Scream and fight

Bye world

Jeg vågnede i... en kæmpe dobbeltseng. Og Hunter ved mig. " hvad i.. " mumlede jeg. Hunter krympede sig sammen, imens han stadig sov. " fucking idiot! Hvad laver jeg her!? " råbte jeg frustreret. Han vågnede halvt, men var hurtigt oppe efter jeg havde kastet ham ned af sengen. " hvad nu? " spurgte han forbavset. " hvorfor er jeg her, og ikke i hjemme hos mig selv? Hvad skete der egentlig? ". Hunter grinte. " Waow Waow Waow rolig! Din mor sagde at hun havde nattevagter, og spurgte om jeg ikke kunne passe på dig " forklarede han. Jeg gav et opgivende suk. " mit hovede gør ondt.. " klynkede jeg. Jeg rejste mig fra sengen, men væltede hurtigt. " Crystal! " Hunter kom løbende hen, og tog mig op i hans arme. Jeg tog fat om hans nakke, og kiggede dybt ind i hans øjne. Han grinte. " for fanden ".

Han tog mig ned i køkkenet, hvor han tog et skærebræt frem, noget franskbrød, og 2 knive. En til smørret, og en til brødet. " jeg kommer om lidt. Det lille hus kalder " grinte han, imens han satte mig på en stol, ved bordet hvor alle tingene lå. Jeg tog brødkniven, og stirrede skarpt på den. Takkerne var lange, og kunne skære alt over. Jeg kiggede derefter ned på min bløde hud, med hår her og der. Jeg førte den ned, og lod den kører let over min bare hud. Det kilede kun. Derefter gjorde jeg det samme. Bare hårdere. " arg.. " fik jeg fremstammet, da blodet begyndte at skylle ned som et vandfald. Jeg gjorde det samme på anden arm. Et højere støn kom, da jeg var ved en blodårer. " Crystal? " Hunter stod kun få meter væk fra mig, men på 0,5 var hen henne ved mig. " stop! Hvad i alverden tænkte du dog på!? " jeg ignorerede ham, og skar videre. Min hund flænsede, og jeg klemte øjnene sammen, for ikke at brøde ud i gråd. Smerten hev i mig, og blodet løb ned, og endte på mine lår. " stop! " Hunter tog kniven ud af mig, og ved en fejltagelse placerede sin hånd på mit nærmest af skårede arm. " ARH " råbte jeg, med et par tåre. " jeg håber fandme du har vasket hænder! " råbte jeg igen. Han nikkede chokeret.

Hunter vidste det ikke, men jeg havde smørkniven i lommen. Vi havde spist morgenmad, og havde fået min arm dækket til. Men der var for mange følelser. For mange smerter. " jeg skal lige på toilettet.. " mumlede jeg, og gik derud. Jeg læste døren, og det første jeg gjorde var at tage kniven frem. Først begyndte jeg i lårene. Små støn af og til. Jeg kiggede mig i spejlet. Blodet strømmede ned som et vandfald, og svømmede rundt på gulvet. Jeg begyndte at græde mere og mere, imens jeg førte kniven op til halsen. Den var ikke skarp, der skulle noget til. Imens jeg prøvede at skære huden over til halsen, kunne jeg høre Hunter råbe. " måske ar det, det store hus! " grinte han. Jeg ignorerede det, og blev ved. Men det hjalp ingenting. Uden noget, kastede jeg spejlet foran mig ned på gulvet, og ignorere igen igen, Hunter som prøvede at komme ind. Jeg lagde mig i glasskårende. Tog et glasskår i min blødende hånd. " KOM UD! LIGE NU! "
Jeg ignorerede tankerne om, at det nok var sidste gang jeg hørte Hunter.

Jeg lukkede øjnene, og tog min rystende hånd, langsomt op imod min hals. lagde min anden hånd på pulsen, imens jeg berettede hvor jeg skulle skære. " okay. Ik tøv. Alt er for sent nu " selvom det ingen opmuntring var, fik det mig til at gå hurtigere mod halsen. Glasskåret nåede hen til punktet, hvor jeg kørte den let over. Det begyndte at svie. Imens jeg kiggede ned i mine dybe sår, fik jeg mere trang til at lave en ende på det her. Og det gjorde jeg.
Næsten.........

Ved ikke om dette kapitel er kort, eller neutralt. Men ihvertfald 🤪