Junarmija sommerlejr

Mørket sænker sig...

Regnen fortsætter som let støvregn også på vejen hjem. Vi går på linje to og to. Jeg har geværet under armen. Det er tungere, end det jeg bruger derhjemme og i skolen. Jeg går ved siden af en pige med sort krøllet hår og en mørk skinnende hud. Hun er ikke særlig høj. Vi er nogenlunde samme højde hende og jeg. Hvis jeg skal være her, i fire uger må jeg altså lære nogle flere at kende.

"Hvad hedder du?" Spørg jeg pigen, som går ved siden ad mig. Hun ser forbavset op på mig. Så smiler hun.

"Mit navn er Anastasia hvad med dig?" Siger hun venligt.

"Jeg hedder Ekaterina." Svarer jeg hende. Hun virker ikke interesseret i at snakke. Resten er turen går vi i stilhed.

Mørket har sænket sig over lejren, og jeg har øvet skydning hele eftermiddagen. Jeg håber selvfølgelig aldrig, at det bliver nødvendigt at gå i krig, men der skal jo være nogen til at forsvare fædrelandet. Jeg lader døren smække i bag mig, og går nu ud på den mudrede jord. Der er allerede dannet stier, der hvor folk har gået. Det er godt, man har støvler på. Jeg går med toilet tasken under armen og resten af taskerne på ryggen. Jeg er på vej hen mod min hytte. Vi er 5 i hver hytte. Drenge og piger ligger selvfølgelig adskilt. Der er nogle få lygter sat op rundt omkring som hjælp til at finde rundt i mørket. De lyser svagt ned på stien. Jeg er cirka 10 meter væk fra min hytte da jeg pludselig hører en masse latter. Drenge latter. Jeg ser en gruppe drenge stå under et halvtag ved siden af min hytte. Hytte nr. 142. En af dem er Andrey. Selv i mørket kan jeg genkende ham, og jeg nyder synet af hans latter. De stopper med at grine og kigger i min retning.

"Hey Ekaterina! Er det din hytte?" Siger Andrey lystigt.

"Ja det er. Hvad laver i her ved pigernes hytter?" Spørg jeg drilsk. De ser alle sammen glade ud. Andrey går tættere på og de andre fortsætter snakken.

"Det var drengenes idé" svarer han pinligt til mode. Jeg kan ikke lade være med at smile til ham.

"Bare rolig jeg sladrer ikke." Siger jeg, og griner som reaktion på hans nervøse ansigtsudtryk. Han rødmer, og stryger samtidig let en lys lok om bag mit ene øre. Det giver et sæt i mig. Ingen dreng har nogensinde rørt ved mit hår, med mindre deres intentioner var at rive i det... men samtidig har ingen dreng gjort mig så godt tilpas.

"Godnat Andrey... vi ses vel i morgen." Siger jeg, og trækker mig lidt væk fra ham. Jeg vender mig om for at gå indenfor da han pludselig siger.

"Lige en ting til Ekaterina... jeg har aldrig mødt en pige som dig." Siger han kærligt. Hele min krop stivner, og jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg mærker hvordan hele mit ansigt rødmer. Jeg tør ikke vende mig rundt. Stadig med ryggen til siger jeg tilfreds.

"Godnat Andrey." Han fniser lidt, og jeg kan ikke tyde, om han er glad eller skuffet.

Jeg træder glad og velfornøjet ind i den varme hytte. Selvom jeg for én gangs skyld ikke frøs.

"Ekaterina! Jeg håbede, på du ville være i samme hytte som mig" siger Anastasia i højt humør. Hun sidder på kanten af sin seng og smiler stort. Jeg vinker genert til hende, og kigger nysgerrigt rundt i hytten efter resten af mine hytte kammerater.

"Endelig!" Udstøder en fremmed stemme.

"Nu hvor vi alle er her, kan vi så ik' nok spille s eller k?" Spørg stemmen udmattet, og pludselig kommer en smuk rødhåret pige ud fra badeværelset med børsten igennem håret. Jeg ser forbløffet på hende, mens vores blikke mødes. Hun smiler lusket, og løfter utålmodigt det ene øjenbryn. Jeg tager mig selv i at stirre, da det går op for mig, at ingen har svaret på hendes spørgsmål. Jeg skal lige til at svare, men en tredje pige kommer mig i forkøbet.

"Hvad er det nu lige, det er?" Spørg hun, og dukker op bag sin seng. Jeg havde ikke lagt mærke til de to andre piger, som sad på gulvet bag en seng. Nu rejser de sig begge op. De har begge langt brunt hår. Den eneste forskel er at hende den ene har lange elegante slangekrøller. Det er hende, der nu træder frem, og præsenterer dem.

"Hej. Jeg hedder Diana og det her er Irina. Hvad med dig?" Spørg hun venligt.

"Jeg hedder Ekaterina." Siger jeg genert, og jeg skimter pigen med det ildrøde hår ud ad min øjenkrog. Hun står nu med armene over kors, og venter utålmodigt. Diana kommer høfligt frem til mig for at give mig hånden, så jeg bliver nødt til at lægge mine tasker. Jeg lægger mærke til hendes søde smilehuller, og hvordan hendes bløde krøller danser om hendes skuldre.

"Hvorfor lægger du ikke lige dine ting på din seng? Du skal sove her ved siden af mig." Siger pigen med det røde hår, hvis navn jeg stadig ikke kender. Jeg går over og lægger mine tasker på sengen i højre del af værelset. I venstre del af værelset står der tre senge. Der sover Anastasia, Diana og Irina. Mens jeg lægger mine ting på sengen, og tager overtøjet af, spørg jeg pigen.

"Hvad hedder du egentligt?" Spørger jeg med et smil på læben. Jeg ser et glimt skyde frem i hendes dybgrønne øjne.

"Mit navn er Regina!" Siger hun, og rejser sig op. Jeg får et chok, da hun kommer frem, og giver mig et kys på kinden. Jeg smiler tilbage til hende. Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvor dejligt åbne og venlige pigerne til min store overraskelse er på Junarmija sommerlejr. Det virkede slet ikke sådan, da vi kom, eller da vi var ude og træne. Måske er det nu jeg får veninder for livet...