De sidste fire

Kapitel 2

Vi er lige kommet hjem, Simon var stadig smurt ind i blod. Da vi gik ind ad den lille sprække vi havde lavet tidligere, var det hele som vi efter lod det. Kapslerne var der stadig. Vi var nødt til at bære Simon med tilbage, han havde brugt sin energi og var besvimet, ved vandkanten. Jacob og jeg bar ham, imens Mai rettede stien for lianer og de diverse grene. Vi smed Simon i en af kapslerne. Jacob og Mai smed deres tasker ved en af væggene. Jeg satte den ved min kapsel. "Hvordan har han det?" Mai satte sig med ryggen til vægen ved siden af mig. Jeg kiggede ned på hende. "han overlever han har bare brug for ville." Jeg kunne se at hun havde en rift på kinden. Jeg gik hen ved vægen med skufferne, og begyndte at lede efter en førstehjælpskasse, "den må da være en et sted" tænkte jeg for mig selv" Efter mange forsøg, fandt jeg noget der liggende en førstehjælpskasse, jeg tog den og gik over til Mai der stadig sad ved vægen med sine ben bukkede ind til kroppen. Så hun sad i fosterstilling. Jeg satte mig overfor hende og lynede førstehjælpskassen op, og fandt noget at rense såret med, og et plaster. Jeg begyndte forsigtigt at nærme mig hendes kind, men hun trak sig væk, jeg tragte min hånd tilbage. Hun kiggede på mig med en uro i sit blik. Jeg stivende jeg viste ikke hvad jeg skulle gøre, Jeg er ikke god til mennesker og slet ikke kvinder, tænkte jeg for mig selv. Hvad skal jeg gøre?
"Øm. Må jeg rense dit sår," jeg løftede min hånd op til hende kind igen, og hun lukkede øjnene. Da jeg var færdig satte jeg det plaster på som jeg havde fundet frem, sammen med det andet. Imens jeg satte det på, kiggede hun på mig. "Tak" Sagde hun imens hun fast holdt mit blik i sit. Jeg kiggede lige ind i de dybeste grønne øjne. Jeg tror vi sad der om til flere minutter, vores blikke blev først brugt, da Jacob sagde at Simon var ved at vågne. Mai brød vores blik. For at kigge ned på hendes bror. Jeg rejser mig og gik hen til kapslen hvor vi lage Simon. "Hvorfor kigger i alle på mig?" Han blinkede en gang med øjerne. Han satte sig langsomt op, og tog sig til hovedet.

"Hvordan er jeg kommer her han?"

"Vi bar dig her hen din tumpe!" Jacob havde trådt frem så han stod lige over Simon, som stadig ikke havde kommet sig helt.
"rolig man, tag lige en slapper, han har lige redet os, så vis han lidt taknemmelighed!" jeg havde trukket ham væk fra Simon, og stod ansigt til ansigt med ham. Jeg kiggede han lige ind i hans mørkegrønne øjne.
Hans er slet ikke som hans søsters, hans har mere vrede end sin søster. Tænk at man kan være tvillinger, men er så forskellige, tænkte jeg for mig selv, imens jeg stadig holdt hans blik fast. Jacob vente sig og gik hen til hans kapsel og satte sig ved siden af den. Mai var gået med ham, og sad på hug foran ham, og støj hans arm. Jeg vente mig imod Simon igen. Han sad og kiggede lidt forvirret rundt.

"Er du okay?"

"Det var bare en lille myrer, jeg klare mig" Simon rejste sig og gik ud til klippeåbningen. Jeg fulgte med lidt tøvende. Vi stod ved siden af hinanden, i stilhed og så solnedgangen gå ned over vandspejlet, lidt derfra. Jeg kiggede lidt skævende på ham. Og så at han stod og svajede med vinden. 'Der stod vi to af de sidste mennesker på jorden, hvis man stadig kan kalde den det. "Det er den 24-09 i dag, min fødselsdag eller det tror jeg det er, der er vel ikke nogen af os der rigtigt ved hvilken dag det er." Jeg vente mit hoved og så på ham. Han stod stadig med øjerne rettet imod vandspejlets overflade og solen der næsten var forsvundet ned i intetheden. "Du ville blive 25 ikke?" Jeg rettede mit brik hen imod træernes toppe. De var røde af solen skær. "Ja. Jeg, Simon Christensen ville være 25 den 24-09-2019" Han vente sig om og gik inden for igen "Tillykke med fødselsdagen så." Sagde jeg stille så kun han kunne høre det. Jeg stod der ude i den kolde aften brise. spejdede ud over horisonten. tænk at der måske lå en by lige her hvor jeg står? Jeg lukkede øjnene, jeg kunne stadig mærke soles sidste stråler før den helt sagde farvel for i dag tænkte jeg for mig selv.

"Lau. kommer du ind igen?" 

Det var Mai, hun stod i klippens åbning, jeg vendte mig rundt og så hende i føret en ny T-shirt og shorts. Jeg kiggede op og ned ad hende. Fuck hvor ser hun lækker ud i de små shorts, tænkte jeg igen for mig selv.
Jeg gik ind og så at Jacob havde fundet nogle tæpper og han har lagt en madras ned i hver vores kapsel. Jacob smed et tykt tæppe, hen imod mig. Og greb det og lage det ned samt med madrassen. Jeg fik et lille prik, på den ene skulder, jeg vendte mig og så at det var Mai, hun stod med hænderne fremme i hendes hænder, lå der nogle bær. Jeg kunne se at der var en blanding mellem hindbær, blåbær og stikkelsbær.
"For at du hjælp mig tidligere. "
Jeg så på hende, hun havde hovedet bukket og jeg kunne ikke så hendes ansigt, jeg tog imod bærrene og hun skynde sig hen til sin egen kapsel.
Jeg stod lidt og stirrede ud i luften.
"Hvad skete der lige?" jeg kløede mig lidt i hovedbunden. Jeg lade bærerne ved min kapsel på min trøje, jeg havde taget af. Da jeg flyttede mit hovedet så jeg over imod Mai, hun stod og stirrede på mig, med en form for genert i sit udtryk, jeg smilede til hende, og hin vente sig hurtigt om. Jeg kiggede ned langs hendes ryg. Og bemærkede at hun havde maget langt hår, det under mig at jeg ikke har set det før. men tænker ikke mere over det. 

Tak for at have læst så langt, hvis du vil vide mere om Lau og hans venner, så skriv en kommentar. :)