Den forfængelige prins

Der var engang en konge og en dronning, der elskede hinanden så højt, som nogen nogensinde har elsket. En dag fik de en noget så skøn søn. Aldrig havde kongeriget haft sådan en smuk tronarving. Prinsen voksede op i trygge rammer, og han blev beundret af alle og en hver. Han havde fået sådan et dejligt, gyldent hår, hans øjne skinnede som blå krystaller og hans hud var så ren og blød som de fineste dun. De havde det godt i deres lille kongerige. Men som prinsen voksede op blev han mere og mere forfængelig. Han skulle kigge sig selv i spejlet mindst hundrede gange om dagen, og han havde kun øjne for sig selv. Hver gang han kiggede sig selv i spejlet, kiggede han efter alle de fejl han havde, og så snart han fandt en fejl, brød han ulykkeligt sammen. Kongen og dronningen blev så bekymret for, at de ikke ville finde den rette brud til ham, nu hvor han kun var forelsket i sig selv. De ledte desperat efter en pige, der kunne måle sig med prinsens udseende, men ingen i hele kongeriget var så skøn som prinsen selv. Hver gang prinsen blev introduceret for en pige, sagde han bare: "Ikke min type!" eller "Jeg vil kun have den skønneste!".

Efter 3 lange år efter søgen på den perfekte brud, besluttede kongen og dronningen sig for, at det måtte være nok. De sendte derfor prinsen væk, så han kunne finde en brud selv. Prinsen var så kold, at han bare rejste med det samme. Det eneste han tog med sig, var en sum penge og sit dyrebare spejl. Han rejste derfor til en storby, hvor han boede på et hotel på 7. etage. Herfra kunne han se hele byen. Dagene og nætterne gik og prinsen havde stadigvæk ikke fundet nogen brud. Hver dag kiggede han ud af sit vindue, der kunne han nemlig spejle sig selv, men samtidig nyde udsigten, mens han tænkte over, hvor heldig han var. En dag kiggede han ned på alle folkene, der gik forbi. Han fik øje på et kærestepar. De så, så lykkelige ud som de gik der hånd i hånd, smilende og leende. Den næste dag så prinsen igen ud af vinduet, og igen fik han øje på kæresteparret. Denne gang stod drengen ventende med de smukkeste roser. Da pigen kom, gav han hende et kys på munden, og overraskede hende med blomsterne. Hun sprang ind i hans favn, og de snurrede rundt som den mest elegante ballerina. De var så smukke sammen, så fortryllende bedårende. Prinsen havde aldrig set noget så smukt i hele sit liv. Hans hjerte begyndte pludselig at gøre ondt, og han følte sig ikke længere heldig. Han fældede en tåre, for hvor ville han dog gerne opnå den lykke, hvor ville han dog gerne se så smuk ud. For selvom han hele sit liv havde været omringet af kærlighed, havde han bare ignoreret den. Prinsen gik i seng med en følelse af tomhed, en følelse af at mangle noget. Han vågnede op næste dag, og gik direkte hen til vinduet. Han så pigen stod alene, og med undrende blik kiggede han bare på hende. Hun så ikke særlig glad ud, nærmest bedrøvet ud. Prinsen synes ikke længere, at der var noget smukt ved hende. Det var som om, der manglede en del. Pigen tørrede sine øjne, og i samme øjeblik dukkede drengen op. Hun lyste pludselig op, og da de omfavnede hinanden, strålede de igen som den klareste stjerne. I et kort øjeblik stod alting stille, og prinsen fældede en tåre. Han faldt ned på knæ, og begyndte at hulke.

Et par dage senere, opsøgte prinsen en af de lokale hekse, som boede i storbyen. Han havde besluttet sig for, at han også ville opnå den lykke, som han havde oplevet gennem pigen og drengen.

"Så du vil gerne være lykkelig?" sagde heksen, mens hun fandt tingene frem. Prinsen nikkede bare. "Ja, det kan hjælpe med. Hvad kan du tilbyde?" sagde hun. Hun kiggede på ham, og grinede så. Prinsen så forvirret ud, og faldt ned på knæ og tryglede hende om sit ønske.

