Vil Min Yonna nogensinde få en chance ved ham PlayBoy'en J-Hope? Når hun bare er den eneste der kan lide og læse og er den klogeste i klassen, ligsom en nørd! I don't know, men find ud af det her!
"Stop!" Råbte jeg. Jimin blev ved med at drille mig. "Hey!" Råbte en dreng, jeg kigget derhen og så en ret sød dreng.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
"Nurh, er din kæreste nu kommet for at hjælpe dig?" Sagde den onde Jimin. "Ja, og hvad så?" Råbte drengen. "Ha! Og hvad har du så? Nemlig ingenting!" Sagde Jimin. Jimin er 2 år ældre end mig og Jungkook, mener jeg drengen hed. "Måske ikke, men det giver dig ikke lov til at drille Yoona!" Råbte han. Jungkook løb alt hvad han kunne hen til mig og træk mig ind i et kram, imens vi gik væk fra Jimin. Den duft, den glemmer jeg aldrig!
Flashback slut
"Jungkook?" Hviskede jeg. Han gav straks slip på mig og kigget på mig og begyndte at smile.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
"Yoona!" Hviskede han igen og vi krammet. Jeg tørte hans tåre væk. Der kom den dreng fra tidligere ind igen. "Skal vi smutte?" Spurgte han om uden at se på mig. "Hvorfor allerede?" Spurgte jeg trist. Han svaret mig ikke eller kigget på mig. Jeg begyndte at blive ked igen. Der faldt en tåre. "Hobi! Gå ud, du for hende til at græde med dine ord!" Råbte Jungkook. "Aha, MEN HUN KNUSTE MIT HJERTE!" Råbte han og begyndte at tude. "Hun kan ikke huske mig!" Sagde han og gik ud igen. "Vent! Hobi!" Råbte jeg, han fortsatte bare. Jeg grædt inde i Jungkook's favn. De andre kigget bare på mig og Jungkook. "Jeg har savnet dig!" Hvisket jeg til Jungkook. "Ligemåde!" Hvisket han tilbage.
Vi snakket bare lidt sammen. "Jungkook vi skal hjem." Sagde en af de andre. "Nej! Jeg bliver hos hende!" Svaret Jungkook. "Det behøver du ikke!" Sagde jeg. "Jo, jeg gør! Jeg kan ikke bare efterlade dig sådan her." Sagde han.
Jeg fik et flashback fra da Jungkook også begyndte at mobbe mig, sammen med de andre drenge. "Jungkook, gå!" Sagde jeg. De andre kigget forskrækket på mig. "Du.. Har ikke været der for mig al den tid, jeg kan tydeligt huske da dig og de andre mobbede mig, og stadigvæk gør." Da jeg sagde det begyndte jeg at græde. Jungkook kom hen imod mig, og skulle til at kramme mig. "Nej, lad vær også bare gå!" Sagde jeg. "Ja-jamen, jeg har ændret mig!" Sagde han. "Det er forsent!" Sagde jeg. Han begyndte at græde, men gik. "Han giver ikke slip på dig så let." Sagde en af de andre, inden de gik helt. Da de gik begyndte jeg at tude. Ham drengen kom igen. "Hvad er der sket?" Spurgte han. "Ikke noget, og hvorfor er du her?" Spurgte jeg. "Ikke for noget." Sagde han og satte sig ned på stolen ved siden af hospital's sengen. "J-Hope, du har også drillet mig!" Sagde jeg og bare stirret ud i luften. "Whatever!" Sagde han og rejste sig og gik. Nu var jeg altså alene. "Hvorfor mig? Hvorfor skal jeg overhovedet leve?" Jeg spurgte mig selv. Jeg faldt lige så stille i søvn.
Morgen
Jeg vågnet, jeg ringet efter en læge. "Hvad er der?" Spurgte lægen. "Morgenmad." Sagde jeg bare. "Hvad vil du have?" Spurgte hun. "Bare et eller andet." Sagde jeg. "Men frue, vi må ikke bestemme din mad!" Sagde han. Jeg svaret ikke. "Frue, noget galt?" Spurgte hun "Nej, jeg tager bare havregrød!" Sagde jeg. Hun nikkede. Min dør åbnet, en person kom ind. "Hey, hvordan har du det?" Spurgte han om.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
"Hvem har sendt dig?" Spurgte jeg om. "Mig selv?" Svarede han. "Okay, hvorfor er du her?" Spurgte jeg. "Jeg vil bare se hvordan du havde det!" Sagde han. "Okay?" Svarede jeg. "Hvem er du egentlig?" Spurgte jeg igen. "Kald mig Tae, men jeg hedder Kim Taehyung!" Sagde han. "Du en af dem fra igår!" Sagde jeg. "Ja, noget galt med det?" Spurgte han. "Ja, du har været med til at mobbe mig." Sagde jeg. "Ved du hvor mange jeg har prøvet at begå selvmord?" Sagde jeg. "Har du det?!" Spurgte han om, han fik åbenbart et chok. "Ja, men det bliver mellem os!" Sagde jeg. Han nikkede.
En læge kom ind. "Du kan blive sendt hjem nu!" Sagde hun. "Fedt." Sagde jeg. "Jeg pakker lige mine ting." Sagde jeg. "Vent, jeg kan hjælpe." Sagde Tae. "Det går nok." Svarede jeg. Jeg fik pakket alle mine ting.
Ude af hospitalet
"Hvad skal du så nu?" Spurgte Tae. "Hjem." Svarede jeg. "Kan du huske noget af det der skete?" Spurgte han. "Nej, Tae. Det kan jeg ikke, og jeg er heller ikke sikker på at jeg vil!" Sagde jeg. "Forståeligt!" Sagde han. Jeg krammet ham. "Kan du ikke tage med mig?" Spurgte han. "Mener du med hjem?" Spurgte jeg. "Ja" Svarede han. "Jeg ved det ikke." Svaret jeg. "Kom nu!" Plagede han. "Okay, så!" Jeg gav mig til sidst.
