"Jeg skal nok beskytte dig" sagde han, og så hende i øjnene, så hun ville tro på ham. "Sammen, hvis du kan huske det?" fortsatte han stille, fordi han vidste at det ville berolige hende. Hun nikkede, og tog en dyb indånding, før hun åbnede døren, og trådte ind på det bløde gulvtæppe, med Kevin lige bag hende.
Psykologen smilede til hende, men ikke til Kevin.
Kim nævnte det ikke, fordi hun troede, at Kevin måske var usynlig for psykolog.
Kevin var altid med, når Kim havde sine psykologtimer. Faktisk var han næsten altid sammen med Kim. Det var de færreste gange, man ikke kunne finde Kevin sammen med Kim. De var lidt ligesom søskende, bortset fra at Kim og Kevin ikke blev uvenner, og var meget mere sammen.
De havde aftalt, at de ikke ville skændes ligesom Kims forældre.
At Kim og Kevin, altid ville være der for hinanden.
At Kim og Kevin, aldrig ville være negative omkring hinanden.
Kims forældre var nemlig næsten aldrig hjemme, og når de så endelig kom hjem, var de bare negative og uvenner. De skældte ud på Kim, og fik hende til at græde. Og det kunne hverken Kim eller Kevin lide.
Engang havde Kim også andre venner end Kevin, men de var ikke ligeså søde som Kevin.
De begyndte at sige, at Kim var barnlig fordi hun stadig ville se børnetimen, eller fordi hun stadig ville lege med Barbie. Men det gjorde hende ikke noget, for pludselig en dag dukkede Kevin op. Og han ville godt se børnetimen med hende, og lege med Barbie sammen med hende. Han ville endda bygge træhuse sammen med hende. Og siden den dag, havde det bare være dem, mod alle andre.
Endnu engang sad hun på den hårde, men også mærkeligt komfortable sofa.
Som altid, sagde hun ikke noget. Hun ville ikke lukke nogen ind, bortset fra Kevin.
Hvorfor skulle hun? Det var ikke, fordi det ville hjælpe hende, eller noget. Hun var jo slet ikke syg, som de så pænt påstod.
Psykologen lænede sig langsomt fremad.
"Hvordan har du haft det siden sidste gang, vi talte?" spurgte psykologen, og smilede til Kim. Kim nikkede langsomt, og mumlede et, næsten ikke eksisterende, fint. Psykologen pustede, og prøvede så endnu engang.
"Du er nødt til at sige noget, Kim" sukkede hun anklagende, "bare et eller andet."
"Jeg ønsker ikke at være her" sagde Kim, irriteret. "Jeg har aldrig bedt om dette!" råbte hun, så højt hun kunne.
Hun gik hen til vinduet, og satte sig i vindueskarmen. Hun kiggede ned på folk.
De skyndte sig rundt, og råbte af hinanden.
De skulle prøve at stoppe op, tage en dyb indånding, se sig omkring, og spørg dem selv: er det virkelig, hvad jeg vil? Er det det jeg ønsker, at gøre med mit liv?
Hun drejede hovedet og så Kevin sidde på sofaen, langt og væk fra psykolog. Det fik hende til at smile.
"Hvem er du smiler til?" Spurgte psykolog.
"Ikke nogen" svarede hun, selvom hun jo smilede til Kevin.
Men psykologen kunne ikke se Kevin!
YOU ARE READING
Schizophrenia
Random"Jeg skal nok beskytte dig" sagde han, og så hende i øjnene, så hun ville tro på ham. "Sammen, hvis du kan huske det?" fortsatte han stille, fordi han vidste at det ville berolige hende. Hun nikkede, og tog en dyb indånding, før hun åbnede døren...
