SPEKTRUM fanfiction

NASRIN + ADRIANA

Teksten foregår få timer efter at Ursiderne slutter.

--------

Fire gange har jeg vidst, jeg skulle dø. Første gang var jeg seks år. Da jeg var på vej ned ad en kælkebakke, gik det for første gang op for mig, at jeg og alle jeg kender om blot få årtier er reduceret til ormeføde. Jeg har ikke kunne slippe tanken siden. Anden gang var jeg otte år. En gren knækkede, og i de sekunder jeg svævede i intetheden, vidste jeg, at det kunne være slut nu. Tredje gang var jeg ti år. Mor døde, og med hende, forsvandt størstedelen af mig også. Fjerde gang var jeg sytten år. Jeg troede, at jeg havde slået Alban ihjel, og jeg vidste, at det ville blive mit endeligt. Det er blot få timer siden.

-

Jeg sidder på det beskidte gulv, stirrer ud i møllens mørke. Jeg er omringet af evigt, altoverskyggende, altopslugende mørke. Det har været en del af mig så længe jeg kan huske. Mørket, altså. Lige siden Thailand. Måske også før det. Jeg kan efterhånden ikke huske hvilke dele af mig der blev etableret da det skete, og hvilke dele af mig der bare altid har været der. Har død altid været et af mine biprodukter? Har selvudslettelse altid været min bedste ven?
Trægulvet er koldt, vinden suser ind af de nærmest ikke-eksisterende vægge, jeg fryser, men jeg mærker alligevel ingenting. Jeg ved ikke hvorfor jeg er endt herude. Igen. Men af en eller anden årsag, er mørket herude nemmere at tackle end mørket derhjemme.
Mørke tiltrækker mørke, det æder lyset, det udvisker livet. Jeg tror, at der er en reel mulighed for, at jeg en dag opsluges af min helt egen personlige horror vacui. Eller måske bliver jeg bare kvalt af min egen indespærrede vrede. Hvis bare det sker, inden jeg ødelægger en af de andre. Igen. Hellere mig end dem.
"Stop dig selv Nasrin. I-di-ot." Jeg er efterhånden blevet ret god til at snerre af mig selv, fordi der ikke er andre at snerre af.

Det er som om min vrede bliver kanaliseret ud i mine lemmer, når jeg hiver den halvfærdige blæksprutte op ad tasken med en så voldsom bevægelse, at hæklenålen falder ud af garnøjet og ruller hen ad det gamle, mugne trægulv. Jeg skuler efter den, magter nærmest ikke at strække mig ud efter den. Det kræver, at jeg skal se mig omkring og blive mindet om, hvad der skete sidst jeg befandt mig her. Og dét er det sidste jeg har lyst til. Det vil blot minde mig om, at listen over "ting og mennesker Nasrin har ødelagt" nu også inkluderer en fucking mølle. Helt ærligt, hvem fanden smadrer gulvet på en ældgammel bygning, fordi hun begynder at tude og ikke kan holde sammen på sig selv?
Jeg lukker øjnene, knuger øjenlågene så hårdt sammen, at lysende prikker danser for mit blinde syn. De lysende prikker bliver til stjerner, som bliver til stjerneskud, som bliver til eksploderende kometer over den mørkeste nattehimmel som er mit indre.
Det er et af de tricks jeg bruger, og som sommetider hjælper. Oftest hjælper det dog ikke en skid.
Men hvis mørket ikke allerede har opslugt hele mit væsen, kan det af og til nå at stoppe min tankerække, når jeg har lyst til at rive min egen hud af, blotte musklerne der er tilhæftet min knogler og blive til ingenting.

Min 'forsøg-at-hold-fast-i-mig-selv'-øvelse bliver afbrudt af en skrækkelig lyd, der udspringer fra bunden af min taske.
"Lortetingest." Mumler jeg, da jeg fisker mobilen op ad tasken. Vreden har vist endnu ikke forladt mine lemmer endnu.
'Snak med mig. Mølle. Ciders ;)' Står der på den lysende skærm. Jeg glor på bogstaverne. Forsøger at finde sammenhængen mellem bogstaverne og deres betydning. Jeg skulle mene, at jeg godt kunne finde ud af at læse helt almindeligt dansk, men hvorfor i alverden skulle Adriana have lyst til at glo på mit ansigt lige nu? Det er kun få timer siden, at mine hænder, min evne, JEG var ved at slå et andet menneske ihjel. Et af de få mennesker på kloden, som udelukkende bidrager med noget godt til universet. Hvis mine hænder kan forårsage den slags, så ved jeg ikke engang, om jeg har lyst til at kendes ved dem.
Jeg lader fingrene bevæge sig hen over telefonens tastatur, forsøger at forme et svar. Det tager flere minutter, bare at skrive den ene linje: 'Aflever de breezers tilbage til den kiosk, hvor du stjal dem fra'. Sletter det hele igen. Skriver i stedet bare 'Ok' og smider mobilen tilbage i tasken.
I tasken strejfer min hånd et gammelt sammenkrøllet papir. Jeg tager det op. Kigger på det stakkels hvide papir, som er blevet ødelagt af mine ikke-poetiske, ukorrekte og ufatteligt tåkrummende ord. Et af de få digte, der af en eller anden årsag har undsluppet dobbeltskyl.
I mange år har jeg skrevet, for at få smagen af det brune, grumsende vand til at forsvinde. Smagen af død glemmer man ikke. Heller ikke når man skriver dårlige digte, men det kan fungere som en hurtigt opløsende mintpastil. Nedregulerer intensiteten et øjeblik. Men nu skriver jeg også, for at glemme, at de hænder der sidder for enden af mine arme kan slå ihjel. Puttes døde, kolde krop. Albans krampende skikkelse. Død, død, død. Forårsaget af mig.
Jeg ved allerede, at jeg vil fortryde det, men jeg folder papiret ud for at læse det.