Tilkaldt

At vågne op på et hospital

Det var ikke anfaldet, der næsten havde gjort mig til en komapatient, men snarere faldet. Under et anfald er tiden langsommere. Den strækker sig ud, indtil anfaldet er hele min verden, og tiden bliver dens herre. Dette anfald blev fulgt af at miste bevidstheden, og jeg faldt bagover, ude af stand til at gøre noget ved min spasmende krop. Uheldigvis landede jeg med hovedet først på kanten af fortovet. Danni og jeg havde stået udenfor min arbejdsplads – en lille cafe jeg havde arbejdet for, siden jeg var 18 – da det hele var gået over gevind. Et dumt sted at stå og skændes, jeg ved det, men jeg havde ikke ligefrem regnet med dette pludselige og iskolde break-up, ærlig talt, det havde jeg ikke. I det store frontvindue, hvor cafegæster kunne sidde ved et højt træbord og nyde udsigten til den grå asfalt og de ligeledes grå mennesker udenfor, sad der et par mennesker. De fleste havde opgivet at tilfredsstille deres nysgerrighed, fordi man ikke kunne høre hvad vi sagde, og havde gået tilbage til deres kaffer og wienerbrød, men en enkelt person havde stirret intenst på mig, fra da mine hænder begyndte at ryste. Han sad i vinduet, med den ene arm afslappet på bordet og ryggen til resten af cafeen, med de små borde og den lange disk med diverse godter. Jeg havde opfanget hans blik i øjenkrogen, men havde lade det være gemt i baghovedet, ikke vigtigt nok til at svæve i den bevidste del af mit hoved endnu.

Da jeg så faldt bagover, faldt mit paniske blik på hans ansigt. Han havde kæmpe solbriller på. Jeg bemærkede at det var damesolbriller. Så ramte jeg kanten, og alt skiftede fra den tågede grå verden, der var stadiet før besvimelse, til komplet, altfortærende mørke.

Jeg kan ikke huske noget efter faldet, eller om det var Danni der hjalp mig på hospitalet. Jeg håbede at han havde. Man kan da ikke lade nogen ligge blødende på fortovet, ikke engang sin eks, vel? Og måske var der stadig en del af ham, som holdt af mig. En del, der ikke brød sig om at se mig, blødende og livløs. Men jeg vidste det rent faktisk ikke. Det kunne lige så godt have været en eller anden fremmed, der tilfældigvis var lige ved at træde i mit blod.

Jeg vågnede op med en forfærdelig hovedpine. Eller var det hovedpine? Det føltes sådan, men på en mærkelig måde, som om den var trængt ud fra mit kranie og ind i resten af mig. Først forstod jeg ikke helt hvad der var sket. Jeg kunne stadig huske optrinnet foran Cafeen ... Kunne huske at jeg havde været på arbejde, da Danni havde kaldt mig ud, som om han havde ret til at trække mig væk fra mit arbejde. Nu lå jeg og svømmede i hvidt ... Hvidt og mintgrønt. Ved siden af mig stod en vase med hvad jeg tænkte var falske blomster. De duftede i al fald ikke. Vinduet ved siden af sengen jeg lå i, var åbnet lidt på klem og gardinerne der var trukket for, blafrede let i vinden. Jeg rynkede på næsen. Og lugten! Der lugtede alt for rent. Da jeg så småt havde vænnet mig til alt det hvide, begyndte jeg at høre den konstante bippende lyd i baggrunden. Jeg så mig omkring efter den irriterende lyd, og fandt i stedet den blanke overflade på et spejl. Jeg var lige ved at falde ud af den seng jeg var vågnet op i. En bleg pige med brunt og halvlangt hår, stirrede mig lige ind i øjnene; mit eget spejlbillede. Der var som sådan ikke noget galt i det. Jeg var normalt bleg og reden af morgenhår var et syn jeg så hver morgen, men jeg plejede ikke at have en tynd, hvid kjortel på, eller gaze om hovedet. Først nu kunne jeg mærke den stramme om mit baghoved. Jeg virkede også tyndere end jeg var i spejlet, nærmest på en grim måde. Mine lange fingre lå stive på tæppet der lå hen over mine ben, og mit bryst hævede og sænkede sig stille og roligt, ikke at der var meget at se der. Det irriterede mig at jeg ikke havde en børste i nærheden. Mit hår var min stolthed, glansfuldt og tykt som det var, og den måde det bølgede på, ikke i krøller, men bare i små bugter, var altid en kilde til glæde for mig. Mine øjne gik igen ned til mine hænder. Der var et slags hvidt armbånd på det. Så forstod jeg endelig; jeg var på et hospital.