"Jeg vil gøre alt!" sagde han. Heksen kiggede ondskabsfuldt på ham.

"Jamen, så vil jeg have din skønhed," hviskede hun. Hun begyndte derefter at le. Prinsen var så opsat på at opnå den lykke, at han ikke tænkte sig om og takkede med det samme ja til tilbuddet. Heksen gav ham en flaske, som han bare skulle drikke, når han kom hjem. Prinsen takkede og skyndte sig hjem. Han var knap nok nået ind af døren, før han begyndte at hælde eliksiren i sig. Der skete ingenting. Han blev så rasende. Han begyndte at kaste med tingene og endte med at smadre sit spejl. Spejlet gik i tusinde stykker. Prinsen blev så chokeret og oprevet over situationen, at han besvimede. Den næste morgen ville prinsen bare gerne kigge sig selv i spejlet, men spejlet lå knust ud over hele gulvet. Han tog sig til hovedet, rejste sig op og gik hen til vinduet. Han kiggede ud af vinduet og fik pludselig øje på en skikkelse.

"Hvad, i alverden?" tænkte han og rakte ud efter vinduet. Skikkelsen afspejlede hans bevægelser, og det gik op for ham, hvad der var sket. Han tog sig til ansigtet og begyndte at gå bagud. Han rystede på hovedet. Skikkelsen havde grimme, mosegrønne øjne, en stor næse og et kruset, sort hår. Den havde endda skæg. Skikkelsen var ham. Han var skikkelsen. Med et huskede han, hvad heksen forlangte for at opfylde hans ønske. Han brød med det samme sammen. Efter noget tid besluttede han sig for at gå i byen. Pludselig syntes han, at alle de unge piger var smukkere end nogensinde før, men ikke ligeså smuk som det par, han havde set. Han prøvede at snakke med dem, men de afviste ham alle sammen. Der var dog en pige, som ikke afviste ham, og de faldt i snak. De begyndte at gå ud, men det eneste prinsen kunne snakke om var, hvor grim han var, og det endte med, at hun gik fra ham. Selvom han udseendemæssigt havde ændret sig, var hans hjerte stadig det samme.

Syv lange år var gået, og prinsen havde stadig ikke opnået det, han ville. Han fortrød bittert, at han havde sagt ja til heksens tilbud. Der var ikke kommet andet ud af det end ulykke. Han tog hen på en lokal bar. Der fik han øje på en meget smuk pige. Han gik hen til hende. Hun havde et flot gyldent hår, krystalblå øjne, og hendes hud så så blød ud.

"Har du fundet lykken?" spurgte hun ham, og det gik op for ham, at det var heksen. Han blev vred, men han gjorde ingenting. Han brød ud i gråd over, hvilket forfærdeligt menneske han dog havde været. Han kiggede ud af vinduet og tænkte over, hvad heksen havde sagt. Ude på gaden kom en ung pige gående med en kurv fuld af frugter. Hun var høj, slank, gik med briller, havde overbid og så skrøbelig ud. En mand kom gående bagfra, og gik direkte ind i hende. Hun tabte kurven, og frugterne trillede ud på gaden. Prinsens hjerte begyndte at banke, han rejste sig op, og løb ud af baren. Han faldt ned på knæ og samlede et æble op. Så kiggede han op på pigen, mens han rakte hende æblet. Der kom et glimt i deres øjne, og hun tog imod æblet, mens prinsen langsomt rejste sig op. Han kiggede ind i baren, hvor heksen sad. Hun blinkede til ham og begyndte at smile. Så kiggede han i barens vindue. Dér stod prinsen og pigen. To uperfektheder, men alligevel så perfekte sammen.

Udenfor skinnede solen. Prinsen og pigen gik forbi hotellet. Oppe fra et værelse på hotellets 7. etage kunne man se dem, mens de gik forbi nede på gaden. De strålede, og de var så smukke sammen. Verden havde aldrig set noget smukkere. Det var ren kærlighed. Ren lykke.