod forslag!
Ses kære læser :)
Knus: Weirdestwriting<3