Jeg står bare der.
Midt i skoven.
Skoven der var håb, glæde og kærlighed
Er nu ensomhed, frygt og fortvivlelse...
...
Ja, son var det for en uge siden. Son var det efter at jeg besluttede mig for at ikke komme tilbage til skoven, det eneste sted jeg var fri. Fri som en fugl.
Jeg var oppe på mit værelse...
Det føltes så lille, selvom det var enormt. Det føltes som om jeg ikke kunne trække vejret...
Selvom dette slot var enormt og fuld af mennesker, tjenestefolk og min familie. Følte jeg mig ensom og lillebitte som en mus...
Jeg følte at jeg ikke tilhørende dette her sted, selvom det var MIN far der ejede slottet og selvom jeg var Kongens eneste rigtige datter følte jeg mig som en fremmed...
Jeg vidste ikke rigtig hvorfor jeg følte son...
Det bankede på døren, og mine tanker fløj væk gennem det store vindue som lå åbent...
Hej til jer alle
Tak fordi i læste med
Håber i kunne lide det, og husk lige at stemme hvis i kunne lide det, og i må meget gerne skrive i kommentarerne om jeres mening💫💫💫
BẠN ĐANG ĐỌC
Nattehimlen
Viễn tưởngAlt er så skønt. Skovens flotte træer, fuglende der synger, og selvfølgelig det vigtigste den blå og uendelige himmel, og jeg selv... Jeg hedder Luna Marouski, jeg er næsten 17 år gammel. Jeg er fra Marouski slægten, og bor i sollys. Alt gik godt e...